Klumme fra Vi forældre

Jeg elsker mine børn så højt, jeg tit tuder over det. Og hvis jeg ikke lige kan finde knappen, der udløser den alt-overvældende kærlighedsfølelse, skal jeg bare et sekund tænke på, der kan ske dem noget grimt, så driver mascaraen ned ad kinderne på mig igen. Jeg står tit og betragter dem, mens de sover, og når jeg lister ud igen og står i min stue med fugtige øjne, kan jeg slet ikke forstå, man kan elske et andet menneske så højt. Når mine øjne bliver klare igen, bliver jeg ofte også overvældet af en anden ting: Mængden af praktiske opgaver der følger med i kølevandet på disse små kærlighedsvæsener.

For der er ikke bare rodet efter dagens leg – mit hjem ser faktisk ud som om, der har været indbrud (af en flok tyve, der desværre ikke tog noget med da de gik). Det er overraskende, hvor mange madrester der kan være på et køkkengulv, og hvordan, der er kommet tomatsovs på væggen, når menuen var pitabrød, er mig stadig en gåde. Derudover skal jeg også lige have skrevet navn i deres tøj, huske at fylde ekstratøjs-posen op til institutionerne, regntøjet på knagerne skal være i rigtig størrelse, madpakker skal klappes sammen og være uden hvede, jeg skal tage stilling til om jeg kan komme til forældremøde den nittende og huske legedaten på torsdag. Jeg skal helst kunne navnene på alle pædagogerne – eller i det mindste kunne kende pædagoger fra de andre børns forældre. Jeg skal også gerne genkende børnene fra stuerne og ikke bare hende der ser lidt mærkelig ud, fordi hun har en sindssyg høj pande. Jeg skal købe ind i et mønster, der for alvor giver Sisyfos kamp til stregen – og undres over, at selv om man skulle tro, armmusklerne bliver større af at slæbe på alle de poser, er det faktisk kun myoserne i nakken, der vokser. Jeg skal også huske at klippe deres negle (med 3 børn er jeg inklusiv mig selv ansvarlig for 80 negle). Jeg skal vaske tøj, gulv, op og gruble over, om jeg ikke skal finde et mere Jesper-Juul-agtig alternativ til min ældstes hysteriske raserianfald end at brøle hende ind i hovedet. Dertil kommer selvfølgelig, at jeg skal tjene penge, være en sød kæreste og huske at rede mit hår.

Nogle gange synes jeg det at have børn, er verdens mest utaknemlige job. For det første er der sjældent nogen, der siger tak, og hvis man som mig, har været så langt ude, at man regner børnepengene om til timeløn, ved man godt, den er helt gal. Faktisk følte jeg mig tit bedre behandlet, da jeg som 15-årig stod i en videokiosk til 30 kroner i timen. Også selvom der en dag kom en blotter og viste mig klokkeværket. Han tog da i det mindste bukserne på igen, da jeg bad ham om det. Min 2-årige rækker bare tunge, kyler bukserne i hovedet på mig og forventer, jeg skal fange hende.

Hvis sandheden skal frem, tuder jeg faktisk lige så tit over, at jeg ikke kan overskue alt det, jeg vupti lige skal have ordnet inden i morgen. Men ofte er jeg så udmattet efter en dag i den moderlige tjeneste, at jeg falder i søvn ved siden af poderne, når jeg putter dem – og så kommer jeg jo heldigvis ikke længere i rækken af overvældende følelser end til den alt-overskyggende vidunderlige tårepersende kærlighed.

For helvede da osse!

Mine børn har lus. JEG HAR OGSÅ LUS. Begynder at overveje om det ikke er overvurderet, at de nødvendigvis skal have et socialliv. Hvis de nu ikke omgåes andre børn, så slæber de jo ikke alt muligt kryb og kravl med hjem. JEG GIDER SGU DA IKKE HAVE LUS?!

Must set hair on fire.

Kamille er en meget entusiastisk Shane-fan. Altså ham der laver prinsesseslotte, fiskekuttere og en hel hundekennel ud af en mælkekarton og tre kapsler. Så hun har kassevis af affald inde på sit værelse, som kun venter på at blive limet sammen på den helt rigtige måde, så det kan forvandle sig til små kunstværker.

Hun er ellers et usædvanligt kommunikerende og energisk lille menneske. Er der ikke nogen at snakke med i ti sekunder eller sker der ikke noget spændende omkring hende bare et øjeblik, hænger hun gerne på min skulder, hvor hun i klagende stemmeleje messer hvad skal jeg laaaaaave mo-o-ar, hvad skal jeg laaaaave.

Men en klog mand har engang sagt, at man aldrig skal foreslå børn hvad de skal lave. Så finder de aldrig ind til deres kreative åre – altså der, hvor tiden står stille (og flyver af sted) fordi man er så opslugt af, hvad man laver. Så jeg afværger altid klagekedsomheden ved at skrue op for min absolut mest irriterende voksenstemme, hvormed jeg siger: Jeg ved sørme ikke, hvad du skal lave, skat, men det bliver spændende at se, hvad du finder på.

Hvilket selvfølgelig er så åndssvagt voksenagtigt at det kun afføder fnys fra vidunderbarnets side. Men det har samtidig den virkning at hun gerne skrider ind på sit værelse og finder på noget. Når der har været stille længe, ved man aldrig helt, hvad man skal forvente, når man går derind. Som regel foregår der et eller andet, der indbefatter en limpistol og alt affaldet fra før. Hun har indkapslet barbiedukker i rumraketter, lavet biler og fyldt dem med frøer og lavet en perfekt udgave af Allan som papkasse (min absolutte favorit).

I går mødte jeg denne, da jeg ville stjæle mig til at nusse med hendes mus Malle efter hun var gået i skole.

Jeg ved ikke, hvem der så mest overrasket ud ved mødet. Mig eller den.

I går brugte jeg hele cykelturen ind til arbejde på at prøve at finde på et kækt svar, hvis nogen spurgte mig, hvorfor jeg havde en stor rød cirkel midt i panden. Muligvis var det fordi det var morgen, jeg ikke kunne finde på noget – i hvert fald var jeg helt blank. Sandheden virkede ikke som en mulighed – jo, historien ville da være at finde på humorskalaen, men måske er det kun sådan noget, som ens mor synes er sjovt. Ungerne syntes i hvert fald ikke det var sjovt. Selv grinte jeg så højt, jeg fik krampe i maven og måtte lægge mig ned af bare latter.

Jeg kunne have sparet mig mine kvaler – for ingen spurgte til pletten. Hurra for Jane Iredales foundtaion.

Hvorfor jeg havde (og stadig har) en stor rød plet midt i panden under min foundation? Jo, ser du. Altså. Jeg kalder nogle gange Kamille for Kamelia. Derfor er hun særlig glad for kameler. Da vi var på Gran Canaria, købte hun af den årsag en kamel-bamse. Af den lidt corny slags. Med Gran Canaria skrevet hen langs siden og med en snor midt på, der har en sugekop for enden. Så man kan hænge den i vinduet på sin bil. Hvilket jeg selvfølgelig ville gøre, hvis vi altså havde en bil. No doubt.

Anyway, kamelen har været væk siden vi kom hjem fra ferien, og ingen har savnet den. Men så fandt Mynte den og kom glad daskende ind i stuen og gav sig til at lege med den. Kamille blev ellevild af glæde over at se sin kamel igen og krævede at få den udleveret. Men det skulle blive over Myntes lig. Det blev flashet både kløer og bandeord. Da de begyndte at blive korporlige over for hinanden, så jeg mit snit til at kile mig ind mellem dem, snuppe kamelen, slikke på sugekoppen, placere den i panden – og således med en kamel på størrelse med en halvvoksen kattekilling hængende fra mit hoved løbe vrinskende igennem huset. Med to råbende unger efter mig. Kæft jeg grinede. Mynte græd. Kamille langede ud efter mig, når hun kunne komme til det. Endte som sagt på gulvet i køkkenet, hikstende af grin, hvor Kamille flåede kamelen af min pande og gemte den inde på sit værelse. Og efterlod mig med et idiotisk rødt mærke i panden, som hun mente var en absolut passende straf for at stjæle hendes kamel.

Overvejede endda at klippe pandehår i morges. Godt jeg ikke gjorde det, når ingen lægger mærke til det alligevel. Men måske har de set det, men siger bare ikke noget? Lige som alle så min makkers tandpasta på næsen, men ikke sagde noget før han havde været nede og hente kaffe og kom tilbage igen? … hm, måske jeg bare skulle sidde med min cykelhjelm på resten af dagen, bare for en sikkerheds skyld.

Hermed et indlæg om by vs land som jeg lovede Rina i sin tid. Hun stod med børn, mand og en kæmpe lyst til at flytte til byen fra landet, hvor hun boede nu. Men var det synd for børnene, spurgte hun? Da jeg egentlig ikke er en brevkasse, kunne jeg jo bare svare what the fuck do I know, men nu ligger landet sådan, at jeg faktisk har en mening om den sag. For jeg havde engang den store fornøjelse at stille Jesper Juul præcis det spørgsmål til en bog, jeg lavede.

Jesper Juul ryger hundrede smøger i minuttet, så han blæste en ordentlig bølge røg i hovedet på mig, skoddede sin smøg, rejste sig op, kiggede træt på mig og sagde: Det ved jeg sgu ikke.

Heldigvis fortsatte han: Hvis børn vokser op i byen får de et tættere forhold til kulturlivet. Vokser de op på landet, får de et tættere forhold til naturen. Men siden du ikke ved, hvilke slags mennesker dine børn vokser op og bliver og derfor ikke kan sige om det er kultur eller natur, der tænder dem mest, så synes jeg bare du skal bo der, hvor du helst vil bo. Og husk så på, du kun er ansvarlig for en femtedel af deres liv. Gider de ikke bo på landet, kan de jo bare skride ind til byen når de bliver voksne. Og omvendt.

Så der. Det mener jeg også.

Jeg elsker at bo i byen, måske er der ikke åbent ud til siderne, men der er dælme højt til loftet i forhold til at bo på landet (nej nej, selvfølgelig ikke lige præcis der hvor du bor, hvor I accepterer alle hudfarver, særheder og meningers mod). Men altså, jeg har boet i Haderslev i ti år – og der florerede mange herlige historier, blandt andet om at jeg gik rundt på kirkegården om natten. Bare fordi man var en smule sær i det. Pff. Men seriøst cool rygte, ikke sandt? … men ikke på vilkår om jeg turde vade rundt på kirkegårde om natten. Er du da vanvittig.

Nå, det var ikke dét det skulle handle om. Når jeg tager mine børn ud på landet, på fjeldet eller andre åbne steder, kan jeg mærke suset af frihed, af luften, af naturen. Og når jeg ser mine børn boltre sig rundt i sne eller nyslået græs, kan bestemt ikke undslå mig for at blive i tvivl om,  jeg gør ret i at lade dem spire i byen. Men når jeg har en dag som jeg havde i torsdags, hvor jeg går tidligt fra arbejde, direkte op til Grand biograf (er det måske ikke også den fedeste by-biograf der findes?! ELSKER den), snupper mig en GOD kop kaffe i cafeén, hvor jeg mødes med Allan, ser en film, går hånd i hånd op ad strøget, diskuterer hvor vi skal få en bid mad fra, skal det være japansk, vietnamesisk, thai eller bare en af de gode pizzaer? – alt sammen i nærheden, også i nærheden af hvor jeg bor. Og alt sammen findes i så rigelige og forskelligartede mængder, at jeg kan håndplukke præcis det jeg gerne vil have. Ja, så ved jeg bare at det er helt rigtig for mig at bo lige præcis her.

Hvad ungerne lavede mens jeg nød byen i fulde drag? De var da på landferie hos bedsteforældre i Sønderjylland … Win win win win win win!

Jesper Juul sluttede i øvrigt af med at sige til mig, at børn trives bedst, når forældrene trives. Tatover det spejlvendt i panden på dig selv, så har du svaret på mange ting  …