I dag er det Smukke Allans sidste arbejdsdag. På ekstrajobbet. For han har fået så meget at lave i sit eget lille firma, at han ikke behøver nogen ekstraindkomst mere. Han er teknisk illustrator, godt uddannet i udlandet og alt muligt. Og så er han pisse dygtigt – ja, det er jo ikke kun fordi han er lækker, jeg har tappet ham for sæd, velda! Lige nu er han booket helt til januar. Og det er i vores univers lige præcis så længe, at det er for evigt.

Jeg bliver altid spurgt om, hvad en teknisk illustrator er, og jeg prøver til stadighed at finde på de sætninger, der forklarer det bedst – og som dækker over, at jeg heller ikke helt selv har fattet sådan til bunds, hvad det er, han laver.

Vi har på ugentlig basis samtaler som denne, hvor jeg står bag hans computer og kigger på for eksempel et billede af denne radiator.

Mig: Hvorfor har du taget et billede af en radiator?

Smukke Allan: Det er ikke et billede, det er en 3D illustration.

Mig: Nååå, du skal tegne efter fotoet af radiatoren eller hvad?

Smukke Allan: Nej, det er ikke et foto, jeg har modeleret den selv i 3D.

Mig: Jeg kan sgu da SE det er et foto.

Det er så her han trykker på en farlig masse knapper på én gang og får radiatoren til at dreje hele vejen rundt og muligvis fører han mig også igennem billedet og får skruedimsen til at dele sig ud i tyve dele, så man kan se alle de indre dele. Dette lille trick hedder en ghostning (gør det ikke, skatter?) og det er som regel her jeg bliver overbevist, for det plejer man alligevel ikke at kunne gøre med så mange fotos.

Nåmen, så blev jeg da vist også færdig med at prale med min mand for i dag. (I morgen vil jeg så til gengæld fortælle jer lidt om, hvor herre dårlig han er til at putte banan i børnenes morgengrød. Altså sådan på det rigtige tidspunkt, så den ikke bliver klæg og fæle ting – ja, jeg måtte jo skælde så meget ud på ham i morges, at han til sidst bad mig for fanden om at holde kæft med den grød!) Så mon ikke jeg bare skal koncentrere mig om, at få poleret på foredraget til i aften i stedet?!

Til dem af jer, der kommer, vil jeg sige, at jeg glæder mig helt vildt! Og at jeg i øvrigt sælger ud af mine bøger til spotpriser.

Jeg er simpelthen så forelsket. I Anemone. There, I said it!

Jeg har måttet undskylde over for de to ældste, fordi jeg godt kan se, jeg giver den lille væsentlig mere opmærksomhed end de får.

– Men altså, som jeg prøvede at forklare dem – jeg havde det præcis ligedan med jer, da I var i den alder.

Hun er hun bare så rund og blød stadigvæk, taler så sødt og vipper rundt med sine små ding-ding-rottehaler, uddeler våde kys med rund hånd og selvfølgelig smelter jeg, når bløde små barnearme lægger sig rundt om mig om morgenen og en lille stemme hvisker jeg ælser mor ind i mit øre.

Jeg kan ikke gøre for det, jeg er helt solgt. Hun kan få mig til hvad som helst. Og jeg bliver nogle gange nødt til at jagte hende rundt i stuen for at kysse hende over det hele, rode i hendes hår eller bare voldmøffe hendes lille runde krop.

Det er bare noget andet, når ungen bliver fem, stiller sig op med armene i vinkel på hvert hofteben og fortæller én, at nu er det altså slut med at kysse på hende, for det er klamt, og der desuden bliver nedlagt forbud mod samtlige nutti-snutti-navne. Jo, vi krammer da stadig og stryger over håret og nusser en ryg, en fod og kysser godnat, men jeg kan godt mærke, det ikke er på mine præmisser mere.

De store sagde bare henkastet, de godt kunne forstå mig. For de har det ligesådan med Anemone. De tvangskrammer hende også, dimser med hendes hår og er usædvanlig eftergivende over for hende, når hun vil have noget af det legetøj, de lige sidder med. Ja, vi er ved at skabe et lille monster. Jeg ved det godt. Men vi må rette op på det, når hun bliver ældre. Jeg kan ikke stå i mod, som hun er nu.

Hvordan Smukke Allan har det med hende?

Altså, sidder jeg i sofaen og overhører en konflikt mellem de to inde på værelset, kan jeg altid bare tælle baglæns tre-to-en, så ved jeg hun har fået sin vilje. Klandrer ham på ingen måde. Den der lille bævrende underlæbe og de store brune øjne og den lille kuglerunde næse kan ingen stå for i mere en max fem sekunder.

I må gerne revse os nu. Må gerne komme med løftede pegefingre, der fortæller os, vi ødelægger barnet, familien og forholdet mellem søstrene. Men jeg tror ikke, vi kan ændre på det. Så vidt jeg ved, er det fuldstændig umuligt at banke fornuft ind i et forelsket hjerte …

Personlig er Anemone selv ret begejstret for Jock Ewing, som hun her tager sig en lille snak med nede i vores entré, inden hun skal i vuggestue.

I Sverige er de meget længere fremme rent blogmæssigt, end vi er her i Danmark. Her er der bloggere, der lever af at have en blog. Der bliver skrevet om dem i avisen, og de har egne tv-shows. Og så bekriger de hinanden. Gaybloggeren Amir hader Kissie. Som igen skriver på sin blog, at hun … nyss bad Rosanna fara åt helvete, gjorde en motanmälan mot Paulina och ska misshandla henne på riktigt om jag ser henne…

Ud over at man sidder og tænker what what what og det skrev du da ikke lige, er det at svine andre til på sin blog ikke så dumt endda. Altså hvis man gerne vil positionere sig og på den absolut mest simple måde få forklaret folk, hvilken slags menneske, man er. Det er både nemmere og mere underholdende for læserne, når bloggerne sviner andre til end det er at komme med en sober forklaring på, hvem og hvad det er, man gerne vil opfattes som.

Det er jo ikke for sjov, vi har hakkekyllinger både i skolegården og på arbejdspladser. Det er jo ikke bare for at være lede, vi gør det. Det er jo fordi, det virker det skidt! Man bliver altså bare en meget federe person af at pointere, at der er en anden en, der er en idiot. End of story.

For eksempel er mit næste skridt i dette indlæg selvfølgelig at tage afstand til både Kissie og Amir. Ikke bare fordi Kissie er en blond bimbo, der mest skriver om sine næseoperationer, sine store silipatter, sit nye tøj og alt muligt andet, der er på et så lavt niveau, jeg ikke fatter, der er nogen, der kan interessere sig for det. (Se, nu behøver jeg slet ikke sige, at når man er så klog som mig, går man altså ikke så meget op i sit udseende som barbiedukkedåser). Men også fordi jeg synes, det er virkelig trist, at mennesker, der trods alt er ud over skolealderen, kan finde på at lægge billeder ud af hinanden, hvor de sætter pil ind til mavedeller og skriver alle mulige andre grimme ting om hinanden (implicit: jeg er selv et retskaffent menneske, der aldrig kunne finde på at mobbe andre på min blog).

I sidste uge rundede vi et nyt hjørne i vores lille danske blogdam. Der blev nemlig taget tilløb til positionering på hinandens bekostning. Hos Flødebollen kørte en debat om nogle af Julias holdninger til, hvornår man skal hente sine børn i institutionen. Om det er for dårligt, hun siger klokken 16 er helt okay i forhold til 15. Og om alle de sarkastiske mødre, der hele tiden snakker om, at de ondtenlynme ikke gider bage boller ikke bare snart skulle holde kæft, så alle dem, der gerne ville bage, kan få lov til at gøre det i fred. Der var et par supermødre, der fik positioneret sig i forhold til Julia. Ikke dårligt gjort. Kendte dem ikke før, det gør jeg nu.

På Ninkas blog var hun ved at kløjs i sure kvinder, der brokkede sig over de positive. Blandt andet blev der citeret både fra en statusopdatering fra facebook (som i virkeligheden var en kommentar) fra Fuhrmann og en kommentar fra mig, hvor jeg kaldte mig selv Frederiksbergs sureste statuskælling. At citaterne var taget lidt ud af en kontekst, og at min kommentar til Fuhrmann var en intern joke, er faktisk sagen underordnet, for ved at hive disse eksempler frem, får Ninka på en underholdende måde igen slået fast, hvad den kernesunde livsstil går ud på. Hvilket endda får mig til at linke til hendes blog nu, hvilket jeg nok ikke ville have gjort, hvis hun havde skrevet et helt straight indlæg om sit positive livssyn. For eksempel skriver jeg ikke en skid om Anna Skyggebjerg, som dagligt mestrer at give os et skud af sit smukke livssyn helt uden at træde på andre.

Nu er vi heldigvis ikke kommet der ud, hvor speltkusserne skriver de ska misshandla de sure kællinger på riktigt om vi ser dem, og jeg håber virkelig heller ikke, vi kommer der ud. For de er i så satans god form, at de helt sikkert ville kunne fange mig på under tredive sekunder.

Vi er store Shane-fans her i huset. Altså ham fra tv, der klistrer alt muligt tilfældigt sammen og får det til at ligne drager, slotte, guitarer, giraffer, biler og busser. I fødselsdagsgave fik Kamille en Shane-bog med ”opskrifter”, og vi har siden haft omdannet køkkenbordet til et værksted.

Uha hvor overskudsagtig, I sidder der og klippe-klistrer, tænker du muligvis nu. Ja, måske. Men altså, hver gang, inden Anemone på to år sætter sig til bordet og insisterer på at blande maling og male med meget store og for mødre ret nervepirrende armbevægelser, har jeg brugt i hvert fald fem minutter på at overbevise hende om, at hun meget hellere vil se fjernsyn. Så finere er jeg ikke. Men det vil hun aldrig. Hun vil være med og jeg ville sådan ønske, hun ikke var, for hun gnatter maling ud over det hele – på stressmåden. Og så er der en meget kynisk regel, der går ud på, at man ikke må græde, når man brænder sig på limpistolen. Ellers kan jeg jo ikke lave andet end at puste og lindre brandvabler – kunst kræver ofre! Desuden får vi heller ikke aftensmad når vi har Shane-dage. Der bliver bare kørt en rugbrøder ind i de små sprækker. Og først når de begynder at hyle, råbe og brokker sig over ligegyldigheder, så jeg kommer i tanker om, at de nok er sultne.

Og når man gør det på dén måde, så er der masser af overskud til at være superkrea-mor. For ja, det er sgu da mit mælkekarton-slot, der står der i forgrunden. Og ja, jeg sidder der nogle gange længere end børnene. Helt til jeg også selv begynder at hyle og brokke mig på den sukkerkolde måde over, at jeg ikke kan få toiletrullerne til at sidde sammen på samme girafmåde, som Shane kan.

Jeg har haft en kontorplads ude i den virkelige verden så længe, jeg kan huske. Kun afbrudt af barsler, hvor jeg har glæææædet mig til at komme hjemmefra og arbejde igen.

- Jamen, jeg bliver jo idiot, hvis jeg aldrig kommer ud, plejer jeg at sige.

Nu er så tiden kommet, hvor jeg har tænkt mig at teste, om jeg rent faktisk forvandler mig til en idiot af ikke at gå ud. Jeg har nemlig sagt op på min kontorplads og planen er at sidde hjemme til evig tid. Det er punkt to i planen, der skal sørge for at vi snart får råd til at døre i vores hus.

Smukke Allan gav selvfølgelig en hjælpende hånd og triller her hjemad med mit kontor i vores ladcykel. Fordi punkt 1 i dør-planen var sælge bilen, remember?!

Så nu har jeg indrettet mig i et hjørne af vores stue. På verdens mindste bord, som jeg fandt på loftet hjemmet hos min mor. Det er sådan cirka hundrede år gammelt. Altså seriøst. Det var min morfars, er ikke specielt pænt og min mor brugte det derfor også til at skifte mig på, da jeg var spæd. Men jeg elsker det. Elsker mit lille mærkelige hjørne, hvor jeg har udstedt dødsstraf, hvis nogen under en meter og fyrre rører ved noget uden at have modtaget min velsignelse først.

- og ja, jeg har virkelig korte ben og bruger derfor bogstøtter under fødderne.