Jeg har syet betræk til hynder i påsken. Syv hynder. Til vores udestue. Vi er alle overraskede over, hvor pænt det faktisk blev. For jeg er ikke sådan en, der går op i detaljerne, når jeg syr. Næh, det er noget med fuld fart frem og kravle over samtlige steder, hvor hegnet er lavest. Derfor plejer jeg gerne at udlicitere syopgaver, hvor det er meningen, det skal være pænt. Hvilket vil sige altid. Dem, der er så heldige at få lov til at sy for mig, er min mor og min søster, som er små autister på en symaskine. Og jeg prøvede virkelig også at få dem til at sy hynderne. Altså, man spørger jo ikke direkte om den slags, man er vel i familie og kan trække både på en smule martyrium og noget, der skete i 1984. Klynk og dybe suk og jeg har jo treeeee børn og puha hvor er jeg dog bare udslidt.
Men det er som om de ikke rigtig bed på. Som om de bare syntes, jeg kan sy mit lort selv.
Så der var jo ikke andet at gøre end at grave min egen symaskine frem og lægge noget stof på bordet og give sig til at tænke. Fuck mig i øret, jeg tænkte. Og målte. Og tænkte. Og målte. Det med at måle var en lille udfordring i sig selv, for Mynte My har klippet nogle centimeter af målebåndet, fordi hun syntes det ville være et pænt armbånd. Så jeg måtte aller nådigst låne Allans tommestok.
Nu er det sådan med mig og Allans værktøj, at vi ikke har tilladelse til at komme i nærheden af hinanden. Bare fordi det er sket en enkelt eller hundrede gange, at jeg ikke har lagt det på plads, når jeg har lånt det. Derfor måtte jeg nærmest skrive under på et stykke papir for at få lov til at vandre af sted med tommestokken.
Seriøst, han skælder mig ud, sådan for alvor, når det kommer til det værktøj. Kom for eksempel også her i påsken til at åbne en dåse maling med en skruetrækker, og så blev han sådan helt: ”HVAD har du gjort? Har du brugt DEN? Er du da fuldstændig VANVITTIG? Jeg troede godt jeg kunne lade den ligge fremme, nu hvor børnene ikke var hjemme, men det kunne jeg så ikke, ja se selv, nu er den ødelagt. Der er en rids i kanten, som skal være helt glat og skarp. Se der. RIDS!”
Okay, så var det måske ikke en skruetrækker, jeg brugte, but could have fooled me.
I hvert fald betragtede vi det begge som en meget stor tillidserklæring, jeg fik lov til at bruge tommestokken til mit syarbejde.
Jeg ved ikke, hvordan det skete. Kun at jeg nærmest blev paralyseret af skræk, da det gik op for mig, hvad jeg netop havde gjort. Den knækkede!! Lige ved 93 cm gik den midt over. Jamen jeg ved ikke, hvordan det skete. Skulle jo bare folde den sammen og knæk. Har da aldrig knækket en tommestok før. Ikke engang da jeg var lille og foldede dem som kroner og gik fra spejl til spejl for at se, hvordan jeg ville se ud som prinsesse.
Det er meget sjældent, jeg er bange for Smukke Allan. Faktisk aldrig. For han verdens roligste mand. Undtaget når det handler om værktøjet, det er hans Mr. Jekyll/Mr. Hyde-knap. Så jeg løb ned på toilettet og sad og sundede mig lidt, mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle få fortalt ham, at han for fremtiden kun kunne måle 93 centimeter ad gangen.
Man kan jo ikke lade som om man skider for evigt, så til sidst måtte jeg jo gå ud, slæbe min brødbetyngede krop hen til ham og duknakket vise ham redeligheden.
Han tog det pænt.
Det viste sig, han havde givet mig lortetommestokken. Den han alligevel altid er irriteret på. Den gode tommestok havde han skam i lommen. Men derfor var han alligevel bekymret over, at jeg var i stand til at knække den, for det underbyggede i den grad hans do-not-let-woman-touch-tool-tese.
Det er ægte kærlighed mellem Allan og mig. Det ved jeg med sikkerhed. For jeg fik lov til at låne den gode til resten af mit syarbejde. Og han holdt ikke engang særlig meget øje med mig imens. Selv behandlede jeg den med ærefrygt. Turde næste ikke røre den, hvilket godt kan gøre det lidt op ad bakke, når ting skal måles. Så det blev lidt skævt hist og pist. Men de hænger alle sammen, hynderne. Og jeg har kun vendt stoffet med vrangen ud to steder, hvilket jeg faktisk synes er meget godt gået, siden 95% af opmærksomheden under syarbejdet gik på at værne om Hans Højhed Tommestokkens velbefindende …
Må vi se – må vi se
I det mindste syede du dig ikke i fingeren, og det er da langt værre at gøre end at knække en rådden tommestok. Men nogen, som i mig vil gerne se billeder af hynderne.
Jeps – vil vildt gerne se hynderne, da jeg selv skal i gang med lignende projekt. Vil jo så også gerne se tegneserien med Smukke Allan som bliver sur (og senere giver dig lortetommestokken)…for det er da en klassiker – Mænd og deres værkstøj. Jeg tror at det netop går i stykker fordi man er så bange. Nu er en pickup jo ikke et værkstøj som sådan, men kan huske at man ALDRIG måtte røre min stedfars pladespiller derhjemme. Og den ene gang jeg formastede mig kom der selvfølgelig en kæmperidse i den nye plade med Shit & Chanel…dohh. Helt sikkert fordi jeg var så rystende nervøs. Jeg fik vist aldrig fortalt det til ham…
Jeg låner helst ikke min iPad ud, heller ikke til ham, jeg har fået den af. Men en tommestok? Måske var det for at få lov til at købe en ny, at du måtte låne den? Eller måske skal du købe en lyserød, IKEA har en hel lyserød værktøjssamling. Desværre mister man med denne retten til at sige “Ska-at, hvornår hænger du det der billede op?”
Ha ha jeg grinede højt. Jeg kan overhovedet heller ikke sy – men vil virkelig gerne. så kom til at impulskøbe en symaskine i stof2000, fordi vi havde gang i et byggeprojekt. Jeg har prøvet den en gang. Sammen med min veninde, der vistnok endte med at sy sofahynderne og jeg lavede vistnok kaffe og så meget interesseret ud i hendes flotte syværk:)
Er pludselig glad for at have en mand, hvis vigtigste værktøj er gaffatape… Det kan man ikke knække..
Jeg synes det er så flot klaret med de hynder. Min mor og søster er også sådan nogle, der nyder at sy. Jeg skulle engang sy ét pudebetræk. Jeg blev så hidsig, at jeg var tæt på at kyle symaskinen ud af vinduet. Det sætter sig altid fast i klumper, så man skal starte forfra igen og igen, og så bliver det alligevel grimt. Jeg har en gang i mit liv syet en kjole. En stram en.Jeg skulle til fest. Da jeg ville stille mig op på en stol for at se mig i spejlet efter otte timers arbejde – sprak den hele vejen op. Næ du. Symaskiner er djævlens værk. Du har præsteret noget stort, og ham Allan skal bare være glad for, at det kun var en tommestok, der knækkede. Det er nu engang min ydmyge mening.
Synes vi skal se beviser for de hynder:-)
Pingback: Epilog 10 | marensblog
Godt der var endnu en tommestokke – 93 tabellen er ikke speciel nem…