Please keep the doctor away

Jeg har verdens sødeste læge. Hun er sådan én, man bare snakker med. Siger at det gør lidt ondt i foden, så kigger hun på den, måske lidt på den anden, vi snakker om, hvad det mon kan være og hun giver et kvalificeret bud. Som regel noget med at sende mig til nogle eksperter, hvor hun kender én, jeg helt sikkert godt ville kunne lide. Og det er godt, jeg har hende. Ikke fordi jeg særlig tit er syg, men når jeg er det, har jeg lige opdaget, at andre læger, får mig til at spasse fuldstændig ud.

Jeg blev angrebet af svimmelhed i sidste uge. Sådan for alvor. Da jeg også fik hjertebanken og fyrre i feber, tænkte jeg at det ville være en god idé at snitte en læge. Det var efter lukketid, så jeg slæbte mig op til vagtlægen. Jeg kunne jo være ved at få akut hjertekræft eller noget, ved jo ikke så meget om det med at være syg.

Nå, men det var da jeg var inde hos lægen, en midaldrende tør type, der i en krøllet hørbuks og i tilbagelænet stil træt betragtede mig over brillekanten, jeg opdagede min brist: Jeg underdriver samtlige symptomer, fordi jeg er bange for at lægen skal tro, jeg er en fucking hypokonder. I næste åndedrag overdriver jeg så alle mulige andre symptomer, fordi jeg er bange for, at jeg er ved at dø og lægen ikke opdager det. Hvilket i dette tilfælde betød, at jeg ikke fik sagt, jeg var svimmel, men fik overdrevet hjertebankesymptomerne så meget, han straks, sendte mig over på hospitalet for at få lavet elektrocardiogram. Også selv om han kunne konstatere at mit blodtryk var normalt. En sygeplejerske slusede mig udenom alle de ventende (jeg var jo hende med hjertefejlen), lagde mig i en seng med et lunt tæppe over, tog lige mit blodtryk og gjorde så plads til laboranten, der lagde et helt broderi af ledninger ud over min brystkasse. Jeg prøvede at protestere, det gjorde jeg altså, men de sagde alle, jeg skulle vente på lægen. Som kom efter en time, hvor jeg var så sulten og træt og ikke mindst SVIMMEL, at jeg (åbenbart) havde mistet resten af talens brug. Han kunne i hvert fald konstatere, der ikke var noget i vejen med mit hjerte og lagde derefter så mange ord i munden på mig som muligt. Jeg prøvede i hvert fald at styre mine spastiske lammelser så meget, at jeg fik nikket og rystet på hovedet på de rigtige tidspunkter. Men altså, han mente ikke, jeg så svimmel ud (hvordan ser man svimmel ud?). Så jeg tog hjem igen.

Bestilte dagen efter en tid hos min egen læge for jeg var stadig GOD DAMN svimmel, nu også med kvalme. Men min læge havde desværre ikke tid, så jeg kunne i stedet komme ind til en tysker, der hed Jari og det sagde jeg okay til. Jari virkede flink nok, men var ikke imponeret af min svimmelhed, for jeg kunne jo for eksempel godt gå uden at gå ind i (alle) vægge. I stedet tjekkede han mit blodtryk, som overraskende nok var normalt, foreslog jeg fik nogle sovepiller (ved ikke hvorfor jeg sagde det med, jeg ikke kan sove, det er jo løgn, men jeg panikkede) og at han gerne ville give mig noget akupunktur en dag, hvis jeg var villig til at betale tredive kroner for nålene. Hvorefter han tavst stirrede på  mig så længe, at jeg til sidst begyndte at græde, fordi jeg bare var så pisse svimmel og endnu mere pisse træt af at være det.

Nå, men der var en sekretær, der tog nogle blodprøver, som jeg lige har ringet for at få svar på, men hun vidste ikke hvad svaret betød, og jeg forstod jo heller ikke noget, så vi var enige om, det var bedst, jeg talte med en læge (muhahaha) og så sagde vi farvel og lagde begge på.

Nu tænker jeg, at siden min svimmelhed endelig endelig endelig efter en uges brandert på den hundrede procent u-sjove måde endelig har fortaget sig, at jeg ikke behøver at tale med flere læger. I hvert fald ikke før verdens sødeste igen har tid. For tror da nok vi lige har konstateret – ud over at mit blodtryk virkelig er normalt – at det er spild af ressourcer at sende mig og min kæft gennem sundhedssystemet …