Okay, så gør jeg det. Selv om jeg ikke er stolt ved situationen, men jeg har feber og synes det er synd for bloggen, den skal stå tom. (BLAME THE FEBER ON GNISKEN. Må jeg i øvrigt minde universet om, at jeg lige har tæsket rundt som en idiot for at passe en syg Anemone i 2 uger. Og at det derfor ikke er fair, at riste mig over ilden lige nu. Må jeg også minde lorteuniverset om, at jeg altså er freelancer og derfor ikke har noget sikkerhedsnet, men bare ender med at arbejde dobbelt, når jeg igen har normal temperatur. Og sidste påmindelse er, at der heller ikke er bedsteforældre i nærheden. Så jeg passede for eksempel selv mine børn i går aftes med cirka hundrede i feber, fordi Allan skulle arbejde … fordi han også er ret langt bagud pga Anemones sygdom. Og mine børn har ingen sans for at opsnappe det martyrium jeg lagde for dagen, med både hundeøjne und alles, næ, de ville bare have spejlæg. Ja, så jeg synes faktisk at det der univers, skulle passe sin egen feber og lade være med at kaste den efter mig. Røvuni. Parentes slut.)

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER: Smid en kommentar, så kan du vinde den norske udgave af min samiske bog. Du må også godt få den samiske, hvis du vil …

Med præmien følger retten til at skrive 100 mails til mig og spørge, hvad fanden pointen er. For ærlig talt, så fatter nordmændene ikke engang vitserne. Det er ret internt. Lige som hvis det var en vitsebog kun for folk, der bor i Thy. Ikke sjovt for særlig mange, men ret sjovt for dem, der bor i Thy. Altså ikke denne. Den er kun sjov for dem, der kender til samisk samfund. Sådan noget med politikere og ting. Men også andet er der selvfølgelig. Fuck, jeg er så færdig i mit hoved, aner ikke hvad jeg snakker om. SAGDE JO JEG HAVDE FEBER. Så skriv kommentar. Og kom så med den kamillete og det kølige omslag.

Mit skrivebord er en stor uhomogen masse af bøger, gamle noter, tyggegummipapir, noget jeg syntes var sjovt i sidste uge og briefinger fra projektledere, jeg altid insisterer på, jeg altså ikke har fået. Og det er sjældent jeg rydder op. Men når jeg gør, er jeg meget sirlig og kigger nøje på hvert eneste stykke papir, for at være sikker på, jeg ikke smider guldkorn ud.

Det var under disse omstændigheder jeg stødte på denne note, som jeg har gemt så længe, jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad det handlede om:

For at hjælpe med at tyde min håndskrift, kan jeg fortælle, der står:

Den nye begyndelse, roder lidt, ryd op
Hvornår skal vi have sex
Hiltonlooket +++
Flyvegrisen +++
Stang gardin, gør skarpere
Tude ned i fliseline +++
Møtrik, gør skarpere i pointen
Hvad med agurken, hold din kæft?

Okay, hvor skæv var jeg, da jeg skrev det her? Det giver jo ingen som helst mening.

Turde alligevel ikke smide den ud, for hvad nu hvis den gav perfekt god mening i den parallelverden jeg åbenbart lever i …

Det tog mig tre dage at regne ud, hvad det hele handler om. Men til sidst faldt femøren. Det var noget meget småt krumelureskrift på en lap, der lå sammen med parallelverden-notatet, som var skrevet med samme pen, der gave it away.

Der stod: Kasper, gravid, kvalme, røv brækkede.

Oh, who could that be? Det er jo Furhmanns livshistorie. Altså har jeg på et eller andet tidspunkt siddet som en anden flittiglise og taget noter, mens hun holdt foredrag, så vi kunne blive klogere på, hvad der virkede og virkede. Så er det jo godt, jeg fik taget sådan nogle skidefede og brugbare noter. For selvfølgelig skal agurker da bare holde kæft …

Men er det bare mig, der får lyst til at give tekstforfatteren til dette skilt tæv med en nigiri?

Samtidig med min lille samiske satirebog lancerede forlaget denne bog:

Det er en norsk oversættelse af den samiske forfatter Johan Turis bog fra starten af 1900-tallet. Jeg har med stor fornøjelse læst i den. Ikke mindst fordi der er passager som disse, som ikke bliver forklaret, men bare sagt som var det da det mest naturlige i verden. (Jeg har taget mig den frihed at oversætte det til dansk).

I Sápmi har alle mennesker sit eget virkefelt. Først er der husbonden. Så er der husmoren. Så er der drengen og tjenestepigen og børnene. Den ældste er brændehuggeren, den anden er den, som passer varmen, den tredje er den, der lugter af tis, den fjerde er mors kæledægge, den femte er fars kæledægge.

… og så fortsætter Johan Turi ellers bare snakken, hvordan samebørns skolegang er i 1910.

Første tanke: What?

Anden tanke: Skal helt klart hjem og sniffe til Anemone og se om han har ret.

Dette er et sponsoreret indlæg. (Hvilket betyder jeg får penge for at omtale linket, men jeg bestemmer selv, om jeg vil starte hver sætning med at skrive røv).

Anyway. Jeg er blevet sendt ind på coolstuff.dk for at handle. Og det gider man godt. Jeg gider i hvert fald godt. Har handlet der før. Og det kan godt være en ret stor tidsrøver for jeg bliver så grebet af, hvor mange mærkelige og pludselig brugbare gadgets, der findes i verden.

I denne omgang har jeg shoppet følgende:

Vooni Internetradio
Som for evigt skal befri mig for at høre P3-værter der selv griner højt når de forsøger at være vittige. Bliver for helvede da vanvittig – og er i forvejen så let at tirre om morgenen. Men nu skal jeg høre P6 Beat for evigt. På min nye internetradio, yay!

Radiostyret helikopter
Som er til mig og mine børn. Fordi jeg generelt kun gider lege, hvis jeg kan sidde i sofaen samtidig. Derudover holder fjernstyrede ting aldrig op med at være sjove, selv om jeg forudser forholdsvis stort hysterisk anfald, når ungerne kommer til at flyve den ind i mit øje.

Hexbugs
Okay, jeg aner ikke hvad det er. Men Kamille snakker ofte om dem, så jeg griber chancen og vinder et par billige point. I beskrivelsen af dem står der:

Edderkop, krabbe og kakkerlak med personlighed! Alle tre er små seksbenede designvidundere, proppet med sensorer. Til forskel fra almindeligt kryb, som oftest er fyldt med en smattet substans

 

Nej, jeg gider ikke vædde om jeg kommer til at hade det forbandede kryb. Spår det går omtrent lige så hurtigt som dengang jeg købte fordømte zuzu petz, der pev hen over gulvet og gav mig muse-noia. But we shall see …

.