Når man har børn, så er der øjeblikke, hvor man bare ved at alt går godt. Hvor man ved, noget er lykkes. Det er små bitte stunder. Ikke noget man kan planlægge sig ud af eller på anden måde forcere. Jeg oplevede sådan et øjeblik i fredags. Havde hentet de to store, der, med det samme jeg trådte ind i skolegården, ville elske mig for evigt, hvis de måtte få lige præcis dén veninde med hjem. Hvor jeg måske ikke er verdens bedste til forudplanlagte legeaftaler, er jeg virkelig nem at overtale til de spontane. Hvilket de godt ved. Når Allan henter, kommer han kun hjem med to børn. Sine egne. Når jeg henter, har jeg gerne ladcyklen fyldt med alle de børn, der stod i en radius af 10 meter fra mine børn. Dog ikke i fredags, for jeg var gående. Derfor måtte dem, der gerne ville med hjem, også sætte det ene ben foran det andet.
Det var, da jeg gik bag 2X2 vendinder, der det meste af vejen hang om halsen på hinanden, jeg pludselig kunne mærke det: De har fået venner. Bedstevenner. De virker socialt. Jeg har ikke fucket dem op!
Eneste problem ved at have veninder med hjemme er, at der jo ikke er nogen, der gider have mindstesøster hængende som en koala om benet. Altså måtte jeg være hendes ven. Anemone ville gerne spille Trivial Pursuit. Og sorterede ivrigt kortene i de rigtige farver. Vi gik igang.
Det er en særlig oplevelse at spille trivial med én, der stædigt holder på, at som mælk kommer fra en ko, så kommer ost altså fra mus. Men nu er jeg ikke typen der gider spille lade-som-om-spil. Næ, hvis man vil spille trivial, så spiller vi trivial. Derfor stillede jeg hende nødvendigvis de spørgsmål, som svarede til det felt, hun var landet på. Som for eksempel: “Hvilken ø blev filmen Pelle Erobreren indspillet”. Hun klarede sig ikke så godt. Og da hun kun kan sporadiske bogstaver i alfabetet, er det med at læse også rimelig op ad bakke. Jamen så måtte hun jo bare selv finde på spørgsmål til mig, sagde jeg. Uh, det knagede i den lille hjerne for at finde den rette udfordring til mig. Hun kløede sig håret. Kiggede op til højre. Til venstre. Rømmede sig. Holdt højtideligt kortet foran øjnene. Og spurgte så: “Hvad hedder Mynte?”
Needless to say, at jeg vandt. Og at Anemone høstede så mange kys og kram, hun til sidst skreg, for at være verdens fineste lille væsen …
Verdens bedste fornemmelse, når man ved, at man (endnu) ikke (helt) har fucked sine børn op – og at de fungerer socialt
Jeg ville også være knækket på den med Pelle E. Jeg vil gerne være venner med Anemone. Hun vinder med garanti over mig i TP.
Hold kæft, hvor ser hun nuttet ud!
Fik et smil frem på mine læber, det er det bedste, de stunder. Men kan være svære at finde frem, når møgungerne stikker deres hoved frem;-)
♥
Som stunderne, hvor man ligger tæt med dem og sover.
Total indre ro.
Årh hvor fantastisk skrevet!
Nu spillede i vel om penge?
Hvor lyder det dejligt!
Nååårh, hvad var svaret i øvrigt på Annemones spørgsmål?
Dybt suk. Behøver man sige andet.
Årh manner, jeg blir så megahamrende skideskruk herinde altså!
….jeg kan godt lide det, det er slet ik det!
Har du så til gengæld prøvet at vinde over et barn i børnehavealderen i Memory – altså vendespil? Det er kropumuligt
– endda selv om man får lov til at lægge kortene op i pæne rækker. Så sådan et spil ville måske være mere fair over for barnet – men nu valgte hun jo selv – hæ hæ
Kæft hvor er hun sød!
Ej men for helvede, hvor er det bare godt! Du er en sød mor, Maren.
Kh
Lene K
HA HA HA – Elsker børn når det knager i hjernen:)
Fantastisk…( ;
Nurrhhh…så sød!
Skønne barn! Og de øjeblikke – dem lever man længe på!