Af vikaren
Om ikke længe har Maren holdt kæft i en måned, og så er der ikke er plads til så meget som det kvarte af et halvkvalt vikar-pip. Ofre for den salgs cølibat spøger man ikke med. Måske går Internettet ligefrem i stykker når hun logger på.
Så jeg forbereder så småt min afsked. Det har i sandhed været en vild tid. Den allerførste gang vi mødte hinanden var alting jo tys-tys. Men I lyttede og like’ede og kommenterede. Jeg skrev mere. I heppede igen. Og resten er historie.
Forleden skulle jeg til middag hos en veninde der bor på Vesterbro. Jeg klædte mig pænt på. Fin skjorte, tæt striktrøje, nydelig 2/3-del nederdel, pæne strømper, høje støvler med ministilet. Og en glat, stram læderjakke for oven. Så mig i spejlet. Mandefjæset er det sværeste. Man skal være skarp for at det ikke ødelægger hele kompositionen, men det gik OK synes jeg. Ret så cool crossdressing.
Vaklede på stiletter ind ad broen, som jo for Helvede består af en sprække for hver tolvte centimeter, kun adskilt af glat træværk. Var en anelse nervøs for at møde en fra havnen, men også klar hvis det skete. Ville lade som fucking ingenting a la jeg-er-for-cool-til-den-her-bro. Indsatte derfor hele min mental-motorisk styrke på at få gangarten til at understøtte en sej udstråling. Operation “Vil ikke ligne idiot når fiskertamp ser at jeg er trans” var i gang. Men det lykkedes uden opsigt og jeg kom i land.
Kørte til v-bro og kunne kun finde en p-plads et par gader væk fra adressen. Nå, så måtte jeg jo gå derhen. Men stod først i mindst 1000 børnetimer og ventede på at parkometeret skulle godkende mit Dankort. Og der gik nogen forbi! Flere endnu! Lige bag mig og min nederdel og mine stiletter. Følte mig som en neonpink hval i et fuglebad. Men det var ok. Og klik-klak klik-klak sagde stilletterne da jeg gik ned ad Istedgade. Kun lidt nervøs men helt glad en fredag aften med mennesker for hver femte meter. Seføli gloede nogen af dem bag min ryg. So what? Ha’ nu en god aften alle samme, ik’! Livet var godt.
I går aftes gjorde jeg næsten det samme, gik bare sådan uden videre på cafe med Storhashjægeren i lignende outfit. Nize. Tænk at noget så almindeligt, noget som findes i milliardvis, kan have så stor en betydning. Det er jo gak. Men den nederdel gør mig altså helt usædvanligt glad.
De to små strejfture gør det tydeligt, at nu er det virkeligheden der kalder. Jeg skal generobre verden som den nye Jakob, ikke bare i ord og ord og ord og ord her på bloggen, men også derude. (Og finde et fucking job, for hede hule Helvede.)
Hvor bloggeriet havner ved jeg ikke. For er der egentligt så meget mere at fortælle? I så mig bide negle. I så mig trække vejret dybt ind og gå frem mod kanten. I så mig springe. Og lande på benene og spankulerer rundt og lege usårlig fordi jeg havde turdet. I var vidner og uden vidner findes verden slet ikke. Jeg håber I har forstået hvor rart det var at ha’ jer med. Men hvad så bagefter? Jeg har jo gjort det Højholt sagde at man ikke måtte: jeg har skrevet fra hovedstolen. Og så løber man tør på et tidspunkt.
Sådan har jeg det faktisk nu. Skabet er tomt når man er sprunget ud af det. Og måske har jeg også taget vikargerningen lidt for seriøst, for det ta’ sgu tid at passe en blog. Det kræver en indsats og man kan blive træt
Det jeg prøver at sige er: jeg tager lige en slapper, så der bliver nok stille de næste par dage. Vil ikke sidde bag tasterne hele tiden, når nu nederdelen ligger og smiler til mig. Og vil tænke lidt over hvad hulen en jakobineblog skal handle om, når førnævnte beklædningsgenstand forhåbentlig er hverdag og ikke livsfarlig.
