Makrelører

Nå, men siden Mynte åbenbart ikke er interesseret i at få et par vinterstøvler alligevel, skyndte vi os at flå pengene til os og kaste dem efter to billetter til Kiras koncert i weekenden. Vi kom nemlig pludselig i tanker om, hvorfor det var, vi blandt andet var flyttet i hus sammen med en af vores bedste venner, som har børn på samme alder som vores: SÅ VI KUNNE PASSE HINANDENS BØRN!! Og komme mere ud end vi ellers gjorde. Vi har bare været for smadrede på den absolut usunde måde, til at vi har gidet gå længere ud end ned til postkassen. Men nu er det jo nye tider. Jamen det er det. Det har vi bestemt, at det er. Og pludselig blev Smukke Allan og jeg helt spontan-unge-kække i det og syntes, det var verdens bedste idé at tage til koncert om en time. Overboen skulle nok høre efter ungerne, som så bare skulle sove, før vi kunne komme af sted.

Det er så her, det gælder om at lade som om alt er helt normalt, for lurer de små at man er på vej ud, giver de sig jo til at løbe rundt på væggene helt til de kan mærke, man har opgivet sit hemmelige projekt. Jeg ved godt, vi burde sige til dem, vi gik, for hvis de nu vågnende og måtte tage til takke med overboen, ville de sandsynligvis slæbe os i retten og kræve bortadoption. Men vi tog chancen. For trætte børn er ikke som sådan de bedste til at tackle uventet information. I forsøget på at få alt til at glide konfliktløst ind til søvnen tog dem med sig, så man mig komme løbende ud fra Myntes soveværelse og styre direkte hen til køleskabet, hvor jeg rodede lidt rundt og med et tilfredsstillende grynt hev et glas pesto og en dåse makrel frem. Som jeg lagde ind til hvert sit øre.

ALLAN: Øh, hvad laver du?

MIG: Sssssh, ikke så højt.

ALLAN: Har du brændt dine ører?

MIG (irriteret over, at han ikke som en selvfølge vidste hvad dette handlede om): Nej, jeg har da ej.

ALLAN: Jamen hvad laver du???

MIG: Jeg køler mine ører ned.

ALLAN: Hvad?

MIG: Ærhj, jeg køler da mine ører ned. Til Mynte.

ALLAN: Hvad??

MIG: Du ved da godt, hun bedst kan lide kolde ører.

ALLAN: Okay, hvad fanden snakker du om?

Kender I det, hvor man tror, det, man gør, er helt naturligt, og det så pludselig går op for én, at man fremstår som fuldstændig loony?

Mynte har altid haft en forkærlighed for at nulre ører. Især mine ører. Det bedste hun ved, når hun skal sove, er at få lov til at nulre første det ene øre, så det andet. Til de bliver helt rødglødende. Og så kan hun godt blive lidt knotten, for hun kan altså bedst lide kolde ører. Denne lille aftenseance har vi haft kørende hver aften i fire år, så jeg synes, sengekants-snak om temperaturen på mine ører er helt naturlig. Denne aften havde jeg, som forberedelser til den hemmelige mission, været i bad, vasket hår og OH NO fønet det. Hvilket havde gjort mine ører så varme, at Mynte erklærede dem som fuldstændig ubrugelige.

Se, jeg sagde jo, det var helt naturligt at stå med makrel og pesto på ørerne!

Anyway, mine ører blev så kolde, vi kunne komme af sted. Og Kira var fuldstændig fantastisk. Hun sang sig helt under huden på mig, ind i sjælen og ud igen. Og efterlod mig med en følelse af, at jeg ikke helt vidste om jeg skulle skrige min glæde til himlen, græde mig ihjel eller snave Allan i gulvet. Så jeg gjorde lidt af det hele. Har lige set hun også spiller på Jazzhouse til december. Nu krydser jeg så bare fingre for, at Mynte heller ikke gider have ny hue eller vanter, så vi kan komme til koncert igen!