Man har venner, så har man gode venner og så har man bedste-bedste venner. Det er de sidste, der fortæller én de værste sandheder om en selv. Som da jeg sludrede med en bedste-bedste i går. En længere telefonsamtale, hvor vi både fik kortlagt mænds psyke, skrevet en formel for skedeorgasmer og grint højt af ting, kun vi fatter, hvorfor er så morsomt. Fordi man skulle have været der. Og det var vi.
Anyway, samtalen sluttede med en sniksnak om den fest vi skal til hos en fælles ven på lørdag. Han fylder 40.
Bedsteveninde: Jeg tager nok min søn med.
Mig: What?
Bedsteveninde: Han er 14, han vil gerne med.
Mig: Jamen må jeg så ikke drikke mig voldsomt beruset?
Bedsteveninde: … altså eh …
Mig: … og hoppe nøgen rundt og te mig som en skidefuld idiot?
Bedsteveninde: Altså Maren, I hate to break this to you, men du opfører dig pinligt og upassende, hvad enten du er ædru eller fuld, så det betyder ikke så meget om du drikker eller ej. Altså i forhold til min søn.
Wtf? Her gik man rundt og troede, man var sådan lidt cool i det. Og så var man åbenbart bare en tosse, der ikke kan gøre for det.
Tja, hvad kan jeg sige, andet end jeg vel lige så godt kan leve den ud. Jeg vil være at finde ude på gaden i nærmeste fremtid, doing this:
