Allans version:
4 dage før termin fik Maren veer, vi var ikke så forhippede på at tage tid som sidst, men var opmærksomme på, at det skulle gå hurtig – når som helst. Denne gang måtte man gerne sove imellem veerne, mest af alt fordi vi begge var the living dead efter 9 måneder med mere eller mindre sur kvinde, 2 børn der gerne ville underholdes plus alt det løse.
Jeg kan overhovedet ikke huske, hvor de to andre børn var, kun at de ikke var der, der er ikke noget at sige til, at livet går hurtig, når man ikke kan huske brudstykker på flere uger…
Det blev formiddag Maren og jeg blev lige som sidst enige om, at vi ville tage på hospitalet for at høre, hvad status var. Vi tog af sted, en sød ung jordmoder tog venligt imod os. Hun ville gerne undersøge Maren og kunne konstatere, vi skulle have et barn inden alt for længe. Hun kunne se, det var gået meget stærkt de andre gange, hvor frk. Uthaug havde født, så vi fik en stue, hvor vi kunne slappe af og forberede os. Hvad var nu det?! En stue? Måske lyder det mærkeligt, men jeg blev virkeligt glad. Nu skulle vi bare vente på, det skulle ske, vi tog billeder, læste, fljollede, tog flere billeder, på nogle af dem ser det endda ud som om, vi har styr på situationen. Den unge jordmoder kom jævnligt for at se, om alt var som det skulle være. Hun mente vi havde lidt til gode, da vi ikke havde slidt på stuerne de foregående gange.
Tiden gik og der skete ikke en skid. Veerne gik lidt i sig selv, vi gik en tur for at kikke på vinduer og købe lidt lækker mad. Maren fik da en lille ve en gang i mellem, men ikke noget vildt. En time efter mente hun vi skulle gå tilbage og slappe lidt af.
Hen ad eftermiddagen skete der noget, Maren fik presseveer og jeg kaster mig efter snoren, jordmorderen kom ind rolig som en klippe på vallium, jeg holder Maren i hånden og huskede på, at jeg ikke skulle rose hende som sidst.
BRØØØØØØØØØØØØØØØØØLLLLLLL!!! Selv den rolige klippe blev overrasket over Marens volumen og jeg fik nok at gøre med, at den fødede ikke også bed min hånd af! Hold da kæft hvor blev hun stærk, og de der tænder hungrede bare efter at bore sig ned i mit kød. Men vildskaben blev afløst af tårer og barnegråd. Endnu en lille fin pige var kommet til verden.
Lidt tid efter kom de to stolte storesøstre og kørte den lille ny ned på stuen, hvor vi kunne overnatte til dagen efter. Det var så fint …
Fortsættes …
