Hawairosen og jeg
af marensblog

 

I dag kommer der en fotograf fra Politiken for at tage et billede af mig og min plante. Til et designtillæg om planter, de har i februar. Ja, for jeg er nemlig hende, der forstår at indrette mig med grønt …

Jaarh, jeg undrede mig da også over, at de ringede til mig, når det handler om at indrette sig. For det eneste pæne, jeg ejer, er Allan – og selv om han er både rummelig og easy going, så er det ikke altid, han gider have, at jeg kalder ham et møbel.

Men alt faldt på plads, da journalisten forklarede, at de manglede et lidt “skævt” indlæg om planter. Aah, så gav alt mening. Så jeg tænkte lidt på, at fortælle ham om dengang, vi havde planer for vores julestjerne. Men jeg valgte i stedet at fortælle om ‘planten der ikke ville dø’. Jeg har fortalt om den før, men jeg kan ikke finde indlægget. Uanset så har jeg en plante, der aldrig dør. Det er en Hawairose. Den er altid halvvissen, nogle gange med blomster. Den blomstrer, når den for alvor er ved at udånde. Som et sidste forsøg på at råbe mig op. Det hjælper, jeg vander den – og glemmer den igen. Sådan har vi levet sammen i 7 år, hawairosen og jeg. Og i dag skal vi fotograferes sammen. Jeg tør ikke pille de visne blade af den, for så står der bare tre pinde tilbage. Så jeg har valgt at dimse på mig selv i stedet. Det er foreløbig gået sådan her:

 

 

flydende eyeliner

9 Kommentarer

Pissemandagssur
af marensblog

Der er noget absurd i at være pisse mandagssur – og så have et job, hvor man skal finde på vittigheder. Med deadline.

pissemandagssur

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er sur. Jo, noget med at jeg skulkede yogaen, fordi jeg var sent på den, fordi barnet ville til højre, når vi skulle til venstre. Noget med at Allan har flyttet sit kontor. Noget med at der nu er et tomt bord, hvor der plejer at sidde en virkelig pæn mand. Noget med at han har taget strømstikket, jeg brugte, med sig. Noget med at det var hans eget strømstik, så jeg kunne ikke engang tillade mig at ringe til ham og være sur. Noget med jeg ikke havde morgenmad, jeg kunne spise. Heller ikke frokost. Eller en idé til en stribe. Eller mælk til kaffen. Argh.

Men på en eller anden måde lykkedes det mig at være så sur, jeg blev i godt humør af det. Det er noget med at skrue sarkasmen op i nye og perverse højder. En slags spidskompetence jeg har. Og som kræver et særligt publikum. Tegnestuen Pinligt Selskab består kun af den slags individer. De hentede også pitabrød til mig til frokost. Elsker Pinligt Selskab.

7 Kommentarer

Indlæg du aldrig fik
af marensblog

Det var en af de dage, hvor veninders veninder fik kræft og folk, der tegnede, blev skudt. Jeg overvejede at krybe i et lille bitte hul og aldrig komme ud igen. I stedet tænkte jeg ‘fuck it all’ og købte en fake dalmatiner på tilbud til 500 kroner. Måske kommer jeg endda til at bruge den en dag. Her præsenterer jeg den med duckface og vasketøj.

dalmatiner

Hvis man godt kan lide bøger og sidder der på Instagram og keder sig, kan man med fordel følge Gyldendal. De har den danske bogbranches bedste bogbilleder – som for eksempel det her:

gyldendal

Intet gør en så smuk som det filter på Instagram, der blæser så meget lys i fjæset på én, at alle ens ansigtstræk forsvinder. Whats not to love? Jeg tog dette billede mens jeg ventede på taxaen, der skulle fragte mig ud til Smagsdommerfest i mandags. Jeg så overhovedet ikke sådan her ud:

maren

Det her er Sonjas ‘fuckinghelvede, nu spiller de på de instrumenter igen’-look. sonja

Og det her er resultatet af Sonjas yndlingsbeskæftigelse: At dræbe bamser. Dette er hendes egen, Kalkunen. Og hun har knoklet for at slå bæstet ihjel siden november. Det lykkedes endelig. Ud over at vi selvfølgelig er mægtig stolte af hende, er vi også meget overraskede over HVOR meget fyld der er i sådan et kræ. sonja2

En af de ting, vi virkelig burde anskaffe os – og som vi af uransagelige årsager aldrig får købt – er en lampe over spisebordet. Så dette har i årevis været løsningen, hver gang et barn skal øve sig på at stave til kat eller kunne kende forskel på blå og grøn. stearinlys

Jeg bliver ofte spurgt, om alt, jeg tegner til Politiken, er sandt – altså ER det vitterligt mig selv, jeg tegner, eller er det bare noget jeg finder på. Jeg svarer altid, at det er meget forskelligt. Ofte er det faktisk mig selv, andre gange er det bare det pure opspind – og jeg vil aldrig nogensinde afsløre, hvilken kategori de forskellige tegninger hører til. violin

7 Kommentarer