Kender I den der følelse af, at der er nogen, der står og lurer på én? Bare lige så stille i mørket, ude foran vinduet.

Jeg tror, vi har haft en lurer. Og jeg tror, jeg ved, hvem det er.

Min mistanke startede, da jeg så denne skitse ligge på hans bord.

Næste gang jeg gik forbi, var han kommet lidt længere. Og jeg blev kun styrket i mine bange anelser.

Da farverne kom på, var jeg ikke længere i tvivl …

Han har stået og luret ind i børneværelset, for dette er the spitting image af Anemone, når man vækker hende om morgenen!

Kunstneren er Jesper Ejsing. Har været omkring ham før. Det er altid kun fantastisk at drive forbi hans pult og snige sig til at kigge lidt på, hvad han tegner … Jojo, man må godt lure på folks skriveborde, det er noget helt helt andet.

VI E BERGA, råber min mor i de situationer, hvor oddsene har set ud ad helvede til, men man alligevel bliver reddet på målstregen.

Det er ikke fordi, hun er tosset, hun råber den slags, det er fordi hun er nordmand. Det betyder VI ER REDDET!

Og vi er totalt berga. Det handler selvfølgelig om håret. For kan I huske, da jeg for et par uger siden blev til Tante Lilla? Hvor vi alle lærte lektien, at man ikke skal stole på en frisør, der har hue på. Heller ikke selv om han står og lokker med naturfarver og økologisk mynte-te. Nå, men det gik jo hverken værre eller bedre, end jeg måtte krybe tilbage til min oprindelige frisør, Ofia, der lagde en plan. I går var dagen så kommet, hvor planen skulle udføres.

Da jeg trådte ind i salonen, havde Ofia taget hue på. Og var ved at fnise sig ihjel. Faktisk missede hun ikke en eneste chance for at drille mig med min hår-fadæse. Det var sjovt.

Resultatet var ikke sjovt. Resultatet var FANTASTISK. Jeg har opført mig som en teenager, siden jeg kom derfra. Har vimset forbi spejlet og tjekket håret ud i alle slags belysninger. Har endnu ikke opdaget hverken noget lys eller nogen vinkel, det ikke holder i. Jeg er blevet mig selv igen. Hvilken lettelse. Har sagt det før, lad mig sige det igen. Ofia er GUD, når det kommer til hår.

Seriøst, I bliver nødt til at gå ind og se det her teaterstykke. Jeg havde faktisk forventet at kede mig. At gå der fra og være lidt træt af kvinde-stuff og hvor typisk det er, at vi laver den slags.

Det var Mette, der slæbte mig med. Min overbo. Manuskriptforfatteren. Hende der hele tiden har et par fribiletter til en eller anden forestilling stikkende op af lommen. Nogle gange er jeg så heldig at få lov til at være hendes date. Som i går. Vi så stykket Kvinde kend din krop ved teatret Mungo Park. Det kører noget tid endnu. Du skal se det. Du skal endda tage din mand med. Det var overhovedet ikke fisset på den måde. Eller jo, det var det. Men det var SÅ SJOVT! Og så godt. Gedigen god underholdning. En perle. Jeg er imponeret. Jeg er overbevist. Jeg er så meget klar på at cykle nøgen gennem København til sommer.

Louise sagde jeg skulle læse denne bog. Louise er en fra min skrivegruppe. Hun er god til at mene ting. Så selvfølgelig fik jeg fat i den og tog den med til Thailand.

Jeg har aldrig læst noget lignende. Måtte læse i den selv om vi kørte bil, selv om jeg var ved at kaste op af køresyge, selv om vi trafikken var ret nervepirrende med biler i forkerte sider og generelt ingen respekt for at man altså dør, hvis man ender under en lastbil, selv om Allan lavede den fineste picnic i en palmelund, selv om de lokale kom fræsende forbi på knallerter og ville sælge os de underligste madvarer, selv om børnene hele tiden spurgte om jeg ikke nok ville kigge på dem gøre dit og dat. NO CAN DO! Mor læser …

Jeg mindes ikke sidst, jeg har været så opslugt af en bog. Så bjergtaget, så underholdt, så foruroliget. Har du ikke allerede læst den, så skal den læses! Den var i øvrigt svær at skaffe, jeg måtte på biblioteket, hvor der til gengæld ikke var nogen, der havde lånt den i over et år. Tsk.

Måske er det bare fordi jeg er lidt træt i dag, jeg tror gode sange slår mig ihjel. Og at jeg synes dette er hysterisk morsomt.