Faktisk gør mine børn en hel del i det med latin. Således hedder Myntes lille bløde ande-bamse ANUS. Jamen Kamilles kaninbamse hed jo NINUS …

Jeg har en kat. Faktisk har jeg to. Den ene hedder Bob og er super cool. Det er ikke ham, jeg vil tale om. Det er den anden. Den hedder Blå. Og den er dummere end snot. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige den er retarderet. Seriøst.

Da den var killing, var den ret dum. Den blev ved med at kravle rundt i hovedet på én, når man prøvede at sove. Hvis man satte den ned, hoppede den bare op igen. Hvis det lykkedes for den at komme op til ens hoved, gjorde den alt den kunne for at komme til at slikke én øret. Det var pisse irriterende. Da den var lille så den sådan her ud:

Nu har den levet 11 år. Den har brugt de 11 år på konstant at ville kravle rundt i hovedet på mig, når jeg prøver på at sove. Jeg har i 11 år prøvet at sætte ned, kyle den ned, råbe den ned, true den ned, jeg har sågar været ude i at give den ekstra meget kærlighed og opmærksomhed. Men hver gang den er blevet fjernet fra mit hovedet, er den bare hoppet op igen. Every fucking time. Og hver gang det i de 11 år, vi har delt liv, er lykkes for den at komme op til hovedet, har den i 11 år gjort alt den kunne, for at komme til at slikke mig i øret. Der bor 11 års irritation i mig, hver gang jeg ser den. Det eneste der er sket i dens udvikling på 11 år, er at den i dag er en lidt større version af sit irriterende killinge-jeg:

Så er det jo godt, at den er af en race, der nemt bliver 25 år, så jeg ikke engang kan gå rundt at håbe på, at kræet snart opgiver ævred. Desuden elsker mine børn den og forsvarer den ved hver given lejlighed. Faktisk begynder de at græde, når de hører, jeg bagtaler den. (Ja, jeg er sgu ikke for fin til at bagtale en kat). Jeg ved godt, jeg sandsynligvis får en læserstorm af rasende katte-elskere. But I kid you not med den kat, se selv:

Tænk, jeg har så dårlig samvittighed over ikke at få opdateret bloggen i går, jeg har mest lyst til at sende jer alle en personlig undskyld-sms. Også selv om jeg har en god og gyldig grund: Jeg er nemlig lige kommet susende hjem fra Berlin, hvor jeg har været nede med Kamille, en bedsteveninde og hendes jævnaldrende datter.

Ud over at se indersiden af utrolig mange butikker og cafeer, fik vi også sat samvittigheden på plads ved at besøge et par museer. Vi besøgte det jødiske mindesmærke (oh ve). Og Check Point Charlie. Hvor jeg af en eller anden grund forvandlede mig til at skolelærerinde med det ene ypperlige formål at få banket noget tysk historie ind i hovedet på Kamille. Jeg pegede og fortalte, oversatte plancherne til dansk, satte dem i forhold til hinanden, til hendes liv – og det var ikke den korte version hun blev udsat for. Næh, når jeg først får lærerbukserne på, findes der kun pladen med den lange version. Det ved Kamille også godt. Så mens jeg var midt i en længere udredning om besættelsen, var hun skredet uden jeg havde opdaget det. Det var først da en tyrker prikkede mig på skulderen og sagde noget, jeg ikke forstod, jeg opdaget hun havde lavet siveren, og jeg nu stod og holdt foredrag om krigens genvordigheder for en tyrker. Taget i betragtning hvor langt væk hun var på museet, da jeg endelig fandt hende igen, havde hun været væk længe. ”Åh mor, jeg orkede bare ikke mere eksamenssnak”, sagde hun.

Men det var en virkelig fin tur. Hvilket Kamilles spørgsmål i taxaen på vej hjem fra Københavns hovedbanegård også vidnede om: ”Når tiden går hurtigt for mig, går den så også hurtigt for alle andre?”.

Jeg hørte mig selv begynde på en længere smøre om relativitetsteorien, men jeg havde knap nok fået sagt ordet relativ, så himlede ungen så meget med øjnene, at jeg afbrød mig selv og sagde, at det vidste jeg sgu egentlig ikke (true), men at jeg havde haft verdens bedste tur sammen med hende …

Et par billeder:

Barnets fod og den hedengangne mur

Barnet og det andet barn, der selvfølgelig købte ens tøj og begge fik deres mødre overtalt til at give dem en mascara (økologisk selvfølgelig), men med så mange regler og reprimander om hvornår de må bruge den, at det helt sikkert bliver noget, de gør i smug inden de løber i skole. Her tester de den begge to.

Mig og barnet på banegården på vej hjem

Det kan godt være Nick og Jay, bandana og håndtegn er det, de unge vil have. Men jeg tror muligvis jeg skulle være minus femten år gammel, for ikke at tænke “are you fucking kidding me“, når de giver sig til at rime løs på deres patetiske tekster.

Derudover er jeg da all for at alle skal have lov til at høre det musik, de gerne vil høre. Ingen musikpoliti her! Men Smukke Allan hører kun Heavy Metal. Så ham har vi regler for …