KLUMME VI FORÆLDRE

Da jeg fik mit første barn, havde jeg ikke tænkt mig at få mere end ét. For jeg skulle i hvert fald ikke være sådan én, der var nødt til at tage på svedige bilferier med bagsædet bugnende af unger, fordi budgettet ikke lige var til dyre eventyr i fjerne verdenshjørner. Faktisk kunne jeg slet ikke se nogen fordele ved at få flere børn.

Jeg tænkte meget over min vildfarelse i sommers. Især mens jeg sad i lange varme bilkøer på motorvejen med bilen fyldt til randen med egen avl. For det holder på alle måder at få flere. Også selv om jeg havde glemt, hvor ondt det egentlig gør at amme når ens brystvorter bløder, og at man tisser i bukserne, hvis man hopper for meget op og ned af begejstring over babys første smil. Også selv om jeg til min egen store overraskelse blev lige så grotesk fed både anden og tredje gang, jeg var gravid. Også selv om jeg heller ikke har kunnet få nummer to og tre til at sove igennem med et trylleslag. Og at det i det hele taget ofte føles, som om jeg har fået 1000 børn mere, hver gang jeg har opgraderet børneflokken med et enkelt lille bitte knirkende medlem.

For når nummer to bliver så stor, at den kan lege med den førstefødte, er det bedre end at have fået au pair. Nu slipper du for at lege alle de åndssvage ”skal-vi-ikke-sige-lege, som du egentlig aldrig har gidet lege, men alligevel pligtskyldigt har gjort af frygt for, at dit barn enten vil blive understimuleret, traumatiseret eller bare ikke kan li’ dig mere, hvis du siger nej. Du behøver heller ikke spilde tid på at bekymre dig over, om du mon har fostret en neurotisk psykopat, når nummer to når alderen, hvor hun pludselig insisterer på, at al mad skal ligge i snorlige rækker på tallerkenen, at tandpastatuben skal vende på en bestemt måde eller at helvede er løs fordi man kom til at hælde mælk op til ørerne på hello-kitty-koppen og ikke kun til snuden, som der åbenbart står med store bogstaver i de uskrevne 3-års-regler. Denne gang ved du, det snart går over og kan derfor med sindsro sige: ”Det er helt ok, du har det sådan skat, men du må sgu selv træde rosinerne på din imaginære snor”.

Samtidig har toeren sjovt nok ikke nær så svag ryg som etteren og kan tåle at sidde meget længere tid i både bæresele og vippestol. Desuden er man allerede én gang faldet i opdragelsesfælden, hvor man bestikker sit barn med chokolade – så man behøver ikke også skamme sig, når man stikker toeren en Milchsnitte for at få fred til søndagsavisen. Man skal heller ikke underkende al den tid man sparer på, man i forvejen har alle de bedste argumenter på hånden, hver gang man ruller sig ud i et af de sædvanlige ”hvem er trættest”-skænderier med kæresten. Han er selvfølgelig lige så trænet i disciplinen, men om ikke andet kan man blive hurtigere færdig, så den ene kan komme ind og sove.

Jeg skal være den første til at indrømme, at der er visse kropslige udfordringer ved at få flere børn. Især lader det til at min mave har droppet det med at trække sig ind igen. Men man skal faktisk ikke kimse af fordelen i, at ens bryster bliver længere for hvert barn, man spytter ud. Personligt var jeg nemlig tæt på, bare at kunne smide dem over i vuggen til treeren, da hun var spæd.

Jeg ved godt, det står i manualen for tre-årige lillesøstre, de skal gøre ALT som storesøster gør. Gå på samme måde, synge de samme fjollesange, løbe hen og klappe mor bag i, hvis det er dét storesøster gør. Men hvornår er det man skal sætte foden ned og afkræve den lille noget personlighed? For eksempel når hun insisterer på, at vi også kalder hende Mynte? … for så er vi lige nået til det punkt.

Man kan downloade en masse små søde dyr til sin iPhone. Som man så kan kilde, give sut, mad eller få til at danse. Og når man taler til dem, gentager de, hvad man siger – bare med en anden stemme.

Denne her, som hedder Talking Baby Hippo, gentager ens ord med babystemme. Den er ret sød. Og ungerne kan få utrolig lang tid til at gå med at snakke til den. (Okay okay, jeg får den også til at sige underlige ting til Allan ind i mellem, men det skal vi ikke dvæle for meget ved).

Den er helt klart Anemones favorit og jeg syntes det var hyggeligt, hun havde fået en lille digital ven. Hun var helt opslugt af at tale til den og jeg måtte smile ad hende, som hun sad der i sofaen og fik den til at pive hendes små ord tilbage. Altså ind til jeg hørte hvad hun sagde til den:

SKRID ELLER JEG SLÅR DIG IHJEL! … sagde hun til den. Og flodhesten gentog pligtskyldigt med babystemme.

PIK! sagde Anemone        … pik, sagde flodhesten.

Jamen hvad er det du sidder og siger til den, Anemone, spurgte jeg?

Pik, gentog hun. Og flodhesten med.

Ved du i det hele taget, hvad det betyder, forhørte jeg mig. Anemone nikkede overbevisende med hovedet og så helt blank ud i blikket.

Hvad betyder det så?

Pik!         … (pik, sagde flodhesten)

Jamen, hvad betyder det, Anemone?

Pik!        … (pik, sagde flodehesten)

Det var her Mynte My, som netop var kommet ind i stuen, kom hende til en slags undsætning:  Årh, Anemone – jeg HAR jo fortalt dig, hvad det betyder. Det betyder jo TISSEKONE!

Det kan godt være mine børn er lettere perverse – til gengæld er de forholdsvis blæste. Hurray Hurray.

I går var Kamilles klasse på tur. De var inde på Christiansborg. Hm, eller var det Amalienborg? Noget med en kongetrappe og så skulle de se Absalons Ruiner. Æhm, eller er det bare noget, jeg har set i tv? Årh, se nu der! Jeg ved ikke engang helt præcis, hvor de har været!

Det var en mor og far til en pige i klassen, der havde arrangeret turen. De tog dem alle sammen med, havde lavet et program for dagen, ringet rundt havde de vel også – alle mulige skulle vise dem rundt alle mulige steder. Noget med en skattejagt i det, jeg tror, er de der ruiner fra julekalenderen. De havde sørget for mad til alle ungerne hele dagen, og kom alle hjem med bus klokken 14.

Jamen hold da helt kæft, nogle seje forældre?

Jeg er totalt på røven over det overskud, de viser.

Jeg sætter virkelig stor pris på, at der findes mennesker som disse i Kamilles nærhed, der kan gøre noget så fedt for hele klassen. Ikke mindst fordi den slags forældre ikke producerer børn, der begynder at spise hash i sjette klasse – som også fodrer Kamille med det. Og sandsynligvis har de også selvtillid og omløb nok i hovedet til at sige ”nej tak, og du bør heller ikke”, når Kamille kommer med lommerne fulde af tjald og mener, de skal stikke det op i næsen.

Men alligevel sidder jeg og skumler lidt over de her forældre. Fordi de får mig til at føle mig MEGA SKOD. Jeg er så langt fra at være sådan en, der har overskud til at arrangere noget for nogen som helst.  Seriøst, jeg har prøvet længe, bare at tage mig sammen til at ringe til lægen for at få det sædvanlige årstjek på ungerne (har prøvet siden september, nu har jeg bedt Allan om at gøre det – hello doc, see you in 2012). Jamen seriøst, de havde lavet frikadeller til hele 2.D – der er sgu da hundrede i den klasse, sådan cirka. Selv befinder jeg mig på et sted, hvor jeg var nærmest ved at græde af lettelse over at turen betød, jeg skulle smøre en madpakke mindre den morgen. Tænker tur-forældrene befinder sig på en anden stresshylde, end jeg gør …

Æv altså, jeg vil meget hellere være sådan en, der tager på tur med hele 2.D. … men bare tanken gør mig træt. Måske man bare skulle tage halvdelen af dem? Måske en fjerdedel? Måske jeg bare skulle få inviteret de tre børn hjem, som Kamille er i legegruppe med? Som har skullet hjem til os siden august, men af en eller anden årsag er det ikke rigtig sket endnu.

HA! Nu har jeg det. Løsningen er selvfølgelig at ringe til hendes far og få ham forklaret, det er på tide han får inviteret den legegruppe, for det var en klar aftale, det var ham, der skulle stå for legegrupperne. (Han er præcis lige så distræt som mig, så der er stor sandsynlighed for at han hopper på den … og hvis Kamilles fars smukke kone, som nogle gange læser min blog, læser med lige nu, så giver jeg en meget stor drink med paraply, stjernekaster og girafsugerør, hvis du ikke giver ham et praj om mit luskede bagholdsangreb. Deal?).

Hold kæft hvor var jeg sur i lørdags. Jeg havde mega meget arbejde, jeg skulle have lavet, mit hjem var smurt ind i legetøj og madrester og der skulle købes ind til ugen. Derfor brugte jeg selvfølgelig til klokken 13 på at pive og brokke mig og synes det hele var grumme uretfærdigt – uden at få udrettet andet end at sprede dårlig stemning. Desuden opdagede jeg hvor helt igennem klam haven så ud, efter at den fine hvide sne var forsvundet. Ikke at jeg havde i sinde at gøre noget ved det, men jeg sørgede omhyggeligt for at lægge den i rygsækken med ting, jeg skulle huske at brokke mig over, inden solen gik ned. Så brugte jeg et par timer på at løbe i cirkler og fik endelig spasset mig ned i føtex, hvor jeg købte ind. Tredive bananer købte jeg blandt andet. Indkøb var absolut det eneste, jeg kunne krydse af på tjeklisten den dag, men da jeg kom hjem fandt jeg det her i haven:

Midt i det, der lignede en sigøjnerlejr, sad Smukke Allan med en håndfuld unger (både sine egne og nogle han havde fundet rundt omkring – ham i brandmandskostume hører til på første salen) og lavede snobrød og pølser. Fandme hyggeligt. Ikke mindst fordi jeg kunne nøjes med at sidde der i ti minutter og så gå ind (gik ind fordi børnene begyndte at skændes nærmest korporligt om en klump dej og da det ikke var mit projekt, kunne jeg jo bare lave siveren og gå ind med mit nu lidt bedre humør).

Søndag lykkedes det mig at få forklaret både mig selv og Allan hvor vigtigt det var, jeg fik arbejdet, så med syv børn i stuen (ved ikke hvor alle de børn hele tiden kommer fra – kan bare konstatere de har ædt alle bananerne) har jeg fået lavet alt det, jeg havde sat mig for. Tamtada! Havde endda overskud til at fotografere udsigten fra mit kontorhjørne – fordi de alle bare var så skide søde.

Smukke Allan håndfodrer alle ungerne med mandarinbåde. Han er klogelig fortrukket til køkkenbordet.