Min veninde Mette – med efternavnet Heeno og som vi bor sammen med, er en af Danmarks bedste manuskriptforfattere. There, I said it. Og jeg siger det, fordi hvis man spørger hende, hvad hun laver, skraber hun i gruset og får fremstammet et eller andet, der lyder som om hun roder med lidt tekst på daghøjskole.

Men man skal ikke lade sig narre. Hun er knivskarp og virkelig virkelig morsom.

Det ses blandt andet i hendes seneste værk: Lærkevej, The movie.

Den har premiere i disse dage. Og Mette har reserveret to af de bedste biografsæder til mig og Smukke Allan, som i aften kommer til at gå og virre med hovederne for at få det hele med. Den røde løber er nemlig rullet ud for alle kendisserne, der skal ind og se filmen, når den første gang ruller hen over den store skærm i Imperial.

(Skal se om jeg ikke kan få fotograferet et par kendtfolk, mens Allan  laver kaninører bag dem).

Når jeg nu er for sur til at være vittig, så hør lige ham her. Jeg har lige grædt af grin … Gør dig den tjeneste og se hele klippet. Det bliver kun sjovere.

Det er ikke med min gode vilje, jeg lukker nye blogs ind på min daglige runde. Faktisk har jeg bestemt mig for, at jeg ikke skal læse flere end jeg gør. Altså end dem, der er linet op ude i siden. Vi er faktisk ude i et princip. Men så er det bare, at jeg også er begyndt at finde mig selv her. Faktisk i en grad, så jeg tillader mig at blive småsur, hvis der en dag ikke er en opdatering. Ja, det ville jeg bare lige fortælle jer. Siden I nu spurgte. Eller noget.

Hvad laver norske teenagere, når de keder sig?
Min meget unge og meget talentfulde fætter ligger i en dal i Norge og jodler sine små værker.
Mine damer og herrer, I give you Sivert:

Det sker tit, jeg synes, jeg skal kunne lide noget. For eksempel synes jeg, at jeg skal kunne lide bloggen Promenaden. Derfor har jeg flittigt læst med siden de startede. Men nu har jeg givet fortabt. Har måttet erkende, at de er alt for kloge. Eller også er jeg for dum. Eller måske har jeg bare ikke læst nok litteraturhistorie til at fatte, hvad de egentlig mener, når de mener noget. Eller er sure over, når de er sure.

I stedet hygger jeg mig hos Amrit. Hun snakker også om bøger. Men på en måde, jeg fatter. I dag er hun omkring noget med at cykle gennem tunneller mens man råber og spise for meget skumslik. That I get. Forleden skrev hun dog dette indlæg, der fik mig til at smile længe. Måske fordi jeg også er vokset op i Sønderjylland og derfor ved præcis, hvad hun snakker om … Og den måde, mormorens dialekt er beskrevet, er helt perfekt. Men måske man sku’ ha’ været der. I hvert fald kan jeg kun anbefale Amrit som daglig dosis, hvis man samtidig på en sjov, hyggelig, letbenet, underholdende og nærværende måde gerne vil vide lidt om, hvilke bøger der findes på hylderne i Danmark lige nu …