>

Se hvad der stod på tv’et da jeg låste mig ind på mit hotelværelse. Sandsynligvis er jeg bare et provinsielt røvhul, men synes det var top tjekket – og jeg kan også købe adult movies på hotelkanalen. Blev så begejstret at jeg straks spiste en Snickers fra minibaren. Den kostede mig 31 kroner så jeg bagefter.

På vej gennem byen havde jeg lidt svært ved at få lov til at gå over på den anden side, hvor biblioteket ligger – og hvor jeg skulle præsentere bogen – fordi der var en konkurrence om, hvem der kunne komme fra den ene ende af gågaden til den anden på ski bag et rensdyr. But of course.

Jeg har et får på hver fod for at holde varmen.

Se, en same! Han købte i øvrigt min bog.

I Alta får man konsekvent serveret kaffelatte med sugerør. WTF?

Boghandleren insisterede på, jeg kom forbi og signerede bøger. Jeg sagde ja, selv om bogsignering som regel er et studium ud i selvydmygelse. Dette var ingen undtagelse. Skal dog skynde mig at sige, at det har været et godt besøg her oppe - med virkelig meget positiv respons på min bog. Der var endda en teenager fra i går, der købte min bog!

Synes det er cool at hegne sin restaurant ind i isblokke. Ville gerne have taget et bedre billede, men min hånd frøs til is og faldt af. Tænker, de på disse kanter ikke så ofte bruger vendingen “when hell freezes over” … because it did.

Se, hun ligner dig mor, siger ungerne ret tit. Og peger på en meget tyk dame, en kommunefarvet mus eller en anden, der får mig til at tænke at jeg edder perkme skal til at dyrke noget mere fitness og rede håret noget oftere.

Det sker bare aldrig, de peger på Claudia Schiffer eller en anden hottie og siger, hun er en tro kopi af mig. Synes også de tegninger de laver af mig ligger i den lidt runde ende, men de går lige i hjertet alligevel, så samler dem altid omhyggeligt sammen og lægger dem i mit hemmelige tegninge-skattekammer.

Men vinden er vendt – eller noget er der i hvert fald sket. For forleden, da jeg hentede i børnehaven, kom Martin, pædagogen, grinende hen til mig og fortalte, at de havde siddet og tegnet, og han havde tegnet Catwoman. Hvorefter Anemone med vigtig mine havde bedyret at sådan gik hendes mor altid klædt derhjemme. Så han ville bare høre om der var noget, jeg gik holdt skjult – og hvordan jeg fik maske og ører til at sidde fast?

Og dagen efter kom Mynte hjem med denne tegning af Smukke Allan og mig. Kæft nogen seje forældre! Synes I ikke?

Man skal aldrig aldrig aldrig sidde og snakke om, hvor godt det går. Om hvor søde ens børn er for tiden, hvor afstressende og harmonisk det hele er, hvor dejligt man synes livet er, for så WHAM, så får Universet øje på én og opdager, at man er blevet strøget lige lovlig meget med hårene, så nu skal der lige uddeles et par flade, for at genoprette balancen.

Altså, jeg vil først undskylde over for alle jer, der har rigtige problemer, mine er bare irriterende. Men det gør de sig til gengæld også rigtig umage for at være.

Det startede søndag, hvor jeg prøvede at flette en julehjertekurv, men den er jeg stadig for vred på, til at jeg kan tale om den. Derfor iler jeg videre til mindstebarnet, som havde været overtræt i et døgn, hvilket resulterede i hun brølede JEGVILIKKESOVE JEGVILIKKESOVE JEGVILIKKESOVE og rokkede frem og tilbage som en autist i over tre timer. Ja, præcis der, hvor jeg også prøvede at få de andre til at sove, hvilket ikke er nemt, når man har født et barn med en så stor lungekapacitet som Anemone har. Er du gal, hun kan råbe højt. Totalt migræne.

Midt i et rok og et brøl gik hun ud som et lys klokken 22.40 – hvor jeg var så udmattet, jeg forlængst havde været omkring sætningen: ”Hvis hun ikke snart holder op, sætter jeg hende kraft edme ud i sneen!”. Så nu hvor hun sov, havde jeg travlt med at tude over, at jeg havde haft lyst til at sætte hende ud i sneen. For nu lå hun jo bare der med blød næsetip og sov sødt i mine arme.

Således drænet for energi prøvede jeg at få en nat til at bestå af sammenhængende søvn, hvilket er svært, når der på skift vælter unger ud og ind af ens seng – totalt banegårdsstemning. Og hvorfor vil de snakke klokken tre om natten? Det kan godt være, jeg om dagen kan stable en lille smule entusiasme op omkring emner som hvilken slags mad tror du fedthalemus spiser, mor? Eller Tror du jeg får en zhu zhu pets i kalendergavepakken den 17.? For om natten skinner det tydeligt igennem, at MUMMY DOESN’T GIVE A DAMN! Hold nu kæft og sov!

Godmorgen mandag, som startede med et barn, der stod ved min fodende og svinede mig højrøstet til, fordi jeg ikke var stået op før hende, som jeg plejer. Ja, vi var endda ude i et dask, da jeg søvnigt prøvede at række en hånd ud mod hende. Hm, muligvis kan vi i morgen løse det ved, at du ikke vækker mig hundrede gange om natten?

Videre med dagens gøremål, som bestod i at prøve at lokalisere den bogpakke, der er afsendt fra Nordnorge for en måned siden – med nogle eksemplarer af den samiske bog jeg udgav deroppe i oktober. Fandt den hos told og skat, der var ret anale med hensyn til at opkræve 1300 i told for bøgerne.

MIG: Jamen, jeg har jo selv skrevet den – det kan da ikke passe, jeg skal betale told for min egen bog, som jeg derfor gerne vil have nogle eksemplarer af?!

TOLD OG SKAT: Enhver kan jo komme og sige, at de har skrevet en eller anden bog, så det kan vi jo ikke bare sådan tro på.

MIG: Really? Har aldrig overvejet at gå og bilde nogen ind jeg hedder Salman Rushdi for at liste noget gennem tolden. Og er ikke nok, at mit navn står på coveret og så et kørekort fra mig?

TOLD OG SKAT: Nej, der er klare regler for den slags. Hvis de ikke er stemplet med ”ikke til salg” eller på anden måde mærket, så det er tydeligt de ikke må sælges, skal du betale told.

MIG: Altså nu er det ikke verdens mest lukrative forretning at udgive samiske satirebøger i et oplag mindre end antallet af beboere i Nørre Aarslev kommune, så jeg vil tro, det du kræver i told lige nu af mig, svarer til min samlede indkomst.

TOLD OG SKAT: Den slags tager vi slet ikke højde for.

MIG: Hvad så med det faktum, at bøgerne er på samiske – og hvem i helvede ville gide købe en bog på samisk i Danmark?

Oh well, de var ikke sådan at bøje skeer med. Så 1300 kroner senere, tænkte jeg, at nu jeg alligevel var igang med at bruge penge, ville jeg imødekomme Allans behov for a bikini wax (altså til mig, ikke til ham).

I hvert fald betød det en del surfing på hjemmesider for klinikker med speciale i den slags. Som havde prisoversigter som denne:

PRISER FOR VOKSNING AF:

Fødder … 199,-

Hele ansigtet …195,-

Anus … 200,-

Nå, men jeg grinte så meget af alle de underlige steder, de gerne ville have penge for at smøre varm voks, at det var lige før jeg blev i godt humør.

Men det var bare til jeg kom ned til klinikken. For hvem stod der og bød velkommen bag skranken, klar til at vokse mit anus: En mor til en af Kamilles klassekammerater.

Nice touch, Universe!

Jeg suste igennem næsten samtlige nordlige medier i løbet af sidste uge. Og kan nu trække vejret frit igen, for bogen er blevet modtaget med stor jubel og ingen har kastet ting efter mig eller sagt, jeg bare skal skride hjem til Danmark . Har en lille håndfuld avisudklip med hjem og er desuden at finde her, hvor en samejournalist kom til København og fik mig til at stå på rådhuspladsen iført kofte. Og ja, det betød også at jeg vadede et godt stykke ned ad Vesterbrogade iført min røde uldkjortel og snabelsko. No further comments.

Her sidder jeg til første bogsignering. Se, hvor hurtigt hånden skriver! Den smukke kvinde ved siden af mig er min redaktør Mona. Og min kusine.

Her er jeg ved at gøre klar til bogsignering nummer to, i en boghandel, der havde gjort vildt meget ud af det og været så fremsynede at annoncere for eventen – så der rent faktisk kom folk - hey, der var endda nogen, jeg ikke var i familie med.

Jeg glemte at tage billeder til til selve lanceringen, men det gik så godt, at jeg må sige, jeg slet ikke kan forestille mig, at det kunne gå bedre. Der kom fire gange så mange, som vi havde regnet med – faktisk så mange, at flere gik igen, fordi de ikke gad stå som sild i tønde. Og publikum var vildt søde og grinte højt, når jeg prøvede at være morsom.

Her er et billede af min fætter, der stod for at sælge bøger. Fik jeg sagt det er mine to onkler, der ejer forlaget? Totalt forlagsmafia-stil vi kører her i nord – vi er beviset på at det ikke kun er mørklødede mennesker, der altid har en fucking fætter de lige kan hive op af hatten, hver gang de mangler en tjeneste. Eller nogen til at udgive ens bog.

Der er en nyhedsrapport fra lanceringen her. Se, hvor glad forfatteren er. Så glad hun ligner en julegris i fjæset.

Selvfølgelig var vi til samefest og vise bogen frem. Også selv om vi havde været så kåde over den bragende succes, at vi havde glemt at sove natten forinden.

Og så er vi med i et lille tv-indslag i de samiske nyheder. Vi er med i en introduktion i begyndelsen af programmet og derefter på til sidst (10.50 står timeren cirka på) - efter det med at jærven har fået fem unger mere i år end den fik sidste år. Som jo er af den slags breaking news, man ikke rigtig kan konkurrere med.

Min mellemste på 4 år er til sin skrivende mors store begejstring meget interesseret i bogstaver og ord. Nyeste dille er at skrive alle vores navne på post-it’s og hæfte dem på os. Jeg fandt lige den her på ryggen af mig selv …