Tilbage med endnu et indlæg er nu min absolut mest populære gæsteblogger slash manden med de tvivlsomme sko. Jeg giver jer Jakob:
Lurer lykken i mit klædeskab?
Allerførst: tusind tak for de mange søde og indlevende kommentarer til mit tidligere pip. Det var en dejlig overraskelse.
Siden vi så hinanden sidst har jeg tænkt en del over hvordan jeg bedst kan forklare min bøvlede glæde ved at klæde mig feminint. Hvorfor dele af min lykke (og ulykke, men det er en anden historie) er gemt i et klædeskab med dametøj. Jeg får jo brug for de ord fremover, når jeg skal forklare mine nærmeste hvad der er los. Tænker så at et godt sted at starte må være her inde. I virker jo ikke så farlige. Og så tror jeg at kvinder har nemmere ved at forstå hvad jeg prøver at fremstamme end mænd.
Jeg forestiller mig at alle I kvinder kender nydelsen og glæden ved at gøre jer lækre og vide at andre får en lille smule lyst til jer. I hvert fald i perioder af livet. Eller omvendt – hvis I slås med mindreværd, deller, braktud eller et fjernet bryst – at I kender til sorgen over at føle at I ikke vækker begær. Som en klog veninde forleden sagde til mig: ”hvis man ikke engang imellem bliver kigget på med både begær og kærlighed, så kan man alt for nemt dø af det”. Hun har rigtigt meget ret.
At ønske at blive begæret handler om at nyde at være genstand for andres erotiske lækkersult. At vide at man er appetitlig, sådan rent på overfladen. Så vi er i seksuelt territorium nu, omend i den subtile ende, hvor også flirt, forførelse og fantasier holder til. Det er visuelt lir som på en hverdag antydes med en god røv i bukserne eller som nytårsaften får hele kavalergangen inklusive langt lys og ingen trusser. Men som ikke er andet end det. At gøre sig lækker er (som regel!) ikke en lovning på et knald, det er en nydelse i sig selv. Det har sin egen vigtige plads som en rislende understrøm i hverdagen. Og det er lige dér, at det med dametøj falder i hak for mig, for inderst inde nyder jeg at være fin. At være lokkende, elegant og ikke mindst begæret. Det føles som en stor og livsbekræftende luksus.
Nej, selvfølgelig er lækkerhedskapløbet i vores samfund ikke bare en dans på hyggelige bonderoser. Spiseforstyrrelser, narssicisme, plastikpatter, shopaholics, hammertæer og almindeligt selvhad står i kø når der kommer ubalance i at være glad for sig selv både indeni og uden på. Især kvinder må livet igennem se sig i spejlet og stille sig spørgsmålet: Ser jeg godt ud? Og er svaret: ”Nej, det synes jeg ikke”, så gør det ondt. (Så sku’ I bare prøve at være en skægget mand i kvindetøj foran det ånssvage spejl, sku’ I!) Men lige nu handler det ikke om The Dark Side. Nu handler det om glæden ved lækkerhed.
Når jeg ser ned af mig selv, ser jeg en ganske almindelig mandekrop. Hår på brystkassen, en mave der godt kunne være lige en lille smule slankere, velfungerende forplantningsorganer, et par fine slanke ben og som afrunding to smalle fødder med nogenlunde lige tæer. Og lige nu, helt ude for enden, en lille hemmelighed som gør mig glad hver eneste morgen: Ti velplejede negle med flot rød neglelak. Det lyder sært – ved det godt. En mand på næsten 40 år der nyder synet af neglelak på sine tånegle. De fleste hankøn ville hellere tørre sig med sandpapir. Jeg synes det er elegant og mægtigt feminint. (Men jeg er ikke særlig glad ved tanken om at min eventuelle mandlige venner finder vej til dette indlæg og nu fniser sig ihjel. Men hvis nu det sker, så: Hej med jer, drenge! Husk det bare er maling.)
Og det handler om at være fin. Når jeg barberer mine ben, så fjerner jeg helt konkret det maskuline og får til gengæld en glat feminin hud. Når jeg lakerer mine negle forvandler jeg mine ellers ligegyldige fingrer og tæer til noget fint. Når jeg ruller de lækre strømper op ad benene, mærker jeg at de er sarte og besværlige. Når jeg tager de højhælede sko på bliver mine ben endnu flottere og fornemmelsen af behagelig hjælpeløs forfinelse endnu større. Og når jeg til slut står der i nederdelen og den tynde skjorte føler jeg mig langte mere elegant og attraktiv end jeg nogensinde vil gøre i Karl Lagerfelts skarpeste jakkesæt. Et jakkesæt er magt. Styrke. Kontrol. Fine strømper, nederdel og lange negle er sensualitet. Delikatesse. Skrøbelighed. Det er tyndt og besværligt og koldt og krævende i sammenligning med mandetøj. Men jeg nyder at det kræver en indsats og føler en helt særlig tilfredsstillelse at gøre mig lokkende, elegant og begærlig. Og det er netop den følelse jeg tror de fleste kvinder kender så godt, men som mænd praktisk taget aldrig smager.
Men al den gøren-sig-lækker er ikke meget værd i ensomhed. Hvad skal man dog med det fine og frække og elegante hvis der ikke er nogen til at beundre det? Og det er der kæden desværre hopper af: I de flestes øjne er jeg hverken lokkende, elegant eller begærlig. Jeg ser jo helt forkert ud med mit mandeansigt, brede skuldre (sådan da) og mangel på talje. For slet, slet ikke at tale om det udprægede fravær af både barm og langt, fyldigt hår. Så når jeg slår fornuften til, så kan jeg sagtens se det: At jeg ligner en menneske-variant af en gravko med sløjfe. Og det føles pænt uretfærdigt. Havde besløjfede gravkøer dog bare været nogenlunde almindelige, så ku’ vi trille rundt og være glade og ikke flove. Men jeg insisterer på at gøre forsøget. Tænker at hvis jeg gør mig umage nok, så kan gravko og sløjfe nok komme til at klæde hinanden. Og jeg er ret sikker på at det er denne nødvendighed for at blive set – og måske bare et splitsekund blive anerkendt som velklædt – som tvinger de modigste transer ud i offentlighed. De kan se kiksede ud i paryk og konet tøj og store sko, og derfor svære at begære. Men de er de modigste mænd, jeg kender.
Men hvorfor? Hvorfor er der nogen mænd der har det sådan? Og faktisk lige så mange kvinder, bare med lyst til mandetøj? Det er der endnu igen der ved. Kun at kønsbytteri findes i alle kulturer og kan spores tilbage til oldtiden. Personligt tror jeg – uden at kunne bevise det – at årsagen er ret simpel. For lige som der findes kloge og dumme, hurtige og langsomme, høje og lave, så findes der også ekstremt feminine og gennemført maskuline kvinder. Ganske simpelt fordi de ligger helt ude i hver sin ende af den helt naturlige variation. Noget er medfødt og noget skyldes opvæksten. Og det samme gælder – seføli – for mænd. Og så er vi nogen der i det store og hele er som resten af vores kønsfæller, men som ved et tilfælde har fået et enkelt usædvanligt kort på hånden.
Der er mere i det end det, selvfølgelig. Ting jeg ikke har opdaget om mig selv og andre. Nuancer og aspekter som er for kedelige til Marens livlige blog. Men i det store og hele tror jeg ikke at jeg kan forklare det bedre end ovenstående. Gad vide om det lykkedes? Om det giver mening? Jeg har selv svært ved at forstå hvorfor jeg er skruet sådan sammen, så det er vel ikke fair at kræve at andre kan. Men det er rart at sidde trygt derhjemme og ganske selv-terapeutisk sætte ord på bøvlet. Og med alle de penge jeg pt. bruger på tynde satinskjorter, røde skindhandsker, glimtende øreringe, sarte duffelcoats, Ole H-creme, sexede støvler, knælange strømper, fede striktrøjer og kiksede vabelplastrer, så har jeg under alle omstændigheder slet, slet ikke råd til en psykolog.
.