Jeg har sendt mine børn på påskeferie og festede derfor helt til klokken 5 søndag morgen, hvor jeg kom hjem. Og gik rundt på alle børneværelserne og råbte DÆÆÆÅÅÅ så højt kunne. Fordi jeg kunne. Dagen efter spiste min kæreste og jeg én af hver fra Dominos menukort og lå så meget ned, jeg stadig har ondt i hele kroppen.

Nu er det mandag, og jeg er begyndt at savne de små terrorister. What’s up with that? Har jeg ikke siddet i månedsvis og klynket over, at jeg aldrig aldrig aaaaaldrig har alene tid, mulighed for at forvalte mine egne dage og altid er så udmattet når de endelig er lagt i seng, jeg ikke kan huske hvilken dag det er?!

Moderhjertets veje er uransagelige – i hvert fald er det en kende utaknemligt, synes jeg. Nu skal jeg pinedød nyde stilheden, kæresten og dagen, der bare ligger for mine fødder uden at have fælder der klapper klokken 16, 18 og 20. God mandag til jer alle.

Skriver man http://www.marenuthaug.blogspot.com/ ender man uden større overraskelse her, hvor du er nu.

Er man derimod lidt for hurtigt på tasterne og skriver: http://www.marenuthaug.blogpot.com/ ender man – uden man ryger den der pot eller ej – et helt andet sted, hvor man sikkert til manges store lettelse kan få det endegyldige bevis på, at biblen er sand fra ende til anden.

Jeg synes det er virkelig virkelig virkelig mærkeligt – som i VIRKELIG MÆRKELIGT – at der kun er et S der skiller mig og kristendommen ad. Tænk sig, jeg var ellers overbevist om, at der var både oceaner, bud og paver, der tårnede sig op mellem os. Jaja og nejnej, det er jo katolikkerne, der har paver – ikke os protestanter. Tomato potato, siger jeg bare.

I dag da jeg var ude at løbe – i fuld fart selvfølgelig, blev jeg overhalet af en teenager med en H&M pose i hånden. Hun tæskede derudaf – selv om hun slet ikke var ude at løbe. Hun skulle bare skynde sig i skole. Jeg vil bruge dagen på at undlade at se symbolikken i situationen …

Da jeg var yngre husker jeg, at jeg kiggede med både undren og en smule foragt på alle de kvinder i trediverne, der rendte rundt og snakkede om, at det var så hårdt for dem, fordi de skulle slås sådan med vægten.

- Så æd dog bare mindre, kone! Tænkte jeg og smurte lidt mere nutella på min pandekage.

Jeg ved ikke om det er gudernes måde at more sig på, i hvert fald har de nu pludselig arkiveret både mig og min røv i den kategori, der tager på af én peanut og skal løbe jorden rundt for at tabe den igen. Der er helt sikkert nogen, der kan give mig en tør og konkret forklaring på hvorfor (sådan noget med alder, hormoner, blabla og blabla).
Men jeg er ligeglad!
Det er nemlig skide uretfærdigt!

Når jeg så samtidig er blevet splejset sammen med en mand, der med stor fornøjelse spiser alle de hvedeboller, kager, pastaskruer og ting med smør på lige foran næsen på mig uden at tage så meget om en krumme på, så er det altså jeg i en presset stund godt kan blive så rasende (og sulten), jeg bliver nødt til at råbe meget højt af ham (undskyld skat). Joda, jeg ved han træner og løber og svømmer – men det gør jeg jo også. I hvert fald så godt jeg kan. Og i hvert fald nok til at jeg fortjener ti gange så mange smørbagte kanelsnegle fra Tante Te, som jeg reelt spiser.

Hvis I vidste hvor ofte, jeg med forurettelse i stemmen, fordi det bare ikke kan passe, jeg skal slås sådan med vægten, lister op hvor mange gange jeg har løbet denne uge, præcis hvor langt, hvad jeg har spist, hvor stor en procentdel af det, der var spirer, grænser det op til det pinlige. Og jeg er ret sikker på at jeg får rigtig mange til at tænke:

- så æd dog bare mindre, kone!

Men æv altså. Det er bare så kedeligt at være på kur. Præcis lige så kedeligt som det er at kigge på en to-årig unge og stadig mangle at tabe halvdelen af det, man tog på, da man var gravid.
Jeg tog 30 kg på.
You do the math …