Klokken 07.55 hver morgen kan man se dette læs kaos vælte op og ned ad Gammel Kongevej. Det, man ikke kan se, vi også har med, er to store skoletasker, et uldtæppe hvis nogen giver sig til at skrige over de fryser og en lille kuffert med hemmeligheder, fordi Anemone jo skal på legedate hos Lucca. Vi har også min taske fyldt med computer og andre livsnødvendigheder. Min telefon ligger gerne løst et sted i cyklen. Det er altid skide spændende at se, om den er blevet trampet ihjel, når de er blevet droppet af en efter en.

Jeg er jo så umanerlig heldig, at jeg i blandt får sendt bøger fra forlaget Rosinante, som jeg skal anmelde på bloggen. Og begejstringen blev ikke mindre, da jeg for tre uger siden fik Umberto Eco’s nye Kirkegården i Prag. For jeg er nemlig sådan en der læser Umberto Eco.

Så jeg kastede mig med en voldsom iver ud i kapitel 1. Og kom cirka her til.

Hvor jeg måtte sande, at det da godt kan være jeg gerne vil være sådan en, der sidder på fortovscafeer med Eco som mit ypperligste accessory, men de sidste tre uger har vist, at når tiden skal prioriteres, så er jeg sådan en der sidder og smadrer Diablo-monstre på min computer. Hver aften. Halve natten. Går rundt som en zombie af træthed hele dagen, kun med det i tankerne, at få lagt ungerne, så jeg kan tæve de blodtørstige sataner igen. Oh yeah! Jeg er en wizard – en mægtig magiker, der kaster de sygeste seje spells efter mine modstandere. I give you NIGHTMAREN:

Jamen, er jeg ikke fin? Fik nyt tøj i går. Skide spændende, I know. Men altså: Så længe jeg lider af Diablofeberen, får jeg ikke læst et eneste ord af Eco’s bog, så hvis nogen vil låne den, kan I bare komme forbi (bliv ikke bange hvis jeg åbner døren i fuld wizard-costume). Vil tro jeg er færdig med de monstre engang til november og så vil jeg mægtig gerne læse den.

Det har været pinse. Smukke Allan har været til løb i Jylland. Pigerne og jeg har været alene hjemme. Oh, de har sagt så forunderlige ting.
Den ene sagde, da hun hjalp mig med at lave mad:

- Helt ærlig, hvorfor er det kun os kvindfolk, der altid laver mad?

Det ved jeg ikke min skat, men hvor fanden kom “kvindfolk” fra?

Da jeg ville gå ind på den andens værelse, kunne jeg knap sparke mig ind og spurgte om det ikke var en idé, hun ryddede lidt op. Nede fra bunkerne hørte jeg en lille stemme sige:

- Åh mor, det er nu ikke så værst.

Ikke så værst? Det var dog et forrygende ordforråd du har min lille ven.

Den tredje truede mig med, at jeg kunne få en på sinkadusen, hvis hun ikke måtte få mere sukker på sin havregryn.

Sinkadusen? Hohoho, nu må I altså stoppe med at se alle de gamle Far til Fire-film.

Jamen, lyder det ikke bare hyggeligt? Så går jeg her i haven, nyder pinsen og solen, planter en lille blomst, mens jeg godter mig over den måde, mine børn vælger at bruge sproget på.

Wrong, siger jeg bare. W.R.O.N.G.
Jeg ved ikke, hvor det løb af sportet. Men det har været en rædselsfuld pinse. Det kan godt være, de har sagt spøjse ord i blandt, men mest har de råbt FUCK og JEG HADER DIG.
Jeg skal være den første til at indrømme, jeg har været den sureste ko, man kan tænke sig. Var jeg den anden, kunne jeg muligvis fremture med, at der var en grund til, jeg endte med at blive så skide sur. For eksempel fordi alt afkom ikke har lavet andet end at råbe og skrige og tude og tæve hinanden. Vi har en gynge i haven som de har slåsset så meget om, jeg til sidst hentede en saks og truede med at klippe lortet ned, hvis de ikke holdt kæft. Ja, det var kæft. Når en af dem endelig havde fået tilrane sig gyngen, skvattede de som regel af den (hvad sker der for jer motorikspassere?) – hvilket betød, jeg noget der føltes som en milliard gang, men nok “bare” har været 50 gange, har trøstet storhylende barn over imaginær skramme.

Åh ja, der er høner og æg. Sure mødre skaber ikke harmoniske børn. Jeg er ligeglad. Er bare glad for at pinsen ikke varer mere end tre dage.

Mandag var Allan heldigvis kommet hjem, så vi kvindfolk kunne komme lidt væk fra ragnarok. Stinestregen tog mig ud til brunch. Se, hvor glad jeg blev:

Jeg skal holde op med at kalde folk røvhuller. De synes ikke det er lige så sjovt som mig, har jeg opdaget. Altså undtagen mine børn. Vi råber gerne “SÅDAN ET RØVHUL” efter hinanden, hvis man lige er kommet til at snuppe det sidste stykke pålægschokolade eller andet vigtigt. Og så griner vi højt. Men det er også fordi, vi var der.

Det var en lørdag eftermiddag for et år siden. Smukke Allan havde en cykel til salg i den blå avis. En mountainbike han havde kørt ræs på en del gange. Men nu havde han købt en ny, så den gamle skulle videre. Der var mange, der ringede. Endnu flere der sendte en mail. Smukke Allan er verdens venligste menneske. For ikke at tale om ordentlig og retskaffen. Så han svarede alle venligt og prøvede at holde rede i hvem, han havde sagt hvad til, og hvornår de skulle komme og kigge på den. Ud over alle de fine kvaliteter er Smukke Allan også lidt kokset. Så han ved ikke helt, hvad der gik galt. Under alle omstændigheder blev cyklet solgt til en flink ung mand. Men tyve minutter senere ringede det på døren. Vi stod tilfældigvis alle, både mig, unger og Allan, i gangen, da det skete. Allan åbnede. På den anden side stod en far og han søn, en knægt på 14 år, der vel nok glædede sig til at få en ny cykel. De var kørt helt fra Nordsjælland. En time havde det taget, fortalte faren og gav hånd.

Æhm, sagde Allan.
Ja, sagde manden.
Jeg har altså solgt cyklen, sagde Allan.
Hvad har du??? sagde manden.
Solgt den, sagde Allan.
Jamen, sagde sønnen.
SÅDAN ET RØVHUL, sagde manden, drejede rundt på hælene og skred ned ad indkørslen med sin søn småløbende efter sig.
Hvad sagde han, spurgte Mynte.
Sådan et røvhul, sagde Kamille.
Hvorfor sagde han røvhul, sagde Anemone.
Fordi jeg har solgt cyklen og åbenbart ikke har fået sagt det til dem, sagde Allan fortvivlet.
Men man må da ikke kalde nogen et røvhul, sagde Mynte.
Jo, hvis man nu er det, sagde Kamille.
Men far er da ikke noge røvhul, sagde Anemone.
Jo, sagde Allan, lige nu var jeg.

Og på den måde har vi fået et letbenet forhold til ordet røvhul hjemme hos os. Der skal ikke meget til før man får benævnelsen SÅDAN ET RØVHUL kastet efter sig. Tror bare lige vi skal træne lidt på at holde det i privatsfæren, kan i hvert fald konstatere at 0.D’s forældregruppe ikke på samme niveau deler vores begejstring for begrebet …