I dag har jeg den store ære at have en gæsteblogger: Manden med de tvivlsomme sko. Et sjældent begavet, morsomt og anderledes menneske, jeg i mange år havde den store fornøjelse af at vandre ved siden af.
…………………………………………………….
Organdonation og queer party
Lørdag aften cyklede jeg afsted mod en fest i indre København. Jeg havde røget mig en lille joint og drukket en enkelt øl. Og nydt at dresse mig op med et mindre brag af en bøsset skjorte (snørelukning, sgu!), et kæmpe-hav af glimtende smykker om halsen og langt op ad armene, blanke skrigpink supertight bukser, sorte stilet-støvler og selvfølgelig fantastiske falske french nails. Jeg havde barberet mig grundigt, også andre steder end på knolden. Jeg var pisseflot.
Og der står jeg så, helt mutters, i et lyskryds på en lang, beskidt drønnert af en tosporet indfaldsvej flankeret af industri- og kontorbygninger. Sort himmel, orange gadelamper, koldt og øde. I det fjerne er der blå blink og sirener på vej i min retning. Selvom vejen er praktisk talt tom, kører de sært langsomt. Tættere på kan jeg se, at der er to motorcykler forrest. De kører frem i lyskrydset og stopper trafikken, så den bagvedliggende bil kan køre over uden at sætte farten ned. Det har jeg før set dem gøre med ambulancer og særligt fine mennesker i limo’er. Men det her er bare en lille rød varevogn med blåt blink. Og, den kører ud af byen, væk fra hospitalerne, ud mod den sorte nat på bøhlandet. Hvad er så værdifuldt at det skal transporteres langsomt og forsigtigt under politibeskyttelse ud af København lørdag ved midnat? Noget som ikke tåler opbremsninger eller hårde bump. Og som åbenbart også har ret travlt med at komme frem.
Jeg glor på dem gennem min private hash-kuppel. Og tænker: det må være et organ. En lever eller et hjerte på vej fra en donor til en modtager. Måske er det på vej mod lufthavnen? Eller måske skal det ligge i sin kolde, sterile boks tværs over Danmark, på vej mod Hjertecenteret i Århus, hvor der ventes med virkelig ægte længsel. Et lille stykke stadigt levende menneskekød skal med den fineste digitale præcision flyttes fra en død til en levende. Kiruger går i gang med at skære løs. Og man slår op i databaserne. Hvem mangler en lever blodtype det og det? Hvor langt er der? Kan vi nå det? Et alvorligt sygt menneske bliver ringet op og får at vide, at så er det nu. Lige nu. Logistikken bliver koordineret. Chauffører indkaldes, udrykningskøretøjer gøres klar, operationsstuen bemandes, lægelige data udveksles, sorg i den ene ende, håb i den anden. I midten af det hele et lille stykke menneskekød.
Jeg står som sagt i vejkanten, da de forsigtigt ruller forbi. Måske er det bemeldte joint. Måske er det fordi, jeg har været spændt og nervøs (på den gode måde) hele dagen, fordi jeg i aften skulle til queer-fest. I hvert fald rammer tanken om et organ på en krævende og mega-dyr rejse mig som en hammer: Så mange mennesker og så mange penge der er i sving. Dét er rigdom.
Hammeren strejfer det som fylder allermest i mine tanker netop nu: At jeg er ved at springe ud. Ikke som bøsse. Åhh, hvor ville det være nemt. Der er klubber og mærkevarer og færdigrejser til homoer. Det virker overkommeligt nu om dage. Nej, jeg er ved at springe ud som noget midt i mellem kønnene. Jeg bor i en mandekrop. Men jeg har det bedst når jeg klæder mig som en kvinde. Eller faktisk endnu bedre: Som noget et sted i midten. For jeg er begge dele i mit hoved. Det er ikke så nemt, synes jeg. For folk synes jeg er sær. Og måske endda grim. Men jeg længes efter at blive MIG. At blive hel.
Jeg ved at festen bliver fed. Det er de altid. I et råt betonlokale mødes gamle mænd med store falske bryster, unge androgyne Lady Gaga-kloner, punkede lebber, smukke transer af alle køn, velplejede fyre i stramme trøjer. Den totale accept. Kom som den du er, indeni og uden på. Og stemningen er ultra-positiv. Det er vores fest. Os der ikke passer i ”mand” og ”kvinde” kasserne. Og jeg er så stolt over og glad for at leve i et samfund, hvor det er muligt.
Intet er selvfølgelig perfekt. Jeg er bange for bank. For at et par idoter opdager, at jeg har pink bukser på, for eksempel. Så jeg dækker dem med overtræksbukser på vej frem og tilbage. Og jeg tør ikke købe en pakke tyggegummi på Shell, fordi jeg ikke tør vise mine kunstige negle. Hader at det er sådan. Hvorfor skal jeg dog være bange for at nogen vil tæve mig, bare fordi jeg har tøj på der ikke normalt bæres af mænd? But fucking why?!
Men der, da organet langsomt kører forbi, omgivet af folk i uniform der passer på det, sker der en sær kortslutning i mit hoved. Jeg er så glad for at leve i et land, hvor et menneske får et sådan hjerte helt gratis, betalt af os alle sammen. Og selvom jeg er angst for bank, så ved jeg at motorcykel-strisserne vil forsvare min ret til at være midt mellem mand og kvinde. Jeg ved også, at de kræfter som står bag festen får offentlig støtte til at lave fx. teater og film. Om os, der er født med blandet blod. I mange lande er vi forbudt. Kan få tæsk til vi dør af det. Også af poltiet. I endnu flere lande er vi nok officielt tilladt, men i praksis forfulgt og tvunget i skjul. I Danmark kan vi holde fest for åben dør. Og jeg tænker at begge dele er en helt ufattelig rigdom af både ressourcer og frihed. Sikke et samfund. Hvor er vi heldige.
Håber du kom godt frem, lille hjerte. Jeg havde i hvert fald en vidunderlig aften.
En tankevækkende fortælling, mættet af farverige udtryk og eftertænksomme anekdoter.
Som pårørende til en hjertetransplantateret kan jeg kun sige, at jeg også er meget taknemlig og lykkelig for, at det er muligt at få et nyt hjerte i et land af frihed og hvor det endnu er muligt at blive behandlet uden skelen til forsikring eller rigdom.
Tak. Den var meget, meget fin. Det er du tydeligvis også, dig der har skrevet den.
smukt
Jamen altså, hvor er det bare en fin fortælling, som uden tvivl sætter tankerne i sving…både med hensyn til det ene og det andet store emne! Go fredag til dig!
Super klumme – flere gæsteklummer af den slags, be om:-)
Åh hvor fint. Sidder og græder lidt rørt ned i kaffen.
Ja! Det er fanme fantastisk hvor tolerante og rige og dygtige vi trods alt er i Danmark. Det kan let blive glemt, for vi har vildt høje krav til at det også skal være endnu bedre, og muligvis også en jantelovsforankret (?) tendens til at fokusere på det vi mangler at få fod på. Tak for et indlægget – håber snart du får mod til at købe tyggegummi på shell nails-and-all.
Og så kan han skrive røven ud af de pink bukser. Meget lækkert:)
Waow – tak for det – hvor kan man få mere?
Bliver helt stolt af at være dansker – efter at have dukket nakken lidt i nogle år. Dejligt at blive taget lidt ud af min hverdag og ind i dit liv. Go weekend!
Er rørt til tårer – både over at du skal skjule den du virkelig er (og som lyder til at være smuk, fin, farverig og livsklog), men også over den måde du kan beskrive organets rejse.
Min svoger døde for 4 år siden – umiddelbart meningsløst, men alligevel ikke, for han videregav 8 organer, inden han stævnede ud mod andre horisonter.
Tak for tid til en lille tåre – og med et dybfølt og inderligt ønske om, at vi kan skabe en verden, hvor du kan blomstre i solen, og ikke skal gemme dig bag overtræksbukser.
Tak for dig <3
Jeg ville til enhver tid gå sammen med dig i dine skrig-pink bukser. Om ikke andet kunne jeg tage mine skrig-pink stiletter på og så matcher vi så fint. Så kan alle dem der har et problem bare komme an eller fise af
Så fint.
Tak for det, du gør verden til et smukkere sted.
Det er det smukkeste, jeg længe har læst.
THAT was fucking beautiful.
Årh hvor er det bare helt utroligt fint og rørende skrevet!
Åååhhhh altså, tak for de dejlige, venlige, gode kommentarer. Bli’r helt tekstlam.
…og efter lidt stirren ud i luften: hvor er det sært at springe ud for alverden og stadig være næsten anonym. Må op på krikken og få taget SNAKKEN med venner, familie og min kioskmand. Det er SÅ angstprovokerende. Men så luner det med de søde ord. Tak.
Kh
Jakob og Jakobine
Kan du ikke også lige sige til, når vi er kommet der til i processen, hvor jeg godt må stikke dig lammere og komme med upassende vittigheder om temaet?
Kære gæsteblogger, kære dig midtimellem… TAK.
Verden har brug for flere mennesker, der tør bryde ud af de formstøbte kasser vi bliver skubbet ned i. Der tør springe op og ud i pink bukser og guldsko og give omverdenen et skud regnbue, og vise, at det er ligemeget om man er hunkøn eller hankøn eller intet- eller flerkøn, men at det vigtigste bare er, at vi deler af os selv. Om vi så er levende eller døde. Det her gav mig tårer i øjnene – både fordi jeg er pårørende til en nyretransplanteret som havde brug for det der politieskorterede organ og fordi jeg ville føle mig mere tilpas, hvis verden var fuld af Manden Med De Tvivlsomme Sko.
Tusind, tusind tak
Der er to ting, der rører mig her:
1) den meget ærlige (sådan oplever jeg det i hvert fald) beskrivelse af at være havnet et sted imellem to køn – er vores verden virkelig så snæver, at vi ikke kan anerkende (rumme?) mere end to køn? Jeg er kvinde, genitisk, socialt, kulturelt etc., har altid været det og vil altid være det, men jeg tager hatten af for den, det tør stå ved det, de helt tydeligt er og ikke er på samme tid (de skal leve, HURRA!!), og
2) tænk at vi lever i et samfund, der bruger uforholdsmæssigt mange ressuorcer på at omfordele goderne. Helt uden ironi: det er sgu da fantastisk! Mere af den slags, tak
Hmmm, Maren, jeg tror ik’ du får lov til at uddele upassende vittigheder. Fordi:
1) Jeg er nok lidt for nem at hyle ud af den i meget lang tid fremover. (Find nogen på din egen størrelse, du ved)
2) Mon ikke du har godt af at der er en lillebitte ting som du ikke må ta’ pis på? …Åhhh, jo du har. Du kan godt.
Kære Jakob
Der fik du mig sgu lige til at græde. Jeg mand, som meget sjældent græder. Der er nogle gange det er for fint og for sårbart til, at vi bare kan gøre grin med det..
Kys
Så skrøbeligt og fint. Tak! og tillykke med modet.
Jeg kan ikke slippe tanken om, hvem der fik hjertet…. Og hvem der mistede det.
Samtidig tænker jeg, at det er for mange år siden, at jeg sidst røg en joint. Lønslave og provinsdulle. Ak.
God weekend.
DEJLIGT indlæg!!! Og lige så dejlige kommentarer – bliver sq så glad for at vide, at der findes mennesker som jer derude i lille Danmark, som ellers tit topper med smålighed og snævertsynethed – mangfoldighed er skønt og jeg NYDER at blive præsenteret for kulørte og anderledes måder at leve sit liv på – TAK for det – og for jer!!!!!!!!!!!! <3
Når jeg har set tv-programmer om mænd i dametøj har de altid kun efterladt mig undrende.
Det her er både smukt, poetisk & vedkommende.
Tak!
Smukt – skriv noget mere!!! Eller opret din egen blog (hvis du ikke har én) – med de skriveevner bør du nok dele dine tanker med andre. Så kan du også stadig være anonym indtil du vover at købe tyggegummi iført dig selv!!!
@Fru Z: ja, der ER også god grund til undren. For ingen kan forklare hvorfor nogen mennesker har denne dobbelthed. Jeg undres (og irriteres) også selv. Men jeg kan garantere dig for at det ikke er hverken selvvalgt eller nemt. Og sådan har langt de fleste kønsblandere det. Ku’ vi være fri ville vi gerne det.
Det man ved er at der er lige mange kvinder og mænd der føler sig mere rigtige i det modsatte køns tøj. Kvinderne har bare nemmere ved at flyve under radaren. Man ved også at der ikke er større homoseksualitet blandt transvistitter (jeg h-a-d-e-r det mærkat) end andre. Og omvendt.
Og når vi er igang med fakta:
- man kan finde kønsblandinger i alle kulturer igennem historien. Det har altid eksisteret.
- “transseksualitet” er noget andet. Der er man bogstaveligt talt født i den forkerte krop og føler oftest stor lede ved det. Jeg er heldigvis ok med min krop – bortset fra de sædvanlige komplekser, seføli.
…Sagde skolemesteren og kiggede over på den fine nederdel der kom med posten igår.
Smukt!
Pingback: Noget om fordomme | Fru Z
Og så holder vi andre lige kæft – var min tanke!
Hold da kæft. Skiftevis frøs og tudede over dit indlæg. Rammes ellers ikke så nemt, men det var lige DK beskrevet, når det er bedst på vidt forskellige områder. Håber også, det der nu skulle frem, kom det i ro og mag og under ordnede forhold. Og at dit springen ud af skabet bliver ligeså godt modtaget som dit indlæg her. Jeg vil gerne høre mere.
Puha, den gik sgu lige i hjertekulen.
Så smukt skrevet.
Og meget tænksomt. Det gav virkelig mig noget at tænke over.
Kunne slet ikke stoppe med at læse..tænk hvis det var et hjerte og der lige blev reddet et liv.. Man får helt lyst til at ringe og spørge..
skriv noget mere. Vi vil gerne læse det
Wauw, hvor var det dejlig læsning. Held og lykke på din rejse.
Kære mand med de udmærkede sko.
Jeg læste dit indlæg for flere dage siden, og mine tanker bliver ved med at vende tilbage til det – hvor er du et fint menneske og hvor er det trist, at du ikke kan klæde dig som du vil. Jeg indrømmer blankt, at jeg også ville kigge en ekstra gang, hvis jeg mødte dig eller en anden mand iført kvindetøj – ikke fordi jeg er dømmende, men fordi, at det som er usædvanligt for øjet fanger opmærksomheden, jeg ville synes du var modig og jeg ville få lyst til at gå hen og fortælle dig det. Jeg er helt med på, at vores land rummer mange ignorante, mindre bemidlede mennesker, som vil føle trang til at slå dig og at det er en reel fare du lever med, som tvinger dig til at skjule dit sande jeg – men vi er også mange mange mennesker, som bare synes, at vi skal have lov til at leve vores liv som vi har lyst, og som hylder forskelligheden. Håber den tanke kan varme dig lidt, når du næste gang er nødt til at gemme dine rocking hot bukser i en uklædelig overtræksbuks for at undgå uønskede reaktioner. Håber du finder det sted i livet, som er lavet til dig – vi er mange såkaldte ‘normale’ som også leder efter vores sted:)
Fantastisk
Pingback: Pause | marensblog
Pingback: Overset | marensblog
Mangfoldig & Mod længe leve
/Tulle
………….. hed!!!
Mangfoldighed, selvfølgelig