Det bliver en herlig aften i aften. Når klokken slår 18, åbner jeg døren for min smukke krølhårede veninde med verdens største hund Baglæns. Omtrent samtidig venter jeg at modtage to meget velklædte homoseksuelle mænd med deres hund Irma. Irma er i løbetid. Jeg har hørt rygter om, at hun derfor har en sportstrusse på. Det kan kun blive festligt! Jeg glæder mig!

Godt nytår fra mig og bloggen.

Allans version:

Fin var (er) hun vores lille datter! Jeg kan forstille mig, hvor skrækkeligt de forældre har det, som får nyheder om, at deres barn er dødssyg, eller skal igennem en risikabel operation for at blive ”normal”. For da vi fik den dårlige nyhed om Anemone, som havde hoftedysplasi, var vores verden ved at falde sammen. Vores dejlige lille pige skulle have skinner på i seks uger. Hele SEKS uger hvor hun ikke kunne bevæge sine ben. Jep vi overreagerede, men det gjorde ondt at se hende fikseret, de små bløde ben der skulle sprælle …

Hun overlevede, men slaget må have været hårdt, for den næste idé, vi fik, var virkelig dum!! Barnedåb i Københavns Zoo, ja I læste rigtig, vi troede seriøst, det vil være knald hyggeligt at fejre Anemones dåb i Zoo. Fint tøj, mad i kurv, omgivet af dyr og bedsteforældre. Nogle gæster tog det pænt, der var heldigvis godt vejr og vi fik også lidt at spise. Men en traditionel dåb i et forsamlingshus virkede meget tiltalende efter denne kaotiske dag. Anemone fik sit navn og det var vel det vigtigste, for mig. Og ikke nær så vigtig for Maren…

Tiden efter dåben gav en sær ro over familien, vi var ved at falde på plads i vores nye familie, med 3 piger der legede sammen og forældre, der næsten kunne holde en samtale kørende.

Men det varede ikke længe før vi fik noget helt andet at tænke på …

Marens version:

Hun fejlede altså ikke noget alvorligt, Anemone. Så I kan godt trække vejret igen. Det var ikke min mening at lave unødig drama (prøvede at hinte det med klikket i hofterne).

Anemone havde løse hofteled. Meget løse. Scannemanden sendte os direkte over til afdelingen hvor man lægger små ben i skinner og så kom vi hjem med en lille fikseret frø. Det var ikke sjovt. Selv om vi blev sendt hjem med ”hendes ben skal nok blive fine” og ”jeg har endnu aldrig oplevet at løse hofteled ikke blev helt gode igen, når man opdager det så tidligt” og ”det er altså max tre måneder”, så måtte jeg iføre mig min tapreste mine over for mine omgivelser. Jeg tænkte, at det var godt, jeg ikke var blevet mor til et alvorligt sygt barn, for mit hjerte var helt knuget bare af det med skinnerne og af at Anemone græd og græd og græd, for hun syntes bestemt ikke det var rart med de benskinner.

En sød sygeplejerske sendte os også hjem med ordene: ”Forældrene er altid meget kede af det, når deres lille baby får skinnerne på, men når de kommer tilbage efter en uge til tjek, siger de altid: Vi troede det var meget værre end det egentlig var”. Og hun havde ret. Da Anemone og jeg havde fået lært at amme i nye stillinger og jeg havde fået købt noget tøj frø-ben kunne være i, var det faktisk ikke værre. Hun holdt også hurtigt op med at græde over dem. Og hun fik dem af allerede efter 6 uger. Alle tjek har siden vist at hun har nydelige hofteled. Og det er ikke noget vi har tænkt på siden hun blev et år og besøgene på hospitalet stoppede.

Jeg kan i øvrigt ikke fortælle jer små fine anekdoter fra resten af tide på barsel. For jeg kan ikke huske en skid. Bare at jeg var træt. Virkelig træt. Sådan helt ind til benene. I løbet af foråret begyndte vi at snakke om, at hun skulle døbes. De andre var trods mit og Guds anstrengte forhold blevet døbt (other story). Syntes ikke det var nødvendigt at døbe Anemone. Var for træt til at arrangere noget. Nu havde jeg døbt to børn, var det ikke nok? Men Allan syntes hun skulle døbes, når nu de andre var. Allright. Vi fandt en dato, hvor det måske kunne være. Så talte vi ikke mere om det. Det skulle vi måske have gjort.

For i min kalender stod der: Dåb???
Det betød, at jeg overvejede at døbe Anemone der, men at jeg i virkeligheden var for træt til at invitere familie og venner og derfor ikke gjorde det.

I Allans kalender stod der: Dåb!!
Hvilket betød, han friskt havde inviteret hele sin jyske familie, der lige så friskt havde købt billetter og strøget tøjet.

Tror faktisk først vi talte om det to uger før datoen. Fuck. Altså jeg gad virkelig ikke. Men kunne godt se, at jeg nok ikke slap. Så frem med Allans families familiedåbskjole, noget med en præst og fordi jeg da slet ikke kunne overskue at skulle rydde op, hverken før eller efter 40 gæster i mit hjem, håbede vi på godt vejr og besluttede at gå i zoologisk have.

Vejret var med os. Men det var en ret crap dag. Måske var jeg bare træt. Men vi havde ikke lavet nok mad. Og der åndssvagt mange mennesker, så man skulle stå i kø i en time for at få en fransk hotdog eller en is. Under alle omstændigheder blev hun døbt. Så hun ryger ikke i skærsilden.

So there you have it: Nærmest på tre års dagen for vores møde, kunne man tage dette billede af os ved døbefonden i Frederiksberg Kirke:

Lykkelige, trætte og med så meget at skulle holde øje med, at der ikke var meget tid til at kigge hinanden dybt i øjnene mere.

Et halvt år efter fik så i øvrigt en anden god og hjernedød idé …

Allans version:

4 dage før termin fik Maren veer, vi var ikke så forhippede på at tage tid som sidst, men var opmærksomme på, at det skulle gå hurtig – når som helst. Denne gang måtte man gerne sove imellem veerne, mest af alt fordi vi begge var the living dead efter 9 måneder med mere eller mindre sur kvinde, 2 børn der gerne ville underholdes plus alt det løse.

Jeg kan overhovedet ikke huske, hvor de to andre børn var, kun at de ikke var der, der er ikke noget at sige til, at livet går hurtig, når man ikke kan huske brudstykker på flere uger…

Det blev formiddag Maren og  jeg blev lige som sidst enige om, at vi ville tage på hospitalet for at høre, hvad status var. Vi tog af sted, en sød ung jordmoder tog venligt imod os. Hun ville gerne undersøge Maren og kunne konstatere, vi skulle have et barn inden alt for længe. Hun kunne se, det var gået meget stærkt de andre gange, hvor frk. Uthaug havde født, så vi fik en stue, hvor vi kunne slappe af og forberede os. Hvad var nu det?! En stue? Måske lyder det mærkeligt, men jeg blev virkeligt glad. Nu skulle vi bare vente på, det skulle ske, vi tog billeder, læste, fljollede, tog flere billeder, på nogle af dem ser det endda ud som om, vi har styr på situationen. Den unge jordmoder kom jævnligt for at se, om alt var som det skulle være. Hun mente vi havde lidt til gode, da vi ikke havde slidt på stuerne de foregående gange.

Tiden gik og der skete ikke en skid. Veerne gik lidt i sig selv, vi gik en tur for at kikke på vinduer og købe lidt lækker mad. Maren fik da en lille ve en gang i mellem, men ikke noget vildt. En time efter mente hun vi skulle gå tilbage og slappe lidt af.

Hen ad eftermiddagen skete der noget, Maren fik presseveer og jeg kaster mig efter snoren, jordmorderen kom ind rolig som en klippe på vallium, jeg holder Maren i hånden og huskede på, at jeg ikke skulle rose hende som sidst.

BRØØØØØØØØØØØØØØØØØLLLLLLL!!! Selv den rolige klippe blev overrasket over Marens volumen og jeg fik nok at gøre med, at den fødede ikke også bed min hånd af! Hold da kæft hvor blev hun stærk, og de der tænder hungrede bare efter at bore sig ned i mit kød. Men vildskaben blev afløst af tårer og barnegråd. Endnu en lille fin pige var kommet til verden.

Lidt tid efter kom de to stolte storesøstre og kørte den lille ny ned på stuen, hvor vi kunne overnatte til dagen efter. Det var så fint …

Fortsættes …  

Marens version:

Jeg var bekymret for den fødsel. Bekymret for at ungen bare skulle falde ud af mig. Sådan lige pludselig. Bange for at fødslen ville gå i gang, når jeg var alene med de to små – og at det ville gå for stærkt til at jeg kunne nå at få nogen til at komme. Den første fødsel var gået hurtigt. Den næste endnu hurtigere. Så jeg var ekstremt opmærksom på mine plukveer. Om det nu var en sniger-ve, der prøvede at lade som om, den var en pluk-ve.

Den 20. december, fire dage før termin, besluttede jeg mig for, at nu var det bitte små veer, jeg havde. Ikke noget der gjorde specielt ondt, men det føltes som veer. Så jeg ringede til fødegangen. Havde forberedt en længere dundertale for at få lov til at komme. Men de sagde bare, at jeg endelig skulle kigge forbi.

De undersøgte mig. Kunne konstatere, at jeg havde åbnet mig to-tre centimeter og syntes Allan og jeg skulle gå en tur. Gå en tur? All right. Vi gik en tur. Lidt ned ad vejen. Fik en ve. Yay, en rigtig ve. Kom forbi en butik, der hed “Anemone”. Fik en ve mere. Gik tilbage til hospitalet. Her blev jeg præsenteret for Julie med ordene:

- Vi har indkaldt en jordemoder kun til jer, hun vil være her, til du har født.

Og Julie sagde ikke noget med at jeg skulle skride hjem eller at det var for dårligt, at jeg var kommet før der var kortere tid mellem veerne. Næ, hun sagde:

- Du har jo ikke just slidt på faciliteterne her på hospitalet de sidste to gange, du har født, så her er en fødestue, her er nogle blade, her er te og kaffe. Slap I nu bare af, så tager vi det, som det kommer.

Så det gjorde vi. Hold kæft en hyggelig eftermiddag. Allan og jeg sniksnakkede. Vi læste blade. Prøvede at løse kryds og tværs’er i fællesskab. Tog fjollede opstillede billeder med min mave i mærkelige vinkler og med Allan som rekvisit. Ind i mellem fik jeg en ve. De blev langsomt voldsommere. På et tidspunkt gik vandet. Det var her, jeg prøvede at bide Allans hånd af, for det gjorde kraft edme ondt nu. Jeg ved godt vi lader som om, at jeg var helt fra den af smerte og derfor ikke vidste, hvad jeg gjorde. Men det passer ikke. At bide min kærestes hånd af, er måske ikke det mest velovervejede, jeg har besluttet mig for at gøre, men jeg var da ikke i tvivl om, hvad jeg gjorde. Det lykkedes i øvrigt ikke. Snart var hovedet på vej ud. Julie bad mig om at brøle lidt lavere, for ellers kunne jeg ikke høre, når hun bad mig presse. Jeg bad hende knap så venligt om et kejsersnit. Julie sagde hun gerne ville efterkomme mine ønsker, men det var altså lidt vanskeligt at proppe barnet op i mig igen for at skære det ud, så skulle vi ikke bare få overstået de sidste par minutter af fødslen i stedet? Det gjorde vi. Snart lå et lille væsen på min mave. Det var overstået. Igen.

Julie tog handskerne af. Kiggede på den lille og sagde:

- I har fået jer endnu en fin lille blomsterpige.

Og det havde vi. En lille smuk knirkende pige. Julie sagde, det var en fantastisk fødsel. Og at hun ville ønske alle fødsler var som denne. Jeg kunne kun give hende ret.

De to storesøstre, der blev passet af min søster, kom op på hospitalet og aede deres lillesøster. De havde tegninger og bamser med. Aldrig havde de set noget så sødt. Aldrig havde de skreget så højt hele vejen ned ad gangen, da de skulle hjem igen. Allan og jeg havde besluttet at blive et døgn på hospitalet. Så børnelægen kunne tjekke den lille om morgenen. Og for at have ro til at snuse nyfødt baby.

Vi snakkede om, hvad hun skulle hedde. Jeg foreslog Anemone. Lige som butikken. Allan trak på skuldrene. Han var i tvivl. Syntes måske det var et lidt underligt navn.

Næste morgen tjekkede lægen hende med en panderynke. Hendes hofter sagde en mærkelig lyd, sagde han. Måske var der ikke noget, men for en sikkerheds skyld indstillede han os til Hvidovre, hvor vi skulle stille til scanning efter nytår. Jaja, det er nok ikke noget tænkte jeg, lad os nu bare komme hjem.

Vel hjemme tog Allan og Kamille ned i byen for at købe julegaver. Jeg sad tilbage og ammede den lille, mens Mynte hoppede rundt i sofaen. Jeg fik en sms fra Allan:

Vores lille pige er så fin og dejlig. Selvfølgelig skal hun da hedde Anemone.

Og således blev Anemone til Anemone. Alt var så godt.

Jeg havde købt den fineste bæresele til hende. Hun skulle hænge lunt og trygt på min mave, mens jeg tog mig af de to andre, havde jeg planlagt. Men hun lå der kun én gang, for forestillingen om at være afrika-mor blev snart ændret efter et besøg på Hvidovre Hospital …

Fortsættes …