Fandme godt det ikke er tv, for mit ene øje er rødt, som har jeg ligget i Smirnoff-drop hele natten. Det har jeg ikke. Har bare betændelse sådan generelt all over. Det er en fest. Af samme årsag er jeg bekymret for, hvad jeg egentlig kommer til at sige. For de løber ikke specielt stærkt de små væsener, der styrer mine tanker. Tror også de er blevet ramt af betændelseshelvedet. Desuden har jeg aldrig været god til at være skarp på kommando. At sige noget åndssvagt på kommando er til gengæld en af mine spidskompetancer.
Kender I også godt det med at man muligvis er kommet til at sige ja til noget man nok ikke skulle sige ja til. For eksempel har jeg fået dette spørgsmål sendt fra dem:
Kan du komme med nogle tips og tricks til, hvordan man ikke går under i en travl og hektisk hverdag, hvor der også skal laves mad, gøres rent osv …
Altså … eh … hm … øh. HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA.
... ikke være at finde på bloggen. Jeg har overladt roret til JAKOB, som vil underholde jer på sin helt egen måde. Er ret sikker på, det ikke bliver kedeligt. Vil gnække med fra sidelinien. Vi ses!
Hvis du vil skrive til Jakob så klik på "Om Vikaren" i menuen for oven.
På onsdag skal jeg i radioen. I 24/7. Og snakke om hvordan vi fordeler de praktiske gøremål i vores familie.
Hvem rydder op. Hvem gør rent. Hvem henter. Hvem bringer. Hvem tager til lægen med børnene. Hvem køber sko til børnene. Hvem sørger for at de har ekstratøj i institutionerne. Hvem tørrer røv. Hvem står op om natten.
Nu har Smukke Allan været så usvigelig heldig, at han har fået sig en kvinde, der stinker til samtlige huslige gøremål og samtidig ikke har nogen som helst interesse i at forbedre sig på det felt. Samtidig er han selv ret mandeagtig på området og ser ikke en nullermand før den angriber ham.
Derfor er vi gået til problematikken på en meget lavpraktisk (og lidt søskendeagtig) måde. Vi har lavet en liste. En meget nøjeregnende og ganske forsmået liste. Hvor det går ud på, at ingen kraft edme gider gøre mere end den anden. Som udsprang af, at jeg syntes, at der i sidste ende trods mit tydelige mangel på talent på området, var for mange af opgaverne, der som en selvfølge landede på mit bord.
Jamen bare sådan noget med at holde øje med alle de milliarder beskeder på forældreintranettet fra skolen. Og fiske de vigtige beskeder om fødselsdage eller skovture på tirsdag ud af bunken (og ignorere besked nummer firehundredeogsytten om regler for sukker).
Hvem køber gaven til fødselsdagen? Og får noteret hvem fødselsdagen er hos, så man ikke kører hen til forkert barn fra klassen (kan ikke være den eneste der har gjort det).
Eller når det overraskende nok bliver vinter igen og de små skal have varme støvler. Oh je.
Eller hvem sørger for at alle tre børn har velplejede negle? Det er 60 negle vi snakker om!
Nå, men vi har delt det hele op. Nidkært. Og som regel overholder vi det også. Desværre viste det sig, at da vi skulle til at liste op, hvad vi hver især gik og gjorde uden at den anden opdagede det i hverdagen, så lavede Allan også en del. For overraskende nok, lapper vores cykler sig ikke af sig selv. Lige som skraldespanden ikke tryller sig ud hver dag. Og så er det jo også det der med, at han afleverer børnene HVER morgen. Men jeg står da i døren med uglet hår og vinker! Det tæller jo også for noget, ikke sandt. Eller måske nærmere det faktum, at jeg lige har smurt madpakker til dem alle fire.
Faktisk er det dét punkt, der fungerer bedst i vores nazi-ligning. Hvis han henter og bringer hver dag. Så laver jeg lækre madpakker til dem alle.
For at få ham til at overtage det med at købe sko til vores børn hver gang årstiden skifter, måtte jeg tage både negle og hår tjansen (incl. lusekæmning) og tage dem til lægen. (Vores børn lider skiftevis af sko-butiks-neuroser, som betyder de går op i flammer af raseri, hvis man beder dem prøve et par sko – så det er ikke en tjans man tager let på).
Nå, men kan I ikke fortælle mig, hvad I gør for ikke at slå hinanden ihjel over opvasken? Så jeg har noget klogt og sjovt og overraskende at diske op med i programmet. Måske også bare for at få lov til at sige sætningen, der starter med: “Der er en af mine læsere der … “. For så er jeg sådan en med læsere, og det lyder jo cool!
Den meget ihærdige læser, vil kunne huske, jeg for et år siden pralede med, at vi nu havde fået døre. Efter at have levet i et dørløst hjem i over et år.
Og døre fik vi. De kom endda op med en slags dørkarme omkring sig. Men så tog Smukke Allan dem ned igen. De skulle jo pudses op. Og så forsvandt de. Men forleden kom døren ind til Kamilles værelse op igen.
Dog uden håndtag. Så man kan ikke lukke den. Eller det er i hvert fald en dårlig idé, for det er kun Allan, der kan få den op igen. Noget med en lang pind, han stikker ind, hvor dørhåndtaget skulle være, klik klik og så glider døren op.
I går aftes var jeg og de to store piger alene hjemme. Jeg var ved at lave aftensmad. Da jeg hørte en dør lukke. Efterfulgt af et “HOV”. Kamille var kommet til at læne sig mod døren, så den var lukket i.
Oh no. De små piger kiggede forskræmte ud gennem ruden i døren. HVAD GJORDE VI NU? Jo, altså jeg løb rundt i cirkler og kaglede åh-nej-åh-nej-åh-nej, mens jeg samtidig prøvede spejle videre på æggene, det var meningen, vi skulle spise om lidt.
- Er I okay, skreg jeg mod døren, mens jeg febrilsk ledte efter noget pind-agtigt i skufferne med den anden hånd.
Der var tavst bag døren.
ÅH, nu var de vel gået i krampe af angst og led de vildeste mor-adskildelses-traumer. Stillede mig på tæer og skottede ind ad ruden. Og så at de guddødeme sad og SMINKEDE HINANDEN!!
Jamen hvad fanden. Tog mig til hovedet. De er jo som to tomhjernede dåser på stranden, der har så travlt med at tage billeder af sig selv og hinanden i badetøj til modebloggen, at de slet ikke opdager tsunamien, der kommer farende med firehundrede kilometer i timen med frygt, rædsel, død og aldrig kommer vi ud fra værelset mere. Ja, okay, måske er rædsels-sammenligningen lidt ude af proportioner, men alligevel …
- Er I slet ikke interesserede i at komme ud?
De verfede mig væk med hånden. Nå, på den måde. Satte mig til at spille Wordfeud ved køkkenbordet og forberedte mig på at indtage mit måltid alene. Men det havde jeg ikke behøvet. Da jeg lidt hånligt og en smule forurettet råbte “Så er der mad” gik der ikke mange øjeblikke, før døren sagde klik-klik og de begge kom gående ud med fire kilo make up i hovedet og en pind i hånden.
- Nå, vi har da bare tjekket ud, hvad far han gør, sagde de nonchalant og satte sig ved bordet.
Clever clever girls. Håber de prikker mig på skulderen når bølgerne er på vej, for jeg er garanteret alt for optaget af at Wordfeude til at ænse hverken det ene eller det andet …
Når man – fordi man er et sløvt røvhul, der bor i hus med andre sløve røvhuller – ikke har fået sat en postkasse op, smider postbudet så bare posten på fortovet foran huset og pisser på det … eller hvad var det nu, der stod i den folder?
Jeg VED bare de har truet med noget, hvis man ikke fik sat de fordømte postkasser op. Eller også så skylder jeg dem allerede en masse straf-penge. Det er jo Post Danmark. Good old Tele Danmarks skide sure, griske men alligevel altid forurettede kusine.
