Fan af Stine
af marensblog

I går blev Stine kåret som årets bladtegner. Og det er på tide, at verden for alvor begynder at prisbelønne Stine for hendes tegninger. For det er en evig inspiration at være vidne til hendes små og store værker. For nylig udgav hun denne lille bog med postkortdigte:

stine1

Kortene er sjove og triste og finurlige, og jeg kommer aldrig til at give et eneste af dem fra mig.

stine2

stine3

Jeg har været næsegrus fan, siden jeg første gang klikkede mig ind på hendes blog . Jeg skrev endda en mail til hende, hvor jeg fortalte hende, at jeg hadede hende for at være så svinedygtig. Siden har vi været venner. Og nogle gange har jeg været så heldig, at hun har tegnet os.

stine4

7 Kommentarer

Noget om politiet
af marensblog

I går læste jeg, at når en kvinde kommer til politiet og anmelder en voldtægt, har det stor betydning, om der sidder en mandlig eller en kvindelig betjent bag skranken. En undersøgelse har vist, at hvis der sidder en kvinde, går 76% af anmeldelserne videre til en tiltale. Sidder der en mand, går 40% videre.

Kun 14% af de danske betjente er kvinder.

Og en ret latterlige lille procentdel af voldtægterne ender med en dom.

Det skal man lade være med at bryde sit kønne lille hoved med, for så bliver man bare skide sur.

Skide sur var også noget, jeg overvejede at blive, da jeg, med bilen fuld af mine unger, blev stoppet af en betjent i søndags. Jeg havde kørt 30 meter fra mit hus, havde holdt tilbage for nogle cyklister og drejede til højre ud på en større vej. Kørte ti meter, så babuede en betjent på motorcykel forbi mig og viste, at jeg skulle holde ind. Var sådan lidt ‘okay, jeg har kørt en så kort strækning, at jeg umuligt kan nå, at have gjort noget’. Men det havde jeg, sagde betjenten. Snuden af min bil, var kommet for langt over på den forkerte side af vejbanen, da jeg svingede ud.

Hva’? sagde jeg.

Han gentog det med at dreje ud og snude på bil.

Jeg kiggede ud på den fuldstændig tomme søndagsvej. Var ret overbevist om, at min bilsnude ikke havde gjort andet end at dreje lige så stille ud på vejen – med 7 km i timen. Så kiggede jeg lidt mere på betjenten, hans store hjelm, uniform og pistol, knippel og store brumbrum-motorcykel. Tænkte, at han nok virkelig kedede sig sådan en søndag, hvor han skulle køre rundt og passe trafikken. Og nok var frustreret over, at han var så langt nede i hierarkiet på jobbis, at han var den, der skulle holde øje med, hvor damers bilsnuder præcist befinder sig, når de drejer.

Han fablede videre om det farlige i at dreje ud på veje. Vi var ude i noget seriøst mansplaining, og jeg havde kun lyst til at fortælle ham, hvor stor en spade, jeg syntes han var. Og om da for fanden ikke kunne finde noget andet at prøve at gnide sin lille penis stor på – end mig.

Og så tænkte jeg, at nu gad jeg ikke høre på ham mere. Og jeg gad heller ikke betale nogen bøde. Så jeg tog mit kønne lille hoved på og sagde uden snert af ironi i stemmen: “Jeg er virkelig ked af, at jeg drejede ud på den måde. Det må du undskylde mange gange. Jeg lover dig, at jeg for fremtiden vil være mere forsigtig, når jeg drejer.”

“Godt,” sagde han, slog to gange med hånden på taget af min bil (I kid you not), ønskede mig en god dag og kørte sin idiotiske vej igen.

Så trak jeg vejret dybt et par gange. Kiggede på mine tre døtre, de kiggede på mig.

“Okay, børn,” sagde jeg, “dette var en demonstration af, hvordan man tackler små mænd, der har brug for at stå på andre, for selv at blive højere. Aldrig gå dem imod, så eksploderer de i fjæset på dig, tal dem efter munden og lad dem passere. Sig undskyld, sig deres tissemænd er store, sig I aldrig har set noget lignende – og skynd jer væk. Lover I mig det?”

Det lovede de. Og vi kørte videre. Helt til næste vej, jeg skulle dreje ud på. Jeg kiggede mig godt for – og over skulderen. Så drejede jeg i et kæmpe sving ud på den anden kørebane – og så ind på min egen. På den måde er jeg en lille bitte smule barnlig. Undlod at prædike dén lektie over for mine børn …

39 Kommentarer