Marens version:
Hun fejlede altså ikke noget alvorligt, Anemone. Så I kan godt trække vejret igen. Det var ikke min mening at lave unødig drama (prøvede at hinte det med klikket i hofterne).
Anemone havde løse hofteled. Meget løse. Scannemanden sendte os direkte over til afdelingen hvor man lægger små ben i skinner og så kom vi hjem med en lille fikseret frø. Det var ikke sjovt. Selv om vi blev sendt hjem med ”hendes ben skal nok blive fine” og ”jeg har endnu aldrig oplevet at løse hofteled ikke blev helt gode igen, når man opdager det så tidligt” og ”det er altså max tre måneder”, så måtte jeg iføre mig min tapreste mine over for mine omgivelser. Jeg tænkte, at det var godt, jeg ikke var blevet mor til et alvorligt sygt barn, for mit hjerte var helt knuget bare af det med skinnerne og af at Anemone græd og græd og græd, for hun syntes bestemt ikke det var rart med de benskinner.
En sød sygeplejerske sendte os også hjem med ordene: ”Forældrene er altid meget kede af det, når deres lille baby får skinnerne på, men når de kommer tilbage efter en uge til tjek, siger de altid: Vi troede det var meget værre end det egentlig var”. Og hun havde ret. Da Anemone og jeg havde fået lært at amme i nye stillinger og jeg havde fået købt noget tøj frø-ben kunne være i, var det faktisk ikke værre. Hun holdt også hurtigt op med at græde over dem. Og hun fik dem af allerede efter 6 uger. Alle tjek har siden vist at hun har nydelige hofteled. Og det er ikke noget vi har tænkt på siden hun blev et år og besøgene på hospitalet stoppede.
Jeg kan i øvrigt ikke fortælle jer små fine anekdoter fra resten af tide på barsel. For jeg kan ikke huske en skid. Bare at jeg var træt. Virkelig træt. Sådan helt ind til benene. I løbet af foråret begyndte vi at snakke om, at hun skulle døbes. De andre var trods mit og Guds anstrengte forhold blevet døbt (other story). Syntes ikke det var nødvendigt at døbe Anemone. Var for træt til at arrangere noget. Nu havde jeg døbt to børn, var det ikke nok? Men Allan syntes hun skulle døbes, når nu de andre var. Allright. Vi fandt en dato, hvor det måske kunne være. Så talte vi ikke mere om det. Det skulle vi måske have gjort.
For i min kalender stod der: Dåb???
Det betød, at jeg overvejede at døbe Anemone der, men at jeg i virkeligheden var for træt til at invitere familie og venner og derfor ikke gjorde det.
I Allans kalender stod der: Dåb!!
Hvilket betød, han friskt havde inviteret hele sin jyske familie, der lige så friskt havde købt billetter og strøget tøjet.
Tror faktisk først vi talte om det to uger før datoen. Fuck. Altså jeg gad virkelig ikke. Men kunne godt se, at jeg nok ikke slap. Så frem med Allans families familiedåbskjole, noget med en præst og fordi jeg da slet ikke kunne overskue at skulle rydde op, hverken før eller efter 40 gæster i mit hjem, håbede vi på godt vejr og besluttede at gå i zoologisk have.
Vejret var med os. Men det var en ret crap dag. Måske var jeg bare træt. Men vi havde ikke lavet nok mad. Og der åndssvagt mange mennesker, så man skulle stå i kø i en time for at få en fransk hotdog eller en is. Under alle omstændigheder blev hun døbt. Så hun ryger ikke i skærsilden.
So there you have it: Nærmest på tre års dagen for vores møde, kunne man tage dette billede af os ved døbefonden i Frederiksberg Kirke:
Lykkelige, trætte og med så meget at skulle holde øje med, at der ikke var meget tid til at kigge hinanden dybt i øjnene mere.
Et halvt år efter fik så i øvrigt en anden god og hjernedød idé …
Sidder her og er ved at tude af træthed og glæder mig til børnene bliver store (altså mine). Sådan rigtigt store. Hvor trist er det lige? Fandeme trist. Men det er fandeme også fordi, jeg er så træt (læs: ynkelig).
Godt nytår til en af yndlingsbloggerne
Haha Estrid, det er også en af mine hemmelige fantasier. Men siger det aldrig højt, for så får man straks revet i næsen, at den tid man oplever lige nu er den bedste i livet og vent du bare til de bliver store, så vil du savne hver dag, de var små. Og så har jeg bare lyst til at tude endnu mere, både fordi jeg er så træt og fordi det ikke er til at holde ud at tænke på at denne tilstand skulle være peaket i livet. ..
Rolig nu store børn er dejlige, frustrerende, stolthedsfremkaldende og hjertestyrkende. (næsten) Fuldstændigt som da de var små. Nu bare uden evindelige mellemørebetændelser og fast krise kl 17. Me like!
Maren, jeg tør næsten også kun skrive det højt her hos dig, that’s for sure. Du er god på den måde
Jeg er mor til 4 i alderen fra 5 til snart 13 år. To drenge på næsten 13 og 10 år og 2 piger på snart 5 og 8 år.
Ud over, at de koster en fandens masse penge i diverse omkostninger, så er det en fantastisk alder. Jeg sover nu de fleste af nætterne uden at blive vækket af diverse anledninger. Jeg kan også være dødtræt af præ-teenagerens diskussioner, men det er bare lettere. Der er begivenheder, jeg ikke kan huske på grund af træthed og at have flere små børn efter hinanden er sgu ikke altid verdens lykkeligste job. Det er dage med gylp, hvæsen, lortebleer, bjerge af vasketøj, syge børn og en utålmodig arbejdsgiver. Det er dage med gråd, dorske mænd og bjerghøje tårne af uoverkommelighedsfornemmelse, så det er sgu ok, at det bliver sagt højt. Mange gange.
Det bliver lettere og det er sgu ok at indrømme, at livet med små syge børn, der bare kræver, kræver og kræver tærer på enhver uanset vores baggrunde eller forudsætninger.
Glæder mig til at læse fortsættelsen.
Så sjovt at læse jeres kærlighedshistorie. Der er 14 måneder og tre uger mellem mine to ældste børn – og jeg kan også mindes den lammende træthed og bekymring og febernætterne – og den usigelige lykke over sådan et par små mennesker. De er nu 13 og næsten 12 og har fået følgeskab af en søster, som nu er 7. De kan alle sammen selv åbne køleskabet og binde deres sko. De kan også finde ud af at gå over og købe en liter mælk og et rugbrød. De kan også selv huske, hvornår de skal have gymnastiktøj og biblioteksbøger med i skole. Det er på mange måder helt vildt nemt. Jeg kan følges med dem uden at være bange for, om de falder eller løber ud på vejen. Vi kan snakke om musik og se film sammen, som jeg også gider se. Det er med andre ord meget nemmere. Og jeg er nået til et punkt, hvor jeg faktisk synes, teenagere er meget charmerende … det er da tankevækkende og en smule bekymrende. Det eneste der ærgrer mig lidt er, at jeg stadig væk er træt. Det er fordi, det er vinter og helt vildt mørkt, ikk?
Altså kan næsten ikke vente med næste “afsnit”:)
Har kigget på fra hjørnet meget længe, og nyder virkelig at læse din blog.
Rigtig godt nytår
kh
Anna O
Sjovt med al den træthed. Jeg er også stadig kronisk træt med to børn på hhv. 4 et halvt og 2 år. Og folk forstår det bare ikke altid. Også sjovt… ;o)