Julen har kørt mig ned. Smadret mig fra en ende. Når jeg får sat mine knogler sammen i rigtig rækkefølge, skriver jeg igen.
Og nej, jeg er ikke typen der ønsker glædelig jul og giver dig et kram. I don’t give a flying fuck about jul. Tror hverken på Jesus eller Julemanden og så skrider fundamentet for hele festen lissom i svinget. Det er bare stress pakket pænt ind som tradition. Selv om Allan mener jeg da har min helt egen juletradition, som jeg følger til punkt og prikke hvert eneste år: Jeg bliver edder spændt rasende allerede når jeg ser den første julekugle i butiksvinduerne og så skælder og smælder jeg helt til lortet bliver taget ned igen lige før nytår.
Nå, skal lige råbe lidt igen nu, for ungerne har strøet kanelsukker i hele sofaen. Fordi de spiser riskiks med kanelsukker. Fandme en ynkelig form for risengrød vi holder os her i huset, men nem!
Nu er der sikker nogle af jer, der får lyst til at stryge mig blidt over håret, sige at det da ikke er så slemt, at det handler om at være sammen med familien, spise god mad og komme hinanden ved. Og så skriver I Glædelig Jul og runder af med en smiley. En af dem der blinker. … Lad være! Jeg bider!
Jeg har været på charter. My very first charter-tur. Som jo må være at betragte som en slags dannelsesrejse.
Det var min svigerfar der gav. Han fyldte 60 og inviterede derfor hele familien (16 mennesker) til Gran Canaria. Og det kunne jeg jo ikke lige fortælle jer. Sagde nogen. For så er man dummere end snot. For hvis man skriver på nettet at man er bortrejst, flokkes tyvene om ens matrikel som fluer. Egentlig ville jeg ikke have noget i mod at der kom nogen og fjernede en del ting fra mit hjem, ikke mindst fordi jeg ikke ejer en eneste ting af værdi – til gengæld flyder her med skrammel. Men dummere end snot gad jeg ikke kaldes, så jeg måtte jo bare blive lidt stille i stedet.
Nå, men I kan tro, jeg har chartret den op fra slap. Det er sådan noget med at klappe når flyet lander (nej, ikke huje – bare klappe) og dernæst tilbringe så meget tid som muligt i flæskehvid tilstand på en liggestol ved poolen (nej, ikke strand – pool). Her spiste jeg cowboytoasts i en lind strøm, som jeg skyllede ned med cocktails (der var fri bar). Altså, man kunne ikke få hvad som helst af drinks, bare dem de havde som færdigblanding som for eksempel tequila sunrise og pisang ambon. De smagte alle sammen ens, havde bare hver sin skingre farve. Gotta love it!
Gnisken var i vandet, fra poolen åbnede til de lukkede, hvor hun gnistrende af arrigskab blev hevet op. Faktisk var hun rasende bare man nærmede sig hende i poolen, fordi hun var bange for, at hun skulle op af vandet. Så det du kigger på lige nu, er 14 kilos flydende rendyrket vrede.
Mynte kører også god charterstil. Man skal sgu ikke skære ned på hjerter, sløjfer eller hoved-gear.
Tjek lige denne fantastiske charthervinkel: Kæmpe store lår og lille bitte hoved, hvor der kører is ind i hver eneste sekund, der ikke tygges på toast og drikkes pisang ambon. Fik jeg sagt, der også var fri isbar?
Så I den? Gjorde I? Der var et firben, jeg så den selv. Vi er her vidne til et nerverpirrende øjeblik på ferien: Et muligt firben i sigte. Godt det blev fotograferet! Fordi det trods alt var min svigerfar der betalte hele festen og fordi han fyldte rundt, så har han aller nådigst fået sin næse med på billedet.
Se hvor mild og god og nedringet man bliver af ferie, charter og fri bar.
Så mild at man bliver nødt til at kramme lillesøster.
Her er det så goth girl, der også er så hårdt angrebet af indre ro, hun er tæt på at lægge armen om midtersøster. Tæt på.
Hjemme igen. Mest for at dokumentere at Allan altså også var med.
Er dog ret begejstret for, at der for en gangs skyld er billeder af mig – det plejer nemlig kun at være mig der fotograferer, og jeg findes derfor aldrig på feriebillederne. Men denne gang var det Allan, der havde telefon med og derfor kunne tage billeder. Har tænkt på, at når mine børn bliver store, vil de sidde og se i fotoalbummet (for til den tid har jeg jo selvfølgelig sat alle billederne i album) og konstatere uha, hvor har vi da bare lavet mange sjove ting med far da vi var små, men mor hun var kraft edme aldrig med. Og så mener de, det er MIG der skal betale for deres terapi, som er svinedyr fordi den selvfølgelig skal være økologisk. Og så bagtaler de mig sammen med Allan, som jeg er blevet skilt fra for flere år siden.
Neeej, selvfølgelig bliver vi ikke skilt. Vi røg jo allerede ud i fantasyworld, da jeg sagde det med billeder i album, ikke sandt da!
Åh, kanikkehuskedet kanikkehuskedet kanikkehuskedet. Det kan lampebutikken på Gammel Kongevej heller ikke, og mens vi venter på, at vi alle kommer i tanker om det, kan vi jo passende nyde synet af denne lysende kleppert, som butikken har stående på fortovet foran butikken.
Jeg har mistet min lille gule post-it to do liste. Fuldstændig væk er den. Og fuldstændig fuld af punkter var den. Så hvis nogen af jer finder den, gider I så godt gøre alt det, der står på den?
