Min søster og jeg har ofte samtaler om, hvem vores mor nu bedst kan lide. Altså for sjov. De udspringer som regel af, at en af os er kommet til at gøre noget mindre heldigt. Den anden er ikke sen til straks at råbe HA, NU KAN HUN HELT KLART BEDST LIDE MIG. Og så skumler den degraderede. Men vi griner altid af det, for vi har aldrig haft fornemmelsen af, at en af os er blevet forfordelt, hverken som børn eller voksne.
I pinsen besøgte Allan, ungerne og jeg min mor. Allan var noget så prægtig og lagde fliser på min mors terrasse. Et par dage senere havde jeg denne samtale med min søster:
MIG: Og han lagde fliser ud over det hele og hun var totalt oppe og køre over alt det basilikum, hun nu skulle til at have stående i krukker.
SØSTER: Fedt!
MIG: Jeps, så nu er vi totalt den poulære familie.
SØSTER: … hmprf.
MIG: Eller … jeg tror faktisk hun nu bedre kan lide Allan end mig.
SØSTER: Jaja, men sådan har vi det jo alle …
Og så lo vi også af det. Men ikke helt så meget. For jeg tror, vi begge godt vidste, at der var noget i det …
Fordømte sympatiske mand. Ikke nok med han kan lægge fliser. Han kan også konversere uden at sige pik. Og lytter endda, når folk svarer. Jamen, hvordan skal man hamle op med det?
Jeg har en skrivegruppe. Vi er fire. Cirka hver anden måned mødes vi og kommenterer hinandens tekster. Altså de ting vi arbejder på lige nu. Det er en uvurderlig gave, når man skriver og tegner. For det er et ensomt job. Og ofte stirrer man sig fuldstændig blind på darlings, som de andre peger på og råber UD med det lort. Man bestemmer selvfølgelig selv. Men de har som regel ret, skrivegruppen.
Derudover er det skide hyggeligt. Vi indtager altid det samme bord på på den samme café. Følger med i hinandens opture og nedture, gode anmeldelser, dårlige anmeldelser, hjælper hinanden med titler, plot og hvordan man bedst dræber en kat, en kondiløber eller en kæmpe stor tyk mand. De sidste ting er især relevant for Julie, der er krimiforfatter. I dag udkommer hendes fjerde bog i serien om Rebekka Holm:
Det ville ikke være troværdig, hvis jeg gav mig til at sidde og skamrose den, for jeg har som de fleste af de andre Rebekka-bøger, været med på sidelinien fra den sagde sit første ord. Så jeg synes jo også den lidt er min baby. I dette tilfælde en meget uhyggelig og klam baby. Du kan læse mere om handlingen og en anmeldelse HER. Jeg er ikke overrasket over, at den har vakt begejstring.
Fantastisk med alle de glade deltagere i 4000-konkurrencen.
Jeg kunne ikke vælge, for der var virkelig mange gode argumenter for, hvor og hvorfor de skulle op og hænge på en særlig væg. Så jeg fik random.org til at hjælpe mig. Derfor er vinderne:
Tillykke til:
Camilla-Te
og
Helene Kjærbøl.
Camilla må vælge tegning først, siden jeg trak hende som den første.
Og til Claus, som har haft en nederen tid på det sidste, blandt andet fordi hans kone gennem 17 år i flere måneder har haft noget kørende med en kollega, sender jeg denne tegning:
Send mig jeres adresser på maren@marenuthaug.dk.
I dag har bloggen 3941 venner på facebooksiden. Altså nærmer vi os snart de 4000. Og siden jeg missede at fejre både de 1000, de 2000 og såmænd også de 3000. Så jeg synes, det er på sin plads, jeg får råbt HURRA, når vi rammer de 4000.
Det gør jeg ved at udlodde disse to håndtegninger:
Jeg kan roligt sige, at det er unikaer. Jeg kommer aldrig til at lave mere end ét eksemplar af hver tegning. Jeg synes nemlig det er pisse svært. Tegner til daglig på computer – og det giver altså papirangst, når man ikke lige kan rette øjnene til. Eller håret. Eller gøre noget ved det, når man opdager, hvor grimme f’man skriver. Laver uhørt mange kladder – for alligevel at kikse, når jeg skal lave den på det finefine papir.
Men altså – vil du gerne være med i lodtrækningen om disse små streger, så læg en kommentar og jeg trækker to vindere, når facebooksiden har fået sit firetusinde medlem.
Mine små tændstikmennesker er begyndt at vandre ud i verden.
Her er de på Lises væg.
Og her er de tatoveret på Majbritts arm.
Det er hendes to sønner, som hun gerne ville have med sig over alt. Det har hun så nu. Vi synes, de er mægtig fine. Hun siger, det ligner dem på en prik.
Er på besøg hos Lotten i Århus. Har lagt mig på hendes briks, mens jeg ser på at hun rydder op i køkkenet. At se andre arbejde er lige så beroligende som at se på ild. Har også tæppe på. Det er svært ikke at være lykkelig.
Og her spurter min førstefødte af sted på løbehjul alene ind på Christiania.
Hun går til ridning inde hos Rikke derinde. Virkelig et fint sted.
Vi har fundet en rute, der går udenom pusherstreet. Kamille har totalt styr på det. Og ved også, hvor der ellers lugter meget af hash på vej derned. Der holder hun vejret, siger hun. Det stinker.
Enten har jeg lagt grunden for, at hun får et virkelig fedt liv. Alternativt ved hun, hvor hun skal købe sin narko.
© 2013 Marens blog
Powered by Wordpress. Designed by Ligefrem
Marens Blog
