Tilbage med endnu et indlæg er nu min absolut mest populære gæsteblogger slash manden med de tvivlsomme sko. Jeg giver jer Jakob:
Lurer lykken i mit klædeskab?
Allerførst: tusind tak for de mange søde og indlevende kommentarer til mit tidligere pip. Det var en dejlig overraskelse.
Siden vi så hinanden sidst har jeg tænkt en del over hvordan jeg bedst kan forklare min bøvlede glæde ved at klæde mig feminint. Hvorfor dele af min lykke (og ulykke, men det er en anden historie) er gemt i et klædeskab med dametøj. Jeg får jo brug for de ord fremover, når jeg skal forklare mine nærmeste hvad der er los. Tænker så at et godt sted at starte må være her inde. I virker jo ikke så farlige. Og så tror jeg at kvinder har nemmere ved at forstå hvad jeg prøver at fremstamme end mænd.
Jeg forestiller mig at alle I kvinder kender nydelsen og glæden ved at gøre jer lækre og vide at andre får en lille smule lyst til jer. I hvert fald i perioder af livet. Eller omvendt – hvis I slås med mindreværd, deller, braktud eller et fjernet bryst – at I kender til sorgen over at føle at I ikke vækker begær. Som en klog veninde forleden sagde til mig: ”hvis man ikke engang imellem bliver kigget på med både begær og kærlighed, så kan man alt for nemt dø af det”. Hun har rigtigt meget ret.
At ønske at blive begæret handler om at nyde at være genstand for andres erotiske lækkersult. At vide at man er appetitlig, sådan rent på overfladen. Så vi er i seksuelt territorium nu, omend i den subtile ende, hvor også flirt, forførelse og fantasier holder til. Det er visuelt lir som på en hverdag antydes med en god røv i bukserne eller som nytårsaften får hele kavalergangen inklusive langt lys og ingen trusser. Men som ikke er andet end det. At gøre sig lækker er (som regel!) ikke en lovning på et knald, det er en nydelse i sig selv. Det har sin egen vigtige plads som en rislende understrøm i hverdagen. Og det er lige dér, at det med dametøj falder i hak for mig, for inderst inde nyder jeg at være fin. At være lokkende, elegant og ikke mindst begæret. Det føles som en stor og livsbekræftende luksus.
Nej, selvfølgelig er lækkerhedskapløbet i vores samfund ikke bare en dans på hyggelige bonderoser. Spiseforstyrrelser, narssicisme, plastikpatter, shopaholics, hammertæer og almindeligt selvhad står i kø når der kommer ubalance i at være glad for sig selv både indeni og uden på. Især kvinder må livet igennem se sig i spejlet og stille sig spørgsmålet: Ser jeg godt ud? Og er svaret: ”Nej, det synes jeg ikke”, så gør det ondt. (Så sku’ I bare prøve at være en skægget mand i kvindetøj foran det ånssvage spejl, sku’ I!) Men lige nu handler det ikke om The Dark Side. Nu handler det om glæden ved lækkerhed.
Når jeg ser ned af mig selv, ser jeg en ganske almindelig mandekrop. Hår på brystkassen, en mave der godt kunne være lige en lille smule slankere, velfungerende forplantningsorganer, et par fine slanke ben og som afrunding to smalle fødder med nogenlunde lige tæer. Og lige nu, helt ude for enden, en lille hemmelighed som gør mig glad hver eneste morgen: Ti velplejede negle med flot rød neglelak. Det lyder sært – ved det godt. En mand på næsten 40 år der nyder synet af neglelak på sine tånegle. De fleste hankøn ville hellere tørre sig med sandpapir. Jeg synes det er elegant og mægtigt feminint. (Men jeg er ikke særlig glad ved tanken om at min eventuelle mandlige venner finder vej til dette indlæg og nu fniser sig ihjel. Men hvis nu det sker, så: Hej med jer, drenge! Husk det bare er maling.)
Og det handler om at være fin. Når jeg barberer mine ben, så fjerner jeg helt konkret det maskuline og får til gengæld en glat feminin hud. Når jeg lakerer mine negle forvandler jeg mine ellers ligegyldige fingrer og tæer til noget fint. Når jeg ruller de lækre strømper op ad benene, mærker jeg at de er sarte og besværlige. Når jeg tager de højhælede sko på bliver mine ben endnu flottere og fornemmelsen af behagelig hjælpeløs forfinelse endnu større. Og når jeg til slut står der i nederdelen og den tynde skjorte føler jeg mig langte mere elegant og attraktiv end jeg nogensinde vil gøre i Karl Lagerfelts skarpeste jakkesæt. Et jakkesæt er magt. Styrke. Kontrol. Fine strømper, nederdel og lange negle er sensualitet. Delikatesse. Skrøbelighed. Det er tyndt og besværligt og koldt og krævende i sammenligning med mandetøj. Men jeg nyder at det kræver en indsats og føler en helt særlig tilfredsstillelse at gøre mig lokkende, elegant og begærlig. Og det er netop den følelse jeg tror de fleste kvinder kender så godt, men som mænd praktisk taget aldrig smager.
Men al den gøren-sig-lækker er ikke meget værd i ensomhed. Hvad skal man dog med det fine og frække og elegante hvis der ikke er nogen til at beundre det? Og det er der kæden desværre hopper af: I de flestes øjne er jeg hverken lokkende, elegant eller begærlig. Jeg ser jo helt forkert ud med mit mandeansigt, brede skuldre (sådan da) og mangel på talje. For slet, slet ikke at tale om det udprægede fravær af både barm og langt, fyldigt hår. Så når jeg slår fornuften til, så kan jeg sagtens se det: At jeg ligner en menneske-variant af en gravko med sløjfe. Og det føles pænt uretfærdigt. Havde besløjfede gravkøer dog bare været nogenlunde almindelige, så ku’ vi trille rundt og være glade og ikke flove. Men jeg insisterer på at gøre forsøget. Tænker at hvis jeg gør mig umage nok, så kan gravko og sløjfe nok komme til at klæde hinanden. Og jeg er ret sikker på at det er denne nødvendighed for at blive set – og måske bare et splitsekund blive anerkendt som velklædt – som tvinger de modigste transer ud i offentlighed. De kan se kiksede ud i paryk og konet tøj og store sko, og derfor svære at begære. Men de er de modigste mænd, jeg kender.
Men hvorfor? Hvorfor er der nogen mænd der har det sådan? Og faktisk lige så mange kvinder, bare med lyst til mandetøj? Det er der endnu igen der ved. Kun at kønsbytteri findes i alle kulturer og kan spores tilbage til oldtiden. Personligt tror jeg – uden at kunne bevise det – at årsagen er ret simpel. For lige som der findes kloge og dumme, hurtige og langsomme, høje og lave, så findes der også ekstremt feminine og gennemført maskuline kvinder. Ganske simpelt fordi de ligger helt ude i hver sin ende af den helt naturlige variation. Noget er medfødt og noget skyldes opvæksten. Og det samme gælder – seføli – for mænd. Og så er vi nogen der i det store og hele er som resten af vores kønsfæller, men som ved et tilfælde har fået et enkelt usædvanligt kort på hånden.
Der er mere i det end det, selvfølgelig. Ting jeg ikke har opdaget om mig selv og andre. Nuancer og aspekter som er for kedelige til Marens livlige blog. Men i det store og hele tror jeg ikke at jeg kan forklare det bedre end ovenstående. Gad vide om det lykkedes? Om det giver mening? Jeg har selv svært ved at forstå hvorfor jeg er skruet sådan sammen, så det er vel ikke fair at kræve at andre kan. Men det er rart at sidde trygt derhjemme og ganske selv-terapeutisk sætte ord på bøvlet. Og med alle de penge jeg pt. bruger på tynde satinskjorter, røde skindhandsker, glimtende øreringe, sarte duffelcoats, Ole H-creme, sexede støvler, knælange strømper, fede striktrøjer og kiksede vabelplastrer, så har jeg under alle omstændigheder slet, slet ikke råd til en psykolog.
Tusind tak Jacob! Det er noget af det smukkeste jeg længe har læst, og det giver mening! Rigtig god mening!
Jeg ønsker for dig at du må få rigtig mange gode oplevelser når du har sløjfen på
Søsterknus fra Lene
Hvor er det fantastisk at få lov til at læse dine ord. At få mulighed for at høre om dine følelser og bevæggrunde, gør mig meget mere klog på mennesket og sætter tanker i gang om mig selv. Tak:)
Hej Jacob
Tusinde tak fordi du deler dine tanker. Det giver stof til eftertanke. På den ene side giver dine tanker og følelser rigtig god mening, som du beskriver dem — og alligevel forstår jeg det ikke helt. Men hey, det behøver jeg måske slet ikke. Jeg synes bare, at du er rigtig modig med dine røde negle! Også selv om du sidder der bag skærmen.
You go girl
hej Jacob
Uanset emnet, er det velskrevet og skønt at læse dine formuleringer. Og mht emnet – tak. Det gav for mig en anden vinkel, så istedet for at stå og smugkigge lidt og egentlig, selvom jeg synes jeg er tolerant osv, tænke, at kan du ikke selv godt se at man godt kan se at du er en mand – nu vil jeg fremover tænke “hvor er du modig”. Billedet af gravkoen med sløjfe er meget beskrivende, og hvorfor skulle der ikke være gravkøer med sløjfer. Jeg er glad for at du har gjort mig opmærksom på det, og på den måde udviklet mit syn på og opfattelse af mennesker og verden omkring mig, ikke kun mænd i kvindetøj, men i det hele taget. Jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde, hvilket jeg nu er lidt flov over. Er altid lidt bange for at skrive noget, synes ikke jeg kan skrive præcist nok hvad det er jeg mener, og bliver misforstået, men det her ville jeg så gerne skrive, håber du forstår hvad jeg skriver – tak for din tekst.
mange hilsener Anette
Hov, du må ikke være flov. Eller jo, det må du da godt hvis du insisterer, men der er ikke grund til det. Vi vokser op i et samfund hvor masser at ting er bestemt på forhånd. Fx at småpiger er prinsesser og juleaften er den 24. Og tusind andre ting som vi har “fundet på” gennem tiden og som vi nu tager som sandheder.
Og vores identitet som kvinder og mænd er SÅ indgroet at der kun meget sjældent stilles spørgsmålstegn ved den. Jeg gør det jo også kun fordi jeg er tvunget til det. Så hvis du skal være flov, så skal næsten alle i DK være flove. Og det er lidt rigelig at gøre ud ad det.
Orv!
Hvor er det fantastisk at få lov til at komme med dig ind, når du står alene foran spejlet og gør dig fin. Også jeg sidder tilbage med følelesen af aldrig at ville se på en trans igen med den samme undren som før. Når du forklarer det kan jeg også godt se skønheden og alt det fine og sensuelle.
Næste gang jeg ser en gravko, gir’ jeg den en sløjfe på og pifter af den.
Præcis den følelse sidder jeg også med
Kære Jacob,
Tak for et velskrevet og meget tankevækkende indlæg. Du tænker, om vi mon forstår dig, når du knap nok selv gør? Nej, jeg forstår dig ikke. Og det føler jeg overhovedet heller ikke at jeg behøver, for jeg accepterer dig og det, du brænder for, ethundrede procent. Jeg synes, det handler om accept mere end om forståelse. Jeg er ret afklaret med at der er mange ting i denne verden, som jeg ikke fatter en bjælde af – og fred være med det. Men jeg elsker at mennesker er forskellige og jeg accepterer MEGET store udsving på “normalitets-skalaen”, (helt undtaget er ting, der går ud over børn eller dyr!) for hvor ville verden dog være grå og kedelig, hvis vi alle var ens. Så her fra skal lyde en stor tak – også til Maren, som låner dig skrive-rum
Hmm, hvis du gider, ka’ du så sætte ord på hvor det er forståelsen går i stå? …Altså, jeg er absolut ikke stødt. Kun glad for det du skriver, men vil bare gerne være endnu bedre til at forklare.
Hvem var det, der på et tidspunkt for længe siden besluttede, hvad det ville sige at være en mand og en kvinde? At det var utrolig rigtigt for en mand at iklæde sig slips og opknappede skjorter, men utrolig forkert for en mand at iklæde sig stiletter og lårkorte nederdele? – og at det er en kvindelig dyd at kunne strikke og lave mad, men at det er lidt skørt, hvis man som kvinde kan skifte en kardanaksel og skide for åben dør?
Jeg vil egentlig bare sige, at vi er en del som aldrig har passet ind i de opfundne kønsroller og at du, Jakob, bare er endnu et smukt eksempel på, at vi alle indeholder både sort og hvidt og maskulint og feminint, og at det smukkeste ved et menneske er at vise alle aspekter af sig selv.
Puha, får helt kuldegysninger – rigtig godt skrevet.
‘Husk det bare er maling’
At føle sig som en gravko med sløjfe kan man også føle sig som kvinde i kvindetøj – fordømmelse, intolerance og uvidenhed findes i så mange afskygninger. Desværre. Heldigvis findes der lige så mange nuancer af mod, kærlighed, accept og skønhed.
Åh, hvis bare vi kunne være hvem vi er, og ikke hvem vi burde være.
Du er modig og unik, Jakob, med eller uden sløjfe. Start dog din egen blog. Please?
Jeg vil giftes med Jakob. Jeg håber sådan en af mine sønner også kommer til at bruge rød neglelak på tæerne
Ja, start din egen blog! Du skriver så fint, så fint, at man bliver forelsket og betaget. Og pludselig er det mere festligt end bizart, at min søster engang insisterede på at blive kaldt Bjarne, og at jeg selv var en dreng til jeg var 11 og inderst inde stadig gerne vil være det. Måske kan vi bytte lidt tøj?
JA!!! Det er nemlig lige netop dét: husk festen midt i ærgrelsen. Størrelse 42?
Tak for et herligt kig ind i en anden verden end min. Det kan man lærer meget af. Jeg kan faktisk godt følge dig, det giver rigtig god mening for mig. Jeg kan godt sætte mig ind i at det er sjovt og hyggeligt at gøre sig lækker, og gøre mere ud af sig til hverdag. – Selvom jeg tit misunder mænd, og synes de har det meget nemmere, fordi de bare kan tage jeans og en løs skjorte på og så er den hjemme.
Men lige så meget som jeg elsker at gøre mig fin, elsker jeg at rende rundt i kærestens joggingbukser og alt for store t-shirts.. Og det må vel så være min mandlige og mere behagelige side
Jeg tror vi alle indeholder lidt af hvert. Jeg tror bare mænd er mere forskrækkede over det.
Da jeg læste dine ord om “gravko med sløjfe” fik min hjerne det til en søko med sløjfe… Og det er altså et fantastisk billede!!! Søkoen er nok også et meget misforstået dyr, men ikke mindre fantastisk af den grund. Og jeg kan snildt se en søko med sløjfe for mig – og den er vældig fin og elegant
Hei hallo. Nogen kendte rockdrenge har netop lige lavet et nummer, som du burde holde af: I want what she’s got: http://dic-nii-lan-daf-terd-ark.dk/
Sakset fra svar til min kommentar længere oppe : Hmm, hvis du gider, ka’ du så sætte ord på hvor det er forståelsen går i stå? …Altså, jeg er absolut ikke stødt. Kun glad for det du skriver, men vil bare gerne være endnu bedre til at forklare.
Uha, JA, det vil jeg gerne prøve – ved dog ikke på forhånd om det kommer til at give mening, det jeg skriver! Min kommentar skal ses i lyset af noget, jeg generelt opponerer mod, nemlig at vi mennesker har så travlt med at forstå hinandens røve i laser … Og jeg tror slet ikke at det er meningen, at vi skal forstå alt! Konkret møntet på din dejlige tekst, så kan jeg jo sagtens forstå den sublime glæde og nydelse ved at gøre sig lækker, den kender jeg fra egen krop – og jeg forstår din indre konflikt mellem det, du har stor lyst til at gøre – og din frygt for reaktionen fra andre … Angsten for at blive dømt ude som mega weirdo og blive set som “ham transen” fremfor “ham Jacob”
) og jeg gad også vildt godt forstå noget mere om påvirkningen arv contra miljø, når vi taler om forskellige typer norm-afvigere… Hvordan fanden er det fx gået til at vidunderlige Ole Henriksen, som er vokset op i røvsyge kedelige Nibe blev den mest bøssede homo ever!? Ville han være blevet lige sådan, hvis han havde været overklasseløg fra Holte?
Så langt er jeg helt med … og det er måske nok? Det slår mig nu, mens jeg skriver, at det måske lige er på DE punkter, det først og fremmest er vigtigt for dig at blive forstået?
Der hvor kæden hopper lidt af for mig, det er med sådan noget som HVORDAN den lyst/trang opstår – hvor i dig som menneske, den bor .. (det ligger egentlig tæt op af de ting, du heller ikke selv forstår
Det er altså ikke sådan, at jeg er afvisende overfor de ting, jeg ikke forstår – jeg er ofte meget nysgerrig, men jeg tror også det er vigtigt at acceptere at nogen ting bare er som de er, uanset om vi forstår dem eller ej. Jeg tror ikke at det er meningen at vi skal forstå alt, men jeg tror det er sindssyg vigtigt at vi accepterer alverdens forskellighed og lærer vores børn at være åbne for det anderledes.
Én af mine bedste venner havde et langt og lidelsesfuldt udspring som homoseksuel – og det var først da han holdt op med at prøve at forstå, hvorfor den skæbne var tilkommet ham og lærte at acceptere det, at han fik forliget sig med at være den, han er.
Gav det mening?
De bedste hilsner
Fra Helle
Hej Helle
Tak for uddybning. Det giver klar mening.
Kan se at vi ender på bunden af den samme blinde vej: HVORDAN bliver vi mennesker dem vi er? Men med risiko for at blive lang i spyttet tror jeg alligevel at der findes en forklaring. Absolut ikke alle grene af psykologi, sociologi, filosofi etc. vil bifalde nedenstående simplificerede udlægning. Fuck dem, det er de overordnede linjer der tæller.
I mange år har det været skidt at tillægge arveanlæg stor betydning for vores personlighed. Alle er født lige, sagde man. Men nu begynder vi at finde gener der i høj grad også styrer vores opførsel og identitet. Personligt synes jeg at det er indlysende at det er sådan. Både skavanker – ordblindhed, dårlig motorik, depressive tanker, ringe empati – og det modsatte har rod i det enkelte menneskes hjerne. For lissom resten af kroppen er unik, så er hjernen det selvfølgelig også. Så vi ER forskellige på et hav af parameter lige fra fødslen. Også inde i hovedet.
Hvis man ganger vores medfødte forskellighed med de forskelligheder der påvirker os under opvæksten, så er resultatet en gigantisk forskellighed.
Men, omvendt er der også et MEGET STORT naturligt behov for at vi mennesker er nogenlunde ens. At vi forstår hinanden. Har lyst til hinanden. Tænker i samme baner. Har det samme mål. Ellers kan racen ikke samarbejde og bestå. Det behov har alle racer, men mennesket er den enest som ligefrem har lavet et helt univers for at styre sin egen opførsel, nemlig det vi kalder ”kultur” eller ”normer”.
Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.
Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.
HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.
Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnføre ovenstående aldrig.
Waow – tak for et perspektiv, jeg aldrig selv ville have fundet. Du skriver så smukt og indlevende, og jeg er sikker på, at ord som disse kan være med til at gøre fordommene mindre. Rigtig meget held og lykke til dig.
Kæreste Jacob.
Hvis du var lige her, fik du så mange knus og kærlighed, at du vilde drukne i det. Hvor er vi dog onde ved hinanden. hvad sker der for os, når nogen er anderledes/gør ting på en anden måde/ stikker ud og stikker af? Den smerte som dit indlæg rummer skærer mig i hjertet, så jeg næsten ikke har plads i brystet til det. Tænk at nogen ligefrem ligger på lur, kun med det eneste formål, at forarges over eller sågar slå på, mennesker som dig. Ja, jeg glor sku da også når jeg møder en (synlig) transvestit/handicappet/Gamle mænd med unge piger/hysteriske bøsser/ over fede og bla bla bla. Sådan er vi vel indrettet, men der fra og til at råbe/harmes/forarges er der heldigvis langt, når man som jeg har nået en alder (49), hvor jeg selv har prøvet og set noget af det meste, prøvet en del både af det gode og mindre fornuftige og fandt ud af, at vi sku alle er både født og skal dø nøgne. vi er jo bare mennesker med alt hvad det indebærer af forskelligheder og særheder og verden er heldigvis stor nok til én til som bruger neglelak og elsker at vrikke lidt med røven. Hvis du var én af mine, klædte vi os pænt på sammen og gik ud og gav den max gas som de lækre piger vi begge er når vi er i det humør. God vind fremover. Håber vi mødes derude.
Kære Jacob. Har skrevet og slettet i en uendelighed, fordi jeg ikke kan finde ord, der rækker. Tak. Jeg er dybt rørt over dit indlæg.
Kærlig hilsen Mette
Jeg hopper lige med på bølgen og skriver hvad jeg følte da jeg læste dit indlæg. Utroligt smukt og velskrevet og fik mig til at tænke over det som jeg ikke har forstået før – tror faktisk at jeg forstår det nu, og vil forstå så meget mere når jeg møder en trans på gaden, og jeg synes lige som en del andre at menneskets mangfoldighed er en gave, så tak for det
Boede engang i et stor socialt boligbyggeri med eget blad. En beboer satte sig for at forklare samme lyst i bebyggelsens blad. Var det et problem? Ja, for efterfølgende tog det dobbelt så lang tid for ham at handle, fordi alle ville lykønske høm (som han kaldte sig selv – en sammentrækning af noget, jeg ikke længere husker) med beslutningen om at stå frem og gøre livet lettere for sig selv. Tillykke med det – du er sgu sej!!!
Mine spørgsmål retter sig ikke til Jacob men derimod:
@Annamette: Vil du ikke forklare din kommentar lidt nærmere. Dét er nemlig rigtig svært for mig at forstå at du ØNSKER din søn skal lakere sin negle m.m.
@Maren: Vil du ikke dele nogle af dine tanker/følelser som ven (tidligere kæreste) med Jacob, der nu er ‘sprunget ud’ som transvestit?
Flot og modigt af dig at dele, Jacob!
/Louise
Fantastisk indblik! Jeg er blevet så meget klogere. Næste gang jeg ser en mand i dameklæder, vil jeg nok nærmere føle en slags samhørighed ved tanken om at vi begge elsker følelsen af at være dullet op og gjort lækker. Samt en stor benovelse over hans mod til at være den han er.
Det er så vigtig at få udvidet sin horisont som menneske, og du har lige udvidet min gevaldigt.
Waow. Det var et indlæg, som stak ud af mængden.
Jeg har hang til filosofi, og jeg tænkte, at hvis det interesserer dig med sådan en vinkel, så var det Jung og hans “anima” og “animus” samt Lacan og hvad han siger om “alterity” – altså hvad eksistensen af “den andens” blik betyder for selvet – som blev tricket af at læse din smukke beskrivelse.
Jacob, dig kan jeg lide! Tak for du deler.
Kære alle som har skrevet rosende og opmuntrende ord
Det luner når I siger at jeg skriver godt. Altid rart at andre synes man god til noget.
Men aller-aller-aller-mest af alt er det en stor gave at have nogen at “snakke med”, og derfor er jeg super-glad for at I giver respons. Det betyder rigtigt meget. Tak.
Kh
Jakob
Kære Jacob,
Jamen så få da starte den blog selv
Tak for dit lange svar til mit svar … Kæææft, det er interessant, spændende og ja – langhåret – at tænke sådan efter … blir jo helt skæv i hovedet af al den reflekteren! Jeg tror faktisk at du, med din hjemmestrikkede teori, har fat i noget meget rigtigt .. Arv, miljø, kaosteori, tilfældigheder … Det hele spiller sammen! Men spørger du en psykolog får du ét svar og spørger du en præst får du et andet og hos en videnskabsmand et tredje… Det sete er afhængigt af øjnene, der ser – sådan er det jo!
Altså hvor skiver du bare godt! – og som en ikke super-feminin kvinde (jeg har meget svært ved at komme i nederdel og duer ikke til neglelak på fingerneglene – den er skallet/slidt af i løbet af en dag, fordi jeg glemmer at passe på den) – kan jeg alligevel forstå din glæde over at “gøre dig fin”. Der er en kultur i Afrika et sted, så jeg engang i en fransk udsendelse i TV en nat jeg ikke kunne sove, hvor det er de unge mænd, der gør sig lækre for de unge kvinder i stammen. De unge mænd mødes og syr deres eget tøj, prøver sminke af (jordfarver: gult, rødt og sort), øver sig i smukke danse og i at lave smut med øjnene etc inden “ballet” oprinder og de alle gør sig parate til at de unge kvinder vælger sig en partner. Så du er ikke “mærkelig”
– du er bare havnet i den forkerte kultur!!:-)
Jeg må bekende, at jeg er til maskuline mænd. Brede skuldre, stærke arme, smalle hofter og hår på ryggen kan få mig til at sende lange blikke og køre ind i lygtepæle.
OG så giver det altså lige det sidste pift, hvis han har nylonstrømper, kjole og make-up på. Jeg synes, det er superlækkert – om end et noget sjældent syn…
Hvornår blev det i øvrigt vedtaget, at kjoler og neglelak er feminint? At gøre sig lækker burde for mig at se ikke være forbeholdt kvinder – skulle ulækker så være synonymt med mandig? Eeuw…
Jeg synes, det er spild af tid at grave i, hvorfor vi er forskellige. Mænd er forskellige, kvinder er forskellige, mænd og kvinder er forskellige. Mennesker er forskellige. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg bliver blød i knæene af at se mænd i hofteholder, men jeg gætter på, at det har samme årsag, som når mænd kan lide at se kvinder i hofteholder.
Jakob, tillykke med, at du tør stå ved, hvem du er, og hvad du kan lide. Efter min mening gør det dig til et større menneske – og en hulens attraktiv mand!
Berit: Det er fandme fantastisk!!
Jakob – har du set True Blood? Lafayette er netop en mand, der altid har en eller anden lille kvindeting på. En stor ørering eller en kjole med lakbælte. Og man griner virkelig ikke eller ser det som bizart. Han er gennemført cool. Jeg ved godt, at varulve og vampyrer også accepteres som en del af hverdagen i Bon Temps, men alligevel – det kunne være så fint, hvis det blev sådan. At man bare accepterer synet, uden at tænke videre over det.
(Jeg bruger i øvrigt str 38, så du må nok finde en anden at bytte tøj med, æv.)
Kære Jakob.
Det er nu et par dage siden jeg læste din post, og jeg har ikke kunne slå det ud af hovedet siden!
Først og fremmest syntes jeg det er super modigt, at du vil dele din historie. Og dernæst er jeg meget taknemmelig for, at du i den grad har udvidet min horisont! Jeg anser mig selv for et rimeligt tolerant menneske, men når jeg har set en mand komme gående ned af Vesterbrogade iført dametøj, har jeg tænkt; “helt ærligt, hvem tror du, du snyder?” Men ikke mere! Og din observation om at mænd ikke har samme mulighed for at pynte sig, som kvinder, er helt fantastisk. Jeg ville bare ønske, at flere mænd var modige nok til at anerkende, at lidt pynt hjælper i en ellers grå hverdag!
Tusind tak Jakob.
De kærligste hilsener
Katrine
Ha, jeg har det ligesom Berit! Har godt nok altid forelsket mig i normalt-mandede mænd, og bor også lykkeligt sammen med en nu, men transvestitter kan bare være så mega sexede. Eddie Izzard, for eksempel. Jeg synes, han er “sex on legs” – FORDI man kan se, han er en mand!
@Berit og Sara: dét kalder jeg i sandhed opmuntrende!
Tak for indlægget, Jacob.
Kan sagtens relaterer til behovet for anerkendende blikke og følelsen af at være godt klædt på. Havde aldrig selv tænkt over, at kvinde-munderingen er krævende, men kan da godt se, at du har ret!
Kom sådan til at grine over din afsluttende bemærkning! Ved du hvad, det er altså ikke alting man behøver gå til psykolog med (Selvom du har ret i det, du skriver i kommentaren til Helle, om at alting sikkert kan forklares) Hvis du hellere vil købe lækker tøj, så er det da et valg, der er helt reelt! Synes bare, det er helt i orden. Ikke at du sikkert har brug for andres mening om det, egentlig.
Det ramte vel bare noget jeg selv har tænkt i forbindelse med sygdom; skal jeg være i “balance” og “harmoni” i følge (pop)kulturens normer? Skal alt det, der stikker en smule ud eller er bøvlet opereres, tales, smøres væk? Hvis det nu ikke er mig til besvær eller endda giver glæde – er det så ikke nok? Hmm…
Kan se, jeg fik sendt min kommentar som anonym. Det var ikk’ meningen.
Pingback: Pause | marensblog