Jeg gad godt, mine børn interesserede sig lidt mere for atomfysik. Eller for at dissekere biller. Eller noget. Men det eneste, de virkelig gider for tiden, er at sidde og se samtlige genudsendelser af MGP om og om igen. Altså, det er ikke for at pace dem frem til at blive tykbrillede akademikere. Men så godt gik det jo alligevel ikke for Tommy Seebach, vel? Og hvis de bliver den nye Hilda (as in Keld), tænker jeg de kommer til at slå hånden af mig.

Det eneste, jeg ser for tiden, er børn, der sidder og glor ind i en computerskærm for at se en eller anden talentløs unge skingre sig igennem en håbløs melodi fra MGP 2009.

Noget helt andet er, at der findes ingen i verden, der kan være så prikket som Mynte. Hver dag, prik prik prik, i alle mulige farver. I meget overraskende kombinationer. Fik jeg fortalt, hun starter i SFO på mandag. Og i skole efter sommeren. Dybt åndedrag. Godt jeg stadig har mindstegnisken, der fra nu af skal stopfodres og bæres rundt som et spædbarn, for at holde på tiden og de bløde kinder.

Nå, så I vil have beviser for hynderne. Jamen så er det godt jeg ikke stinkeløj, men rent faktisk har lavet dem.

Her testes udestuen-nu-med-hynder af ældste og yngste (ja gu’ er det mega opstillet. “LUK ØJNENE” brølede moren for at få dem til at se afslappede og nydefulde ud).

Her (knap så opstillet, men ikke dårligt at jeg fik taget et billede af det, for hold nu kæft hvor ser det hyggeligt ud) holder pigerne og jeg aftensmadspicnic i udestuen. Gothgirl fejrer endda forårets komme ved at have iført sig farver! En ORANGE solskærm?! Det er da fuldstændig fucked up. Hun valsede i skole i sort fra top til tå igen idag. Så er jeg atter rolig.

Jamen er de ikke bare lige og ordentlige, de hynder? I am mostly impressed by self. Og hvad man ikke kan se, og grunden til at jeg måtte tænke i så lang tid, da jeg lavede dem, er, at de har en slids i bunden, så jeg kan tage dem af, når nogen brækker sig på dem. Jeg ku’ leve af det skidt, ku’ jeg!

Jeg er begyndt at høre radio. Altså med glæde. Og med vilje.

Det sker jo ellers ret så tit, at der er en radio, der kører. Hvilket som regel gør mig så irriteret, det er tæt på jeg bliver rasende. For hvordan kan det være, at danske radioværter skal være så ubegavede at høre på? Er det virkelig nødvendigt at sigte efter absolut laveste fællesnævner, når de er i æteren? Og hvad sker der for at grine højt ad egne vitser – hvornår var det vi blev enige om, at det er noget vi synes er socialt acceptabelt? Hvis vi alligevel vælger at se gennem fingre med den selvfede latter, skal vitserne så i det mindste ikke være morsomme?

Nåmen før jeg stempler ind som verdens sureste og mest stramtantede anus, vil jeg skynde mig at fortælle, at jeg har fundet mig en radiokanal, der er værd at høre: P6 Beat. Kan kun høre den via min computer. Men den er fantastisk. De spiller musik, jeg godt kan lide, der er begavede værter, der fortæller mig ting, jeg ikke vidste om de kunstnere de spiller, de prøver ikke at være morsomme, dumme eller kække. De quizzer ikke. Aldrig. Som i never. For guds skyld.

Okay, de knaldede ud i et hiphoptema, der tog det meste af en formiddag, hvor jeg måtte give fortabt, men ellers er jeg absolut tilfreds med DR’s nye tiltag . Tror i hvert fald nok det er nyt. I hvert fald for mig. Allan, som er den der introducerede mig for kanalen, siger, at de nogle gange spiller hele plader. Jamen, det er jo lige præcis noget for et gammelt anus som mig.

Tjek den ud på DR’s hjemmeside. Du vil kun fortryde det, hvis du sværger til Nick&Jay, Britney og deres venner.

Jeg har syet betræk til hynder i påsken. Syv hynder. Til vores udestue. Vi er alle overraskede over, hvor pænt det faktisk blev. For jeg er ikke sådan en, der går op i detaljerne, når jeg syr. Næh, det er noget med fuld fart frem og kravle over samtlige steder, hvor hegnet er lavest. Derfor plejer jeg gerne at udlicitere syopgaver, hvor det er meningen, det skal være pænt. Hvilket vil sige altid. Dem, der er så heldige at få lov til at sy for mig, er min mor og min søster, som er små autister på en symaskine. Og jeg prøvede virkelig også at få dem til at sy hynderne. Altså, man spørger jo ikke direkte om den slags, man er vel i familie og kan trække både på en smule martyrium og noget, der skete i 1984. Klynk og dybe suk og jeg har jo treeeee børn og puha hvor er jeg dog bare udslidt.

Men det er som om de ikke rigtig bed på. Som om de bare syntes, jeg kan sy mit lort selv.

Så der var jo ikke andet at gøre end at grave min egen symaskine frem og lægge noget stof på bordet og give sig til at tænke. Fuck mig i øret, jeg tænkte. Og målte. Og tænkte. Og målte. Det med at måle var en lille udfordring i sig selv, for Mynte My har klippet nogle centimeter af målebåndet, fordi hun syntes det ville være et pænt armbånd. Så jeg måtte aller nådigst låne Allans tommestok.

Nu er det sådan med mig og Allans værktøj, at vi ikke har tilladelse til at komme i nærheden af hinanden. Bare fordi det er sket en enkelt eller hundrede gange, at jeg ikke har lagt det på plads, når jeg har lånt det. Derfor måtte jeg nærmest skrive under på et stykke papir for at få lov til at vandre af sted med tommestokken.

Seriøst, han skælder mig ud, sådan for alvor, når det kommer til det værktøj. Kom for eksempel også her i påsken til at åbne en dåse maling med en skruetrækker, og så blev han sådan helt: ”HVAD har du gjort? Har du brugt DEN? Er du da fuldstændig VANVITTIG? Jeg troede godt jeg kunne lade den ligge fremme, nu hvor børnene ikke var hjemme, men det kunne jeg så ikke, ja se selv, nu er den ødelagt. Der er en rids i kanten, som skal være helt glat og skarp. Se der. RIDS!”

Okay, så var det måske ikke en skruetrækker, jeg brugte, but could have fooled me.

I hvert fald betragtede vi det begge som en meget stor tillidserklæring, jeg fik lov til at bruge tommestokken til mit syarbejde.

Jeg ved ikke, hvordan det skete. Kun at jeg nærmest blev paralyseret af skræk, da det gik op for mig, hvad jeg netop havde gjort. Den knækkede!! Lige ved 93 cm gik den midt over. Jamen jeg ved ikke, hvordan det skete. Skulle jo bare folde den sammen og knæk. Har da aldrig knækket en tommestok før. Ikke engang da jeg var lille og foldede dem som kroner og gik fra spejl til spejl for at se, hvordan jeg ville se ud som prinsesse.

Det er meget sjældent, jeg er bange for Smukke Allan. Faktisk aldrig. For han verdens roligste mand. Undtaget når det handler om værktøjet, det er hans Mr. Jekyll/Mr. Hyde-knap. Så jeg løb ned på toilettet og sad og sundede mig lidt, mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle få fortalt ham, at han for fremtiden kun kunne måle 93 centimeter ad gangen.

Man kan jo ikke lade som om man skider for evigt, så til sidst måtte jeg jo gå ud, slæbe min brødbetyngede krop hen til ham og duknakket vise ham redeligheden.

Han tog det pænt.

Det viste sig, han havde givet mig lortetommestokken. Den han alligevel altid er irriteret på. Den gode tommestok havde han skam i lommen. Men derfor var han alligevel bekymret over, at jeg var i stand til at knække den, for det underbyggede i den grad hans do-not-let-woman-touch-tool-tese.

Det er ægte kærlighed mellem Allan og mig. Det ved jeg med sikkerhed. For jeg fik lov til at låne den gode til resten af mit syarbejde. Og han holdt ikke engang særlig meget øje med mig imens. Selv behandlede jeg den med ærefrygt. Turde næste ikke røre den, hvilket godt kan gøre det lidt op ad bakke, når ting skal måles. Så det blev lidt skævt hist og pist. Men de hænger alle sammen, hynderne. Og jeg har kun vendt stoffet med vrangen ud to steder, hvilket jeg faktisk synes er meget godt gået, siden 95% af opmærksomheden under syarbejdet gik på at værne om Hans Højhed Tommestokkens velbefindende …

Det med at skrive et langt dybdegående blogindlæg i dag, det sker bare ikke. Jo, langt skal det nok blive, for jeg er så træt jeg både speedsnakker og taler i ring.

Det er fordi jeg er en idiot. Jeg gjorde rent faktisk det jeg harcelerede over forleden dag: Jeg tog alle ungerne i svømmehallen. De var skide søde alle tre. På skift. Hvilket også betyder at de på skift var nogle små røvhuller, der drev mig helt ud til vanvidets hårfine kant.

Den ene klynkede i halvanden time i træk – fordi hun ikke ville være i svømmehallen. Det var hende, der havde plaget os i to uger for at vi skulle derop. Da vi endelig sagde ”okay, så tager vi hjem”, blev hun rasende over at vi skulle det. Man bliver sgu bare så udmattet af at blive grædt så meget på. Det lyder muligvis ufølsomt, men jeg har kun cirka 25 minutters ligegyldighedsklynk-empati i mig. Derefter kan jeg kun tænkte: ”Holdnukæftholdnukæftholdnukæft”.

Da vi var under bruseren blev klynkeren god igen. Men i samme øjeblik gik en anden af dem amok fordi vi ikke skulle have pomfritter i grillbiksen bagefter. Efter at have ligget og skvulpet i det lunkne bassin med en skriger i halvanden time, var jeg parat til at give dem femhundrede kroner hver for at være stille. Bare i fem minutter. Så 25 kroner for en tallerken hærdet fedt til deling virkede som en god deal. Selv er jeg jo på slankis (Fuhrmann og jeg har indgået en slankepagt, hvor pomfritter dersværre ikke indgår). Derfor spiste jeg kun én.

Er I klar over hvor ynkeligt det er at spise én pomfrit?

Så jeg spiste to.

Anyway, da vi kom ud til ladcyklen gik den tredje i flits fordi hun altså ikke ville op i ladcyklen med Allan, men sidde bag på min cykel. Har ingen barnesæder, hvilket betød jeg ville være nødt til at trække hjem med hende dinglende på bagagebrættet.

Jeg var meget sulten. Havde meget trætte ben. Og meget høje hæle. Det virkede ikke som en mulighed. Men ungen var så opkørt hun blev ved med at hoppe ud af ladcyklen i desperation for at komme hen til mig, selv når Allan prøvede at cykle af gårde.

Så det endte med at blive en mulighed alligevel. Ikke mindst fordi alle tre børn græd på dette tidspunkt fordi vi var så onde forældre over for den mindste og ikke lod hende få sin vilje (jvf de hundrede blogindlæg jeg har skrevet om den mindstes magt i famlien). Jeg måtte til sidst bøje mig ned fordi jeg grinte så hysterisk over hele det her menageri jeg havde stillet på benene for nu skulle sørme råhygge os sammen hele familien. Fuck en hæslig familietur der.

Nåmen, Allan cyklede med to af dem, jeg trak hjem med mindsten, der selvfølgelig var ved at skvatte i søvn i det øjeblik jeg ikke kunne se Allan og de andre mere. Det er faktisk ret svært at holde en sovende treårig fast på et bagagebræt, samtidig med man gerne vil fremad. Ville ringe til Allan, så han kunne hente hende, men han havde været så elskværdig at tage min taske og telefon med. Prøvede at bære hende på ryggen. Men kombinationen af de der hæle, cykel og 19 kg på ryggen var fuldstændig absurd og holdt kun til fire skridt.

Foran min cykel har jeg et lille lad, hvor jeg plejer at lægge min taske med en elastik omkring. Det viklede jeg nu op, placerede de 19 sovende kilo på ladet og surrede hende fast med elastik og mit tørklæde. Og så trak jeg hele vejen hjem. Der var ingen der passerede os, der ikke døde af grin ved synet. Ville gerne have taget et billede til jer og rodede også længe i lommerne. Men havde jo for helvede stadig glemt min telefon.

Resten af aftenen brugte de på at slå på hinanden og kalde katten grimme ting. Så jeg gav dem en masse sukker og kylede dem i seng. Nu er jeg udmattet til en uge … Men det værste ved alt dette er faktisk, at jeg om tre måneder helt sikkert en dag synes jeg har fået en knald god idé og så er det jeg siger: Kom Allan og unger, skal vi ikke tage i svømmehallen. Det bliver bare skide hyggeligt. JAAAAA, siger unger. Allan er sandsynligvis skeptisk, men ham får jeg overtalt, fordi intet stopper mig, når jeg har fået en god idé.

ÅH, Somebody give me the hvide snit! Eller en valium. Eller en au pair. Eller nogle stoffer. For helvede hvor er jeg træt …

PS. ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, her er alle de kommaer jeg kan se, jeg burde sætte i teksten.