Der er ikke nogen af mine børn, der bruger briller, så de kan ikke (som mig) løbe rundt og smadre dem i raseri. Men det betyder ikke, at de ikke kan blive rasende. Især Anemone er på meget kort tid i stand til at oparbejde så meget vrede, at jeg overvejer at tage hende med til det anger managementkursus, jeg tænker at melde mig til.
I weekenden blev hun så rasende over, at hun havde stjålet en af Kamilles hjemmelavede slikkepinde, at hun løb brølende gennem hele huset. Længe. At det muligvis var Kamille, der burde være vred og ikke hende, gik hun ikke så meget op i. Hvilket også er det, der viser mig, at hun så smukt har arvet mine evner til eksplosiv vrede over de særeste ting. (Det skal nemlig helst være noget småt og ubetydeligt – de store ting her i livet er af en eller anden årsag meget nemmere at tackle med ophøjet ro og køligt overblik).
Vi andre tog os ikke så meget af det, hun (og jeg) skal som regel bare have lov til at skrige den ud. Men pludselig, som havde nogen slukket for kontakten, blev der stille. Helt stille. Ikke et hyl. Ikke et snøft. Ikke noget der væltede fordi en lille fod hidsigt tæskede løs på det i vrede.
Ude ved trappen fandt vi denne lille bylt.
Hun var faldet i søvn midt i et brøl. Hun var helt bevidstløs da vi bar hende i seng – hvor hun sov i 14 timer.
Kamille syntes hun skulle have lov til at få slikkepinden og lagde den ved siden af hende på hendes hylde … Ved ikke om det er pædagogisk forsvarligt at være så eftergivende, men jeg åndede alligevel lettet op, for siden den lille viser sig at slægte mig så meget på, ved jeg, at går verden hende stadig i mod, når hun vågner, er hun bestemt ikke for fin til at tage tråden op og brøle videre …
Når man, som jeg, har været vågen i 2 timer i nat med en meget agressiv og højtråbende 18 mdr gammel pige, der var sur over at skulle sove – bare fordi. Så bliver man alligevel lidt angst for, at det kun udvikler sig…
Nårh! Nogengange er mega-flejn sjovt. Og nuttet. Især når du beskriver det.
Og sådan forvandlede det brølende udyr sig til en sovende prinsesse:-) Hvor er hun dog nuttet!!
Ej men ihhhh!! Tænk at man faktisk kan synes at et raserianfald er det kæreste i verden!!?
Min søn skreg og brølede engang sin vrede ud i 2 1/2 time i Mindeparken i Århus. Vi havde i løbet af meget kort tid det grønne område helt for os selv og Hjalte forstod aldrig hvorfor han ikke måtte få ALT affaldet fra børnehavens arbejdsdag med hjem.
Han ville jo for fanden bare lave en skralderobot!?!
Selvfølgelig er det godt at være konsekvent, men ærlig talt tror jeg også at det kan være godt at lære at reglerne kan bøjes og kringles lidt en gang i mellem. Så bliver hun heller ikke en væmmelig skrankepave når hun bliver stor. Mine tre – som er lidt større i dag – kan sagtens administrere at der er regler men at de kan bruges lidt kreativt når det er nødvendtigt.
Jeg tror at Anemone trods larmende ydre er klog i det stille. Jeg tror hun mærkede det koksede og under det skrigende ydre lige så stille tænkte “jeg kan redde denne her træltheds melt down med en slikpind” – mere klog end tyv – en hyperallergiker der under et anfald helt cool finder akut medicinen frem og stikker den i låret (munden i det her tilfælde) – og faldt i søvn som planlagt – det er hvad jeg tror. Måske skulle man lære af Anemone og finde ud af hvad det der akut medicin til egne nedbrud?! Jeg tror fx at jeg kunne blive helt rolig i de der højalarm situationer hvis jeg fx fik en meget stor sjus lige der i kæften i overgear – bare nogen så kunne overtage når jeg så faldt om. Og sørge for at jeg ikke fik et blakket mor omdømme.
ps jeg ville have skrevet noget andet end sjus men turde ikke alligevel….
Åhhh hahaaaaa hvor er det herligt beskrevet. Søøøød bylt på trappen. Min den yngste på halvandet har det ABSOLUT også i sig – kan genkende det hele men har stadig til gode at se hende falde i søvn midt i et udbrud;oD
@Larsen: Det tør man aldrig. But I hear you …
Hvor er hun sød og sjov og hvor er det bare en sød historie – ha ha. Og ikke mindst dejlig genkendelig
Gad vide om det virker, når man er ked af det også? Eller om det kun er vrede. Og giver hun mon kurser i søvn-teknik.
Jeg vil i så fald gerne meldes til, for det er sateme træls at vende og dreje sig hele natten mens Kæreste sover trygt ved siden af.
Jeg havde samme slags anfald da jeg var lille og et af mine stærkeste minder er fra engang da jeg var 4-5 år og havde sådan et anfald … og jeg blev holdt fast af min mor og hun og en anden voksen grinte af mig … total ydmygelse og frustration …
Senere er jeg er vokset fra det – traumet … men også anfaldene … synes jeg i hvert fald selv