TREDJE OPDATERING 

Mynte vil stadig ikke tage støvlerne på. Hun har faktisk kun fnys til overs for dem. Jeg hoster stadig som en sæl og mit eneste bud på at løse konflikten er at stikke hende mit dankort, så kan hun jo selv vade rundt til at tredive nye butikker og prøve at finde et par.

Det mener Allan er uforsvarligt, hun er jo trods alt kun fem år. I stedet mener han, at hun bare må fryse, når hun nægter at gå i nogen af de 30 par støvler vi har introduceret hende for.

Muligvis handler det her overhovedet ikke om støvler …

Angulus-kassen står på køkkenbordet og er pt noget vi ikke snakker om. Jeg er for sløj til at tænke på det i dag. Tuner tankerne ind på det igen i morgen.

The honeymoon is over, børnene har været hjemme fra ferie et par dage og jeg har lige kastet en ost efter Smukke Allan. Det var en mild Rieberhus i skiver og den ramte ham ikke. Han havde lukket døren bag sig, en glasdør vi har ud til vores entré, så skiven klaskede lige ud på ruden og sad der i flere minutter – til jeg var færdig med at skumle og gik hen og pillede den ned.

Jeg har lige været nede og sige undskyld. Altså på den der måde, hvor man bare løber hen til den anden og kaster sig over ham, krammer og møffer og kysser over det hele og måske også kommer til at give en lille lammer i forsøget på at ændre stemning fra sur til sjov. Det virkede. Men måtte duknakket modtage reprimande, fordi det altså ikke er tilladt at kaste ting efter hinanden her i huset.

Jamen jeg var så skide sur, at jeg virkelig havde brug for at kaste med noget, prøvede jeg.

Hvis det er sådan fat, må du tage osten og gå ud i haven og kaste den, sagde den sindige jyde.

Ærhj, så afbalanceret er jeg altså ikke, når jeg er rasende, kom jeg igen.

Jamen det må du arbejde lidt på at blive så. Så næste gang, du skal kaste med ost, går du ud i haven og så kan du jo samtidig tage de to trøjer med ind, som ungerne har smidt derude og som har ligget ude i regnen i fjorten dage.

Nu ser vi lige. I hvert fald var det den sidste skive, så det bliver ikke foreløbig der flyver gouda gennem luften hverken i hus eller have.

Hvorfor jeg blev så sur?

Gider vi tage den igen?

Okay, men det bliver kort: Vinterstøvlesagaen del firehundredeogfyrre!

Fulgte jeres anvisninger, bestilte de støvler i pegede på i cyberspace.

Mynte: De klemmer!

Ned på posten med dem igen. Unger i ladcykel, ned til Lille Vik på Istedgade (som I sagde).

Nej Mynte, ikke Lille Pik. Og er du virkelig nødt til at synge det hele vejen ned ad Vesterbrogade?

Meget sød dame der. Det ville Mynte skide på. De sko der faldt i smagen klemmer. Videre til næste butik. Klemmer. Videre til næste butik. Kun to par tilbage i rigtig størrelse. Klemmer. Videre til næste butik. Halløj, der var et par, som sad fint, dem ville hun gerne have. Men de var der selvfølgelig kun i en for stor størrelse. Nej, ved du, det er kun vores kæde der fører denne sko og jeg kan se på min computer, at der muligvis er et enkelt par tilbage  i Lyngby. … Nej, vi bruger ikke rigtig det med at få sendt varer fra den ene butik til den anden. Du kan jo tage til Lyngby og købe dem, men jeg kan ikke garantere, de ikke har solgt dem i dag, for min database bliver kun opdateret om natten. Jamen godt så da grrrrr. Videre til næste butik. Ikke mange at vælge i mellem. Ekspedient med hovedet på skrå: Nu er det jo måske også liiiidt sent du er ude efter vinterstøvler til dine børn, ik’ås’da? Kunne ikke beslutte mig for, om jeg havde mest lyst til at sparke hende i fjappen eller give hende et knytnæveslag lige fjæset (åh, håber sådan, at min mor, der altid læser min blog, ikke ved hvad fjap betyder).

Vi rundede lige den sidste butik, hvor Mynte var overraskende villig til at prøve tre par støvler. Ja, jeg ved godt, det var fordi jeg toppede den is, jeg havde lovet hende for at være samarbejdsvillig med en flødebolle. Og det fik vi ikke en skid støvler ud af, for de klemte selvfølgelig også. Hvor hypersensitive fødder kan man have? Og så græd hun hele vejen hjem, fordi jeg var en rigtig lortemor og sagde, at det sgu bare var ærgerligt, for der fandtes ikke flere vinterstøvler i hele verden hun kunne prøve, så nu måtte hun bare fryse hele vinteren og glæde sig til april. Oh yes, a codac-mummy-moment!

Hvor osten kom ind i billedet? Åårh, noget med at Smukke Allan ikke mente, at den smule sko kunne være så svære at få fat på, og det skulle han nok tage over på. Så kunne han og Mynte jo tage en hyggedag inde i byen og få dét ud af verden. Det var muligvis overhovedet ikke det, han sagde, men sådan lød det altså inde i mit hoved og havde ærlig talt lidt svært ved at høre, hvad han sagde, fordi jeg selv råbte så højt.

… Hm, tror lige jeg løber ned og giver ham en ekstra lammer-krammer, bare for en sikkerheds skyld.

Jeg har lige født hende! Jamen det har jeg da! Til dem, der går op i det med at tælle, er det selvfølgelig otte år siden. Og på en eller anden måde er hun begyndt i skole og ting. Men hun er jo stadig bare lille Kamille, der gør fjollede ting og tror, jeg har svaret på alt her i verden.

Joda, hun har altid haft en holdning til, hvad hun ville have på. Men det gik mest ud på, om hun skulle have den lysepink, den mørkepink eller den pinkpink kjole på. Og om håret skulle i hestehale eller i fe-fletning ned ad ryggen.

Men så for satan da osse! Pludselig skiftede hun stil. Måske er det kommet snigende, uden jeg har opdaget det. Måske skulle jeg have taget notits af, at hun valgte at klæde sig ud sådan her til en fødselsdagsfest for et lille år siden.  

Det var muligvis ikke bare udklædning. For i løbet af den sidste tid, har hun givet alt det tøj hun har, der har så meget som en lille blomst, sløjfe eller ikke er sort nok til sin lillesøster. Hun går konsekvent med hat og har købt lilla clip-on striber til sit hår. Derudover smadrer hun én, hvis man siger hun er nuttet, for hun er nemlig sej! Zuperzej.

Tog dette billede i går morges inden hun susede af sted i skole. Nu var det jo bare tirsdag, så hun havde kun én stribe lilla i håret.

Altså, jeg mindes at jeg brugte hele min folkeskoletid på ihærdigt at prøve at se præcis ud som alle de andre i klassen?! Så vidt jeg kan se på 2.D’s klassebillede, er de andre piger i Kamilles klasse ikke kommet særlig meget længere end hvide strømpebukser og sløjfe i håret … ?!

WHO ARE YOU??

Fangede hende igen inden hun gik ud af døren og tog den moderlige stemme på. Hør her Kamille, du må gå i præcis det tøj du vil, knalde ud med striber, høj hat og alt muligt andet, men du skal huske at mærke efter inden i, hvad der føles rigtig og forkert. Og du skal huske at være en god veninde, en god søster – ja, et ordentligt menneske. (Ikke fordi hun har vist tegn på andet, men man ved sgu da aldrig med de der flippere, vel?!)

Hun kiggede på mig, som om det da var det mest åndssvage hun længe havde hørt, slog med nakken, vendte øjnene mod himlen og sagde: Ærrhj, det er da klart mor. Det er jo derfor, jeg har tænkt mig at blive vegetar, når jeg bliver ni år.

Jeg gentager: WHO ARE YOU?

Svinger lidt mellem på den ene side at synes, det er supercool, at hun allerede er så sikker på, hvad hun vil gå i og ikke (jeg har i en alder af 38 stadig ikke helt fundet min stil …). Og på den anden side, så er hun sgu da kun otte?! Altså, hvis hun skal blive ved med at toppe sig selv, og det skal man jo som regel, har hun jo tatoveret en øgle hen over ryggen, når hun bliver ni. Og piercet hele fjæset sammen, når hun bliver ti.

… Kan allerede se hendes bankmand-far tage sig til hjertet med den ene hånd. Og pege fingre af min frie opdragelse med den anden. Hm.

PS. Selvfølgelig har jeg indhentet tilladelse hos goth-girl til at skrive dette indlæg. Tør sgu ikke andet.

Ungerne er på ferie i Jylland. Og så er der tid til at rydde op. Jaja, jeg ved godt, at der er nogle af jer, der sikkert mener, at Smukke Allan og jeg skulle bruge tiden til at flette fingre, gå i biffen, gå til pardans og hvad man ellers laver (hvad laver man egentlig når man ikke har børn?). Men det er bare fordi, I ikke har set, hvordan her egentlig ser ud. For eksempel kunne man høre os have følgende samtale ved aftensmaden i går:

MIG: Er du klar over, jeg har brugt H E L E dagen på at rydde op og gøre rent inde på vores soveværelse.

SMUKKE ALLAN: Det er da underligt, der er så beskidt derinde, når vi kun sover i rummet.

MIG: Ja, men har du måske nogensinde gjort rent derinde?

SMUKKE ALLAN: (Tænker sig godt om) Ja, jeg har støvsuget. Engang.

MIG: Virkelig? … jeg har aldrig gjort rent derinde. Der er altid så rodet og kokset, der ikke er til at komme til med støvsugeren.

SMUKKE ALLAN: Nåh men pyt med det, vi har jo også kun boet her i …

(Kort tænkepause - til vi kigger på hinanden med store øjne og siger i kor):

ET ÅR!

Nå, men vi kan nu konstatere to ting:

1. Der er ingen i vores familie, der tilnærmelsesvis lider af støvmideallergi

2. Der er nu så rent inde på vores soveværelse, at det gør ondt i øjnene, når man kigger derind.

Anemone er generelt til det med store mængder. Eller også skal hun ingenting have. Hun er en alt eller intet-pige. Derfor gik hun længe med pandehåret sjaskende nede i øjnene. Intet kunne overtale hende til at få et spænde i. Hun gjorde skingert opmærksom på, at hun ikke var forhandlingsvillig og bestemt foretrak at bøje hovedet helt om i nakken, når hun skulle se noget, frem for at sætte et spænde i pandehåret, når jeg kom flagrende med ét. Altså ind til hun en tilfældig dag forvandlede sig til en lille prustende tyr, fordi jeg ikke kom med et hårspænde til hende. Fra den dag har hun haft mindst syv spænder i sit pandehår. Også om natten. Det hører heller ikke til sjældenhederne, at hun vågner om natten og kalder fordi et af spænderne er faldet ud – og så skal vi (altså Allan) ind og sætte det i igen. (Nej, det holder da overhovedet ikke, lille møgunge, men dem, der har glemt, hvem der har fat i den lange ende her i huset, kan lige genopfriske det her).

Her er toppen af mine tre piger: Fra venstre er det hende, der altid går med hat; hende med ti spænder i håret og hende med hår helt ned til taljen, der er mest til hestehale og hårbøjle.

Men det stopper ikke ved spænderne. Mængdebesættelsen gælder også sutterne. For Anemone er det ikke nok at have én i munden. Hun skal også have mindst én sut i hver hånd. Og kan hun finde nok sutter rundt omkring, er lykken gjort, hvis hun kan få to i hver hånd. ÅH, hvor er det bare hyggeligt, synes hun. Jeg har ikke sjældent set hende prøve at proppe en sut op i næsen, men hun har heldigvis ikke haft succes med det endnu.

Det skal nok blive let at stoppe med sutterne til januar … muahaha. Ikke mindst fordi vi alle er så GOD DAMN blødsødne, når det kommer til hendes lille bløde bævrende underlæbe. Jeg ved godt, at der er mange, der anbefaler man stopper gradvist – som jo er familie med alle de velmenende mennesker, der gennem tiderne har snuppet sutten ud af munden på mine børn med et Du skal da ikke bruge sut nu, velda, sutter er kun når man skal sove. … men sådan er det altså ikke her i huset. Her giver vi den fuld skrue med sutterne, til vi holder op. Som gammel ryger, ved jeg, at når man begynder at lave regler om, at man kun ryger om aftenen / på arbejde / til fester / når der er østenvind, ændrer det jo ikke på, man stadig er ryger. Det er bare afhængighed sat i system. Så under mine vinger bruger man sut så meget man vil, til man bliver tre år. Og så er det slut på stedet. Okay, i Myntes tilfælde brugte hun dem godt nok til hun var tre år og syv måneder, men hun var sgu også så fucking cute …