Smukke Allan og jeg har været på tur i weekenden. Vi har været i Tromsø til min kusines fødselsdag. Hun fyldte 40 og inviterede i den anledning til stort 70′er gilde. Vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle med. Og skyndte os at morfe arrangementet ind i en kæresteweekend med hotel und alles.
Selvfølgelig kom vi for sent af sted. Selvfølgelig skulle jeg mere eller mindre strippe ved sikkerhedstjekket. Selvfølgelig måtte vi løbe som tosser ud til gaten. Selvfølgelig nåede de at kalde os over højtaleren.
- Fuck, det har jeg alligevel aldrig prøvet før, sagde Allan og skammede sig.
- What? sagde jeg og undrede mig over, hvordan man kan leve i over 30 år og ikke være blevet kaldt over højtaleren i lufthavne mindst hundrede gange. Kastede mig ud en længere fortælling om dengang Charlie og jeg var kommet til at gå til vores sædenummer i stedet for til gatenummeret. Men historien lød ikke nær så nuttet, som det var meningen, den skulle lyde og Allan gav mig i stedet for sit “nogle gange er du simpelthen for dum Maren”-blikket.
Men en fordel ved at komme ræsende og kaste sig ind i flyet i det øjeblik, det begynder at trille, er, at de så ikke har tid til at tjekke om ens pas passer med ens billet, som reglerne ellers foreskriver, de skal gøre. For så ville de nok (lige som da jeg fløj for to måneder siden) have opdaget at mit pas udløb i maj måned.
- Hvad fanden har du ikke fået fornyet det endnu, du var jo nær ikke kommet hjem fra Norge sidst, sagde Allan. Igen med blikket. Og spurgte mig så, om det var derfor, jeg havde siddet så uroligt på sædet i metroen.
- I WISH! sagde jeg. Men det var fordi, det var så mørkt, da jeg stod op. Klokken seks. Og der var valfartet unger ind til os i sengen i løbet af natten. Og dem ville jeg jo ikke vække. Så jeg tog tøj på uden at tænde lyset. Og vi havde jo travlt, for vi jo skulle jo nå at smøre madpakker og aflevere alle tre børn før vi skulle være i lufthaven 8.20. Og derfor var jeg kommet til at tage mine underbukser omvendt på. Altså ikke på vrangen. Men omvendt-agtigt. Ja, de var g-streng. NEJ, jeg vidste heller ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Og bad så i øvrigt venligst Allan om at holde op med at dø af grin. Kastede mig i stedet over mit syarbejde (oh yes). Kjolen jeg skulle have på til halvfjerdserfesten var nemlig for lang. Så den skulle lægges op. De to første gange jeg kom til at sy kjolen fast til mine bukser, syntes Allan faktisk det var meget sødt. Tredje gang fik jeg blikket. Vanskeligt ikke at give ham ret. Eller at prøve at skyde skylden på noget med lufthuller.
Vel fremme i Tromsø skyndte vi os at skifte tøj. Og forvandlede os til halvfjerdsermaren og halvfjerdserallan.
(Attituden er med vilje. Mest fordi det lim Allan satte sit skæg fast med var så effektivt, han ikke kunne smile. Jeg var selvfølgelig solidarisk).
For at gøre en lang og festlig historie kort, vågnede vi lokken 13.30 næste dag. Og der blev vi mere eller mindre liggende resten af weekenden. Brugte en del tid på at ligge og sludre. Blandt andet. Og på at glo op i loftet, hvor hotellet havde ment, det var bedst at hænge et billede.
Uden at gide gå ind i konceptet “loftbilleder”, vil jeg bare referere til den ongoing samtale Allan og jeg havde i de to døgn, vi var der:
- Jamen er det bare mig eller er det der et numsehul?
- Måske er det en slags søplante?
- Ja, måske.
- Nej, det er et numsehul.
- Måske er det et æg og en masse sædceller?
- Ja, måske.
- Nej, det er et numsehul.
- Det er så meget et numsehul.
- Gad vide hvorfor de har hængt et numsehul i loftet?
….
Jamen så fortæl du mig, hvad det er … ?!
… hjemturen var knap så dramatisk. Også selv om Smukke Allan blev taget ud til stikprøvetjek for at se, om han havde rester af sprængstof på hænderne.
DET HAVDE HAN!
Han havde rester af noget, der bliver brugt til at lave dynamitstænger. Hvilket han syntes var meget morsomt i og med, at han ikke havde lavet andet det sidste døgn end at røre ved mig. Muligvis skal jeg tage det temperament op til revision.
Ingen ved hvorfor han testede sprængstofspositiv, men de lod ham slippe efter endnu et par tests. Personligt tænkte jeg mest på, at ud over det måske var lidt overdrevet af Allan åbenbart at have en dynamitstang i tasken, så virkede det. For det tog igen fokus fra mit forældede pas. Selv Allan glemte at hakke på mig over det …
Samme skuffe
Samme skuffe
Samme skuffe
En ting jeg undrer mig over:
Jeg synes en mand med et barn på armen er seriøst sexet. I hvert fald trækket det ALTID op på mandens sexethed, hvis han har afkom på armen. Især hvis han viser, han er dedikeret og lytter til barnet, viser omsorg og er en engageret far.
Men hvordan kan det være, at hvis jeg ser en mand cykle med et barnesæde bag på cyklen, synes jeg omtrent det er lige så sexet som ost. Så er det bare op i røven med dedikeret, omsorg og engageret. Åbenbart.
Er han kommet af sted på barnemoderens cykel, og derfor cykler af sted på en damecykel med barnesæde, er jeg sikker på, jeg ville tænde mere på hans kone end jeg gør på ham, som han ser ud på den cykel (Nej, Kristine – not going lesbo yet, prøver bare at skære det ud i pap og jeg har jo sagt, det kun sker et par timer ved skudår 
)
Tænker bare, at rent logisk er det jo præcis det samme. Hm, måske er det bare cykler, jeg ikke tænder på …
Alternativt kan jeg kun sige: Pfff, kvinder – fatter dem ikke!
Samme skuffe
