Jeg har haft en kontorplads ude i den virkelige verden så længe, jeg kan huske. Kun afbrudt af barsler, hvor jeg har glæææædet mig til at komme hjemmefra og arbejde igen.

- Jamen, jeg bliver jo idiot, hvis jeg aldrig kommer ud, plejer jeg at sige.

Nu er så tiden kommet, hvor jeg har tænkt mig at teste, om jeg rent faktisk forvandler mig til en idiot af ikke at gå ud. Jeg har nemlig sagt op på min kontorplads og planen er at sidde hjemme til evig tid. Det er punkt to i planen, der skal sørge for at vi snart får råd til at døre i vores hus.

Smukke Allan gav selvfølgelig en hjælpende hånd og triller her hjemad med mit kontor i vores ladcykel. Fordi punkt 1 i dør-planen var sælge bilen, remember?!

Så nu har jeg indrettet mig i et hjørne af vores stue. På verdens mindste bord, som jeg fandt på loftet hjemmet hos min mor. Det er sådan cirka hundrede år gammelt. Altså seriøst. Det var min morfars, er ikke specielt pænt og min mor brugte det derfor også til at skifte mig på, da jeg var spæd. Men jeg elsker det. Elsker mit lille mærkelige hjørne, hvor jeg har udstedt dødsstraf, hvis nogen under en meter og fyrre rører ved noget uden at have modtaget min velsignelse først.

- og ja, jeg har virkelig korte ben og bruger derfor bogstøtter under fødderne.

Sådan her ser min sofa virkelig tit ud. Det er altså seriøst mange leverpostejsfarvede små hoveder samlet på ét sted.

Nejnej, ikke alle er mine. To af dem tilhører overboen, men da vi bor i hus sammen på hippiekonceptet er de lidt mine alligevel. I hvert fald til ulvetimen sætter ind …

Nogen (og jeg nævner ingen navne, vil bare lige pointere at det overraskende nok ikke var mig selv) var i byen i nat og havde det så sjovt, at hoveddøren ikke blev lukket, men stod piv-åben – altså sådan på vidt gab, da jeg stod op klokken syv.

Min pung lå flot nok lige indenfor døren. Min taske stod også i entreen, med min COMPUTER i!! Men der var åbenbart ingen, der havde følt sig fristet til at gå ind, til trods for at vi holdt åbent hus. I hvert fald var intet blevet hugget (og havde nogen taget min computer, kan jeg love dig for, jeg ville blive så rasende, jeg ikke ville stoppe før jeg havde fundet dem og havde slået dem hårdt på deres knæskaller til de gav mig den igen).

Men under alle omstændigheder ville det bestemt ikke have gjort mig noget, hvis nogen var gået ind og havde taget noget fra børnenes værelse.

Holy crap, et kaos … og det kan ikke engang rigtig betale sig at rydde op, for det er groet til igen, før jeg kan nå at sige SISYFOS!

Jeg bliver bestjålet af sigøjnere.
I begyndelsen rodede de bare i mine skraldespande, hvilket jeg nærmest fandt lidt eksotisk og storbyagtigt. En dag prøvede de at snuppe min datters løbehjul, men lod venligt være, da jeg sagde ”helst ikke”. I sidste uge blev jeg lidt irriteret, for da var de rendt med klapvognen, fordi jeg ikke lige var der med en løftet pegefinger. I går røg den sidste rest af eksotisk overbærenhed, for pludselig var de syv poser pantflasker min ældste datter møjsommelig havde stillet ud i ladcyklen, så hun kunne spæde lommepengene op med et par håndører, væk. Vi skulle jo lige have spist aftensmad, inden vi kørte op med dem. Min overbo så dem slæbe af sted med alle poserne, så det nytter ikke noget at beskylde mig for at kaste med uretmæssig skyld. Næ, jeg er faktisk tæt på at føle mig berettiget til at tilegne mig den bredeste amerikanske accent og tale om ”fucking gypsies”, men kan mærke jeg ikke helt ved nok om folkeslaget til at have så mange fordomme, jeg for alvor kan rulle mig ud i en ucharmerende stigmatisering, omtale dem som et skadedyr og snakke om, at de som folk er et problem for samfundet.

Tror jeg starter med at binde snor i en pung, smide den på fortovet, lægge mig lur bag kastanietræet og bare vente på de kommer og ikke kan modstå fristelsen. Så vil jeg springe frem med hvidløg og den danske salmebog – og et sejrsbrøl så voldsomt de da nok forstår, at der er erklæret krig fra det sorte hus på hjørnet.

Først gik bilen i stykker. Dagen efter vores ladcykel. Den efterfølgende weekend blev klapvognen stjålet. Således frarøvet enhver form for transportmiddel, ville min kæreste prøve at ringe og sige til nogen, de skulle komme og hente os – og tabte sin fine iPhone, så glasset flækkede. Da hans bukkede sig ned efter den, kunne hans bukser godt være sprækket, hvis det altså ikke var fordi, de var det i forvejen.
”Jeg tor Gud er ved at skrive en moderne version af Jobs bog”, sagde jeg til min kæreste – og så grinede vi lidt, for vi ved jo godt, det bare en række af uheldige tilfældigheder, der spænder ben for os. Nu overvejer jeg dog at tænke noget andet, fordi for et øjeblik siden gik mine elskede og alt for dyre høretelefoner i stykker, bare sådan mellem hænderne på mig, uden at jeg næste rørte ved dem, knækkede den ene høredims af.

WTF?

Nu har jeg tapet den fast, men det er vel kun et spørgsmål om tid før min computer eksploderer, tastaturet kun vil skrive k’er og mit ur begynder at gå baglæns.

Måske jeg skulle sende nogle flere af mine børn hen og synge i den kirke, for at få lidt aflad for mit og Guds konfliktfyldte forhold …