Dette er mit “jeg hører efter”-fjæs. Som dækker over tanker om hvorvidt journalisten mon barberer sine testikler og gad vide, hvad Hanne Vibeke Holst, som jeg kunne se nede på scenen i mens, mon siger. Som selvfølgelig igen leder mig over til hendes intimbarbering. Nej, man forstår ikke, hvorfor jeg ikke driver det videre, end jeg gør, vel?
Louise sagde jeg skulle læse denne bog. Louise er en fra min skrivegruppe. Hun er god til at mene ting. Så selvfølgelig fik jeg fat i den og tog den med til Thailand.
Jeg har aldrig læst noget lignende. Måtte læse i den selv om vi kørte bil, selv om jeg var ved at kaste op af køresyge, selv om vi trafikken var ret nervepirrende med biler i forkerte sider og generelt ingen respekt for at man altså dør, hvis man ender under en lastbil, selv om Allan lavede den fineste picnic i en palmelund, selv om de lokale kom fræsende forbi på knallerter og ville sælge os de underligste madvarer, selv om børnene hele tiden spurgte om jeg ikke nok ville kigge på dem gøre dit og dat. NO CAN DO! Mor læser …
Jeg mindes ikke sidst, jeg har været så opslugt af en bog. Så bjergtaget, så underholdt, så foruroliget. Har du ikke allerede læst den, så skal den læses! Den var i øvrigt svær at skaffe, jeg måtte på biblioteket, hvor der til gengæld ikke var nogen, der havde lånt den i over et år. Tsk.
Jeg har lige grint helt utrolig højt. Efterfulgt af en grum følelse af uro.
Min samiske bog er netop blevet oversat til en anden samisk dialekt. Sørsamisk. Det er der selvfølgelig en oversætter, der gør. Selvfølgelig er min bog både grov og for meget. Det er jo satire, ikke sandt. Og så kan man ikke vinde alle. I know I know. Men åbenbart heller ikke oversætteren. Der var en del fejl i oversættelsen, det skulle vedkommende rette og kvitterede så med disse ord (som jeg har tilladt mig at oversætte til dansk):
“Her kommer rettelserne. Der var en del småfejl. Det kommer sig sikkert af, at jeg aldrig har kunnet lide denne bog. Så måske har min tanke været, at det ikke gør noget, der er nogle småfejl i en satirebog?”
Hm, jeg tænker vi skulle have lagt os i selen og have fundet en anden oversætter, der rent faktisk mente, det var indsatsen værd at stave mine ord rigtigt, når de skal oversættes. Eller også er det bare fordi, jeg er pigesur over, at der er nogen, der er så frække ikke at bræge højt af latter over mine forsøg på at være morsom …
———————————————————————————————————-
Fremhæver lige følgende kommentar skrevet af min redaktør, inspirator, kusine og generelt medsammensvorne, Mona:
Det sker tit, jeg synes, jeg skal kunne lide noget. For eksempel synes jeg, at jeg skal kunne lide bloggen Promenaden. Derfor har jeg flittigt læst med siden de startede. Men nu har jeg givet fortabt. Har måttet erkende, at de er alt for kloge. Eller også er jeg for dum. Eller måske har jeg bare ikke læst nok litteraturhistorie til at fatte, hvad de egentlig mener, når de mener noget. Eller er sure over, når de er sure.
I stedet hygger jeg mig hos Amrit. Hun snakker også om bøger. Men på en måde, jeg fatter. I dag er hun omkring noget med at cykle gennem tunneller mens man råber og spise for meget skumslik. That I get. Forleden skrev hun dog dette indlæg, der fik mig til at smile længe. Måske fordi jeg også er vokset op i Sønderjylland og derfor ved præcis, hvad hun snakker om … Og den måde, mormorens dialekt er beskrevet, er helt perfekt. Men måske man sku’ ha’ været der. I hvert fald kan jeg kun anbefale Amrit som daglig dosis, hvis man samtidig på en sjov, hyggelig, letbenet, underholdende og nærværende måde gerne vil vide lidt om, hvilke bøger der findes på hylderne i Danmark lige nu …
Mona