Et af de karaktertræk, jeg bedst kan lide ved mig selv, er, at jeg ikke bager. Noget som helst. Nej, jeg klapper ikke lige en bolledej sammen. Eller en chokoladekage. Ingen muffins eller langtidshævede rugbrød.
Jeg. Bager. Ikke.
Hvorfor? For så er der nogen andre der gør det.
Jep, jeg har lavet mandefinten på at bage. Det er bare ikke en mulighed at spørge mig om, jeg ikke lige tager en drømmekage med. Det har det ikke været i ni år. Ikke siden jeg skulle prøve at imponere en mødregruppe med at bage boller og de blev hårde som sten. Thats it, tænkte jeg dengang. Og har ikke bagt siden.
Jamen du har da bagt kagedamer til børnenes fødselsdage, var der lige en der sagde.
NOPE. Jeg har aldrig bagt bunden, det får jeg andre til (gerne den gæst der kommer først). Jamen det er faktisk ikke svært at få andre til det, når alle nu bare som udgangspunkt VED, at jeg ikke gør det. Så er der ikke noget at diskutere. Lige som vi her i huset som udgangspunkt VED Smukke Allan aldrig kunne finde på at fjerne en gammel madvare fra køleskabet, så der er ingen grund til at blive ved med at hakke på ham for at få ham til det.
Nå, undskyld jeg vrøvler. StineStregen hældte lige lovlig mange gin-toncis på mig i går. Og tvang mig også til at ryge, så jeg er ikke så skarp her til morgen. Kom bare til at tænke på det med det herlige ved at være en ikke-bager, da jeg i går eftermiddags sendte en sms til Kamilles far med ordlyden:
Hej kagebage-far. Husk Kamille skal have kage med til hele klassen i morgen.
Hun er her til morgen travet af sted med tasken fyldt med lækre brownies.
Jeg har mødt StineStregen et par gange. Kan vældig godt lide hende. En af gangene mødtes vi på en bar. Det var ret varmt. Jeg tog min cardigan af og lagde den på hylden bag hende. Da jeg et par timer senere skulle gå, rakte hun mig den. Men ikke uden først at holde den ud i strakt arm og sige: ”Nååååårh, hvor er den lille og nuser”.
Jeg kunne påstå, at Stingestregen er voldsomt høj. Men det er hun ikke. Det er mere mig der er lav. I medvind måler jeg 1,62. Jeg kunne have været heldig og være det, man kalder petit. Men det er jeg ikke. Er nok mere det man kalder lille og bredsporet. Prøver at modarbejde problematikken ved altid at have høje hæle på. Ja, jeg hører til typen, der får en stor røv i flade sko. Vi er ikke mange, og få kan se det, men jeg mener det faktisk seriøst, når jeg spørger Smukke Allan, om jeg får en stor røv i de her sko. Han har lært det hensigtsmæssige i at ryste på hovedet.
Nå, men den talentfulde Stine er nomineret til en PINGprisen for sine fantastiske tegninger. Festlighederne er i aften og hun har gjort mig den helt store ære at spørge, om jeg vil være hendes +1 til arrangementet.
OM JEG VIL?!?! Jeg er muligvis hendes største fan og jeg vil det så meget, jeg har været ude og købe et par nye sko, der får mig til at skyde så meget i vejret, min røv nærmest ikke findes mere!
Det er fordi, jeg havde en del problemer med mine linser i sidste måned. Så jeg skiftede til et andet mærke. De er både dyrere og bedre og har løst mit problem. Så det er ikke dét, jeg vil trætte dig med. Da jeg skiftede, var jeg nede ved optikeren, og de var så søde og sagde, at jeg bare skulle komme ned med resten af mine gamle, så ville de tage dem tilbage og modregne beløbet.
Jeg skulle rejse på ferie dagen efter. Så nåede ikke ned med dem. Havde dårlig samvittighed, for de var så hjælpsomme over for mig og mine røde øjne. Men det har hele tiden været min intention at gå ned med linserne, når jeg kom hjem. Og det er det i og for sig stadigvæk.
Men i morges skete der noget. Og nu ved jeg ikke helt, om jeg skal gøre det eller ej.
Det er fordi, den mindste ligger og roder med noget blærebetændelse efter ferien med alt det våde badetøj. Som betyder jeg har været oppe og tisse med hende fire gange i løbet af natten. Og så er det fordi, en af de andre unger sover meget let og har værelse meget tæt på toilettet. Så jeg har ladet være med at skylle ud. Alle fire gange. For man gider jo ikke stå med TO unger, der råber, klokken 2.53.
Af samme årsag var jeg lidt træt i morges. Og måske også lidt hurtig i vending da jeg flåede æsken med linser ned fra hylden. Men det er jo også fordi, når man har været væk i fire uger, så har man jo for længst glemt, at man har lagt de små æsker med de gamle linser, som skal leveres tilbage, oven på den rigtige linseæske. Kan godt høre det begynder at blive lidt indviklet det hele med store og små, rigtige og forkerte linseæsker. Det er dumt, for det, der skete, er meget simpelt: De fire æsker med linser, jeg skal levere tilbage, fløj i en flot bue lige ned i toilettet med fire gange blærebetændelse-tis og en gang fra mig, fordi jeg havde været oppe så mange gange, min krop mente, det var på tide, at den også skilte sig af med noget væske.
Gispede højt af forskrækkelse. Og samlede dem hurtigt op, skyllede dem under hanen og tørrede dem af i et håndklæde. De lugter ikke eller noget. Man kan heller ikke se det på æskerne.
Alligevel ved jeg nu ikke, om jeg skal levere dem ind eller ej. De fejler intet. Men altså, de giver dem jo nok til en anden kunde. Og gad jeg selv have en kasse linser nogen havde tisset på? Nok ikke. På den anden side var det jo bare den omkringliggende æske, der endte i kummen. Selve linserne er der jo flere omgange emballage ind til.
Åh, jeg ved det ikke. Så derfor spørger jeg dig, kære brevkasse. Skal jeg levere dem ind eller ej? Og hvis jeg gør, skal jeg så sige undskyld for det med tisset?
Det går ikke skide godt med at få døgnet til at passe igen. Mynte og jeg sidder i sofaen fra klokken 4.30 hver nat og sniksnakker og ser mærkelige ting på computeren. On the bright side kan det være det for en gangs skyld lykkes os at komme til tiden på job / skole i morgen. Hvis vi kan finde vej. For det er ved at være grumme længe siden, vi har været der. Vores lille familie har nemlig været her:
I fire lange dejlige fredelige uger med thailandske temperaturer.
Hvor jeg stort set ikke har lavet andet end det her:
Nogle gange havde jeg selskab:
(Anemone faldt altid i søvn, hvis man tog hende med ud i en kajak og ligger også på dette billede og bobler i bunden af den ene. Tjek lige den nette skygge-løsning vi har lavet med årer og sarong. Det virkede skide godt. Fire minutter ad gangen. Så fik hun enten åren i hovedet eller blev klistret ind i halvvådt stof. Tænker at fire uger ind i mellem føltes som længe for Anemone).
For os andre var det eneste der kunne stresse dette:
Huset lå en spytklat fra en fuldstændig øde strand. Vi havde havet helt for os selv. Der var så stille at havskildpadderne brugte stranden som yngle sted. Vi så ikke nogen babyskildpadder. Men Kamille og jeg havde den store fornøjelse at møde en gammel og venlig en af skildpaddearten på en af vores snorkelture.
I huset havde vi selskab af en del nysgerrige aber, der lirkede dørene op, når vi sov og sad og nidstirrede mig, til jeg vågnede. Og et par mus, der gnavede sig gennem Allans rygsæk til hans energibarer (som han bruger når han træner). Musene spiste en nat en hel bar og holdt derefter fest i mine trusser, hvor de spiste bunden på dem alle sammen (lad os tage denne underlige muse-perversion op i et andet indlæg). Ja, jeg går i dyre trusser. Ja, jeg var rasende. Ja, jeg holdt straks op med at syntes musene var nuttede. Hjalp slet ikke da de næste nat også gnavede lidt i den ene stang på den nye fangsy pradabrille.
Nu skal jeg jo ikke trætte jer med lange ferieberetninger om alle de fine huler, templer, skove, markeder og thailændere vi har set. Vil bare lige fortælle vi kækt kastede os ud i den thailandske trafik – som jo er ekstra spændende fordi der også er venstrekørsel. Men jeg må sige, at antallet af rædselsskrig fra vores side var overraskende få (dog til stede) og vi fandt endda frem til nogle af de ting, vi kørte efter (Thailand synes forståeligt nok ikke at det er specielt vigtigt at skrive alle vejskilte med latinske bogstaver).
Det var i denne del af vores tur, det i løbet af få timer på den samme dag lykkedes mig at efterlade både min yndlingskjole på et hotel vi havde overnattet og en time senere at glemme at tage mit visakort med fra automaten, da jeg hævede kontanter til os. Jamen jeg var total skeløjet af at prøve at regne ud om jeg nu var i gang med at hæve 50.000 kroner eller 500 kroner og havde derfor ikke hjernekapacitet nok til også at tage kortet med.
Det var jo en herlig mulighed for at sætte sig i lotus og testkøre noget Buddhalærdom om ikke at være for bundet til materiale goder som yndlingskjoler og visakort. Råbte dog en del af mig selv først. Allan kastede sig ud i nogle dybe åndedrætsøvelser for ikke at brøle mig i hovedet. Men altså. Det kom jo ikke rigtig bag på nogen af os, at jeg gør den slags, så vi endte med bare at spærre kortet, trække på skuldrende og så var der da et kort mindre at gå og passe på.
Vi har brugt så mange timer med hovedet under vandet, at det nu er helt mærkeligt ikke at skulle indånde halvdelen af dagens ilt gennem en snorkel. Hvordan der pludselig kan være gået to timer, forstår jeg stadig ikke. Men der var altid gået to timer, når jeg kom op af vandet efter en snorkeltur. Alligevel var det Allan der spottede både en blækprutte, en haj og en flok delfiner. Søens Snehvide som han er.
Således så afslappet, jeg hver dag overvejer om det nu også er nødvendigt at vaske hår (det har vist sig, det sjældent er det) er jeg nu klar til at indtage verden og bloggen igen. Jeg glæder mig. For jeg har savnet jer.
PS. Hvordan vi fik råd til at at hive fire uger ud af kalenderen? Kan I huske kælderen? Den der blev smadret af syndfloden sidste forår.
Nå, men vi er jo fornuftige mennesker, så vi havde selvfølgelig en forsikring. Da vi fik forsikringspengene udbetalt kiggede vi på kælderen i al dens vælde og klamhed, råbte SCREW YOU og købte 5 flybilletter til Thailand.
Der er tyk mørke rundt om Elizabeth nu. Skal vende mig til at sne og is ikke lyser op mere. Kedeligt. Skal osse sige farveller til jer alle. Seriøst uideelt, for humøret er mere til “fuck alt der har biologisk oprindelse”. Men jo ikke jeres skyld. File under “Skilsmisse, bankerot, tvivl.”
Jeps, det var en dum dag i dag. Får ikke lavet nok for tiden. Er nærmest arbejdsløs og kommer for sent i seng og vågner for tidligt. Med søvnunderskud, slasket slaphed og selvbebrejdelse til følge. Har stor bunke rudekuverter jeg ikke tør åbne. Dumt. De martrer mig og hverken de eller jeg får det bedre af at vente. I dag ville jeg gøre noget ved dem. Men hvad? Har jo ikke pengene alligevel. Så de er der endnu.
Lyspunktet var heldigvis stort. Det blev hentet 14.00 i skolen og var her lige til kl. 20. Vi hørte den sidste halvanden time af Den Uendelige Historie-lydbogen. Et fedt projekt, som startede helt tilbage i forsommeren sidste år. Over 14 timers genial god højtlæsning. Vi har snuppet os en time eller to hver gang hun har været her og vejret har være dårligt. Har tegnet og drukket te imens.
Ude for enden af broen har isen trykket hul i en gammel kutter. Det var Jespers sommerrecidens. Nu stikker kun styrhuset op. Vi så længe på det, for papdatteren elsker at kigge på skibsvrag under vandet (der er et par stykker langs med broen hvis man ved hvor man skal kigge). De er napalm for hendes fantasi. Mystiske, hemmelige, fortabte. Et glimt ind i en anden verden.
Men det var i eftermiddags og nu sidder jeg altså her. Uden en skid at fortælle. Har tænkt en del over skriveriet fremover. Der har været mange søde tilråb om at blogge videre og jeg vil på mange måder gerne. Har faktisk lavet en blog, som står fin og frisk på en fane i browseren. Der er bare et ret så omfangsrigt problem: jeg har jo ikke noget vigtigt et fortælle mere. Og da slet ikke om en måned eller syv. Hvad skulle det dog være? …det lover virkeligt godt.
Og så var der dagens røvsyge indlæg om dyresex. Gjorde mig i dårligt humør at forsvare noget jeg er ret ligeglad med, men som i min optik pisser mange alt for meget af. På den irrationelle måde, hvor de står og siger nej-nej-nej uden at ville/kunne lytte. Slap nu af, det er bare sex, ik’? Det er præcist så farligt som vi gør det til. Det er os der udpeger hvad der er slemt og problematisk og klamt. Så jo mindre vi udpeger, jo mindre dårlig samvittighed giver vi os selv. …åhh, nu kører møllen igen. Stop, stop, gider jo ikke.
…Klappede maskinen sammen, knækkede filteret af tre smøger, drak et tandglas rom og gik i seng. Hvor jeg sidder nu. Det er lyst. En ny dag truer. Må hellere læne mig lidt mere positivt fremad. Kunne overveje at anskaffe flødekager og et eller andet der kan oppe humøret. Nye støvler er altid godt. Eller en bærbar der ikke går i sort hver anden time. Nå nej, rudekuverterne vil blive sure.
Så er det man skal finde et lyspunkt i situationen… måske kan jeg ha’ the blues hele weekenden hvis jeg hiver den lidt. Slukket telefon, godt med smøger, billig mørk rom og spejlæg på rugbrød med ketchup. Jeg ser muligheder.
Og hermed farveller!!! Tak for tiden her. Det har været en overraskende stor fornøjelse at møde Verdens Bedste Heppekor. 1000 tak for en sjov og lærerig og fucked-up tid. I fyre klipper! Kneppende koldt!
Dem der har lyst er velkomne på jacobinesblog.wordpress.com. Men jeg lover intet. Især ikke på vej ind i et lokalt lavtryk.
