Nogen der husker fejlkøbscykel-auktionen? Den hvor jeg byttede mig til en havemand?

Mission accomplished!

Steen kom med favnen fuld af redskaber.

Han havde endda hjelm med.

Vi forstod ham godt. Vores have er ret vild nogle steder. Faktisk er der så meget krat og så mange torne i visse områder, at børnene græder hvis de forvilder sig derind.

Men Steen var en modig mand. Med sin fantastiske ro indtog han vores have, stillede os en masse spørgsmål om hvad vi syntes, hvad vi kunne tænke os, hvad der vores plan med haven. Og hver gang stillede vi os op på en lille række og spurgte: “Hvad synes du”? Heldigvis syntes Steen en masse ting, så vi skyndte os at synes det samme og snart skete der mirakler.

Et par før efter billeder:

Terrassen a la Maren:

Terrassen a la Steen:

Det var egentlig ikke faldet mig ind, at den der lille stump hæk kunne klippes:

Men se, nu ligner det to små nyklippede skoledrenge:

Jamen det ser jo hyggeligt nok ud:

Men Steen har nu gjort haven halvanden meter større i siden, ved at klippe hækken og har sået græs på det bare stykke. Og så var det da lige før vi havde glemt, der stod en trampolin nede i hjørnet, for den var dækket af krat, tjørne og crap. Not anymore:

Området omkring huset – altså der hvor børnene græder, er vi ikke kommet til endnu. Men Steen har en drøm om, at man skal kunne løbe på bare tæer hele vejen rundt om huset. Vi drømmer sammen med ham. (problemet er bare, at vi er bedst til det med at sidde med kølig hvidvin i haven, og snakke om alt man kunne gøre. Vi gør fandme aldrig noget … ).

Nå, ville gerne skrive noget sjovt, så dette ikke bare er blevet en freaking haveblog, men skal til møde, hvor jeg endda har en grum fornemmelse af, at det er meningen jeg skal høre efter.

Jeg røg for retten. Moder-retten. De små var utilfredse med mig som mor. De brokkede sig. Kritiserede. Det går ikke, mor, sagde de!

Jeg forsvarede mig. Sagde, at de åbenbart ikke havde stået forrest i køen, da der blev uddelt mødre. Næ, de havde nok bare fundet mig over i rodekassen. Ærgerligt nok. Men det måtte de leve med.

De gav sig ikke. Fremturede med flere argumenter.

Nå. Det gælder jo om at vise sine børn, at man er stor nok til at indgå kompromiser. Derfor har jeg nu lovet altid at have bukser på, når de har veninder på besøg. Suk. Alle disse krav …

(PS. Desuden troede de ikke en skid på, at  man selv havde været med til at vælge sin mor. For som den ene sagde: “Så ville jeg sgu ikke have valgt dig”).

Om jeg ikke burde gå i seng, når klokken nu for længst har passeret midnat og mine børn står op kvart i fisse og jo for fanden da, jeg burde da for længst ligge og sove. Men hvis jeg gjorde det, fandt jeg jo ikke perler som denne blog:

Cats that look like Hitler.com

Her er to smagsprøver:

Med fare for at dette snart bliver til Anemones blog, har jeg endnu et par ord om yngstebarnet.

For der nemlig ingen, der bestemmer over Anemone. Ingen må have meninger om Anemone. Andet end Anemone selv. Anemone kan alt. Tør alt. I Tivoli kastede hun sin tre-årige lille krop ud i samtlige udfordringer. Jo højere jo bedre. Kunne hun bo i rutchebanen, ville hun gøre det. Og jeg måtte nærmeste bagbinde hende for ikke at fare med op i Dæmonen, da storesøster løb af sted, strålende af glæde over endelig at være høj nok til at prøve den.

-       Anemone, du tør da også alt, sagde jeg mens vi gik gennem Tivoli.

-       Næhææææj, svarede hun. For fanden om jeg skulle have lov til at have ret i noget der handlede om hende. Hun så mit skeptiske blik, men at give mig ret var ikke en mulighed.

-       Jeg tør nemlig ikke det der, sagde hun skråsikkert og pegede på tombolaen.

Godt så, weird kid.

Anemone bestemmer også egenrådigt, hvad hun vil have på. Det er svært at sige om fremtiden for hende er en supercool modeblogger – eller en posedame. Outfittet taget i begtragtning er vi på en fifty-fifty.

- Det værste ved at have børn er alle kontraordrerne, var der en garvet mor, der engang sagde til mig. Dengang havde jeg endnu bare havde et lille bitte barn, der endnu ikke kunne udtale ordene ”jeg gider ikke med”.

Anede af samme årsag ikke hvad hun snakkede om. Men det ved jeg nu. Det er fuldstændig umuligt at lægge nogen form for planer, for der kommer hele tiden modplaner. Og til sidst er jeg så langt ude i mod, med, for, ud og lidt til højre planer, at jeg har glemt, at jeg egentlig bare skulle ned og handle. Hvilket egentlig var det eneste, der var på programmet i dag. Nu er det det eneste jeg ikke når. Er der andre end mig, der kender det?

Fuck mand, bliver så træt. Af dem. Børnene. Som hele tiden får nye mærkelige ideer, snubler og skal forbindes som var skrammen et åbent benbrud eller bliver ringet op af en veninde, som de vil dø, hvis de ikke får lov til at besøge. Nu. For nu havde jeg jo lige forestillet mig det hele på en anden måde.

Og se nu her, hvad der skete på vej til Føtex i dag, hvor jeg netop skulle handle. Som det eneste i dag. Forud for handleturen var gået sådan cirka hundrede kontraordrer fra os alle og jeg var helt svimmel. Ikke mindst af irritation. Det var for eksempel slet ikke meningen jeg skulle handle med Anemone på slæb. Kan bedst lide at gøre den slags alene, for små assistenter snakker simpelthen for meget til jeg kan huske at få handlet det hele. Men fordi noget med noget og med noget andet noget, så sad hun der i ladcyklen og tronede. Og jeg trampede i pedalerne. Pludselig kiggede jeg ned i cyklen. Hun  sad ikke mere. Hun lå. Og snork sov.

a>

NOW WHAT! Kan jo ikke handle med sovende unge. Køre hjem igen? Cykle rundt inde føtex?

Nix, der var kun én ting at gøre:

Perfekt plads med udsigt til ladcyklen. Fik tyve minutters ro. Bagefter sov hun en time ovenpå mig i cafeen. Kunne godt lade som om, det var vildt irriterende, men det var helt vildt hyggeligt. Selv om hun var tung. Selv om min arm gik i krampe allerede efter et kvarter. Selv om min røv var så presset af tyngden at den sov.

Og der er bare nogle kontraordrer, man bare skal skynde sig at gribe. At få en time og tyve minutters fredelig avislæsning. Mens nogen serverer kaffe for én. Mens man kan sidde lige så stille og puste små kærlighedserklæringer ned i håret på sin lille pige. Det er ikke noget, der sker hver dag.