Er på besøg hos Lotten i Århus. Har lagt mig på hendes briks, mens jeg ser på at hun rydder op i køkkenet. At se andre arbejde er lige så beroligende som at se på ild. Har også tæppe på. Det er svært ikke at være lykkelig.
Og her spurter min førstefødte af sted på løbehjul alene ind på Christiania.
Hun går til ridning inde hos Rikke derinde. Virkelig et fint sted.
Vi har fundet en rute, der går udenom pusherstreet. Kamille har totalt styr på det. Og ved også, hvor der ellers lugter meget af hash på vej derned. Der holder hun vejret, siger hun. Det stinker.
Enten har jeg lagt grunden for, at hun får et virkelig fedt liv. Alternativt ved hun, hvor hun skal købe sin narko.
Nej, jeg kan ikke blogge i dag. Skal i svømmehallen med mine børn klokken 16. Det tager al min selvoprettelsesdrift at holde mig kørende uden at få et hysterisk flip på forhånd. Årh, alt det klor og bar røv og vi har altid glemt hårbørsten og vi har til sammen to kilometer hår.
Det er Kamille der går til svømning – vi andre plasker bare rundt i et andet hjørne. Sidst var det aflyst. Fik en sms om at nogen havde brækket sig i vandet, så der var ingen undervisning i dag og hallen var lukket. Det var en af de bedste sms’er, jeg nogensinde har fået. Og så gik der endda en bug i deres system, så jeg fik sms’en om brækket syv gange. Blev lige glad hver gang. For så kunne vi bare sidde her hjemme og spise kage i stedet. Det kunne vi i princippet også i dag. Men det er efterhånden så længe siden, vi har været i bad, vi ikke kan være bekendt at findes i samfundet mere. Så afsted med os. MEN on the bright side: Smallan er i fuld gang med at banke på badeværelset, så i håbet kan vi mestre en ren røv uden planlægning om et par uger. Allan spurgte, om jeg så ville trutte i hans. Jeg sagde nej. Ingen af os ved egentlig, hvad han mente med det.
Maia skrev, at hvis Mynte og jeg kunne lide børnebogen Annas Himmel, vil vi også synes, denne var fin:
Og det syntes vi! Faktisk kunne vi lide den ENDNU bedre en Annas Himmel. De to andre fik også lov til at læse med over skulderen, og var enige om, at dette er en lille perle. Selv om den var meget trist, syntes Anemone. Men på en god måde. Faktisk var det lidt synd for døden, der måtte være ret ensom, siden den skulle sige farvel til And.
Børnepoesi, når det er bedst!
Jeg er blevet stillet en håndfuld spørgsmål om legetøj og barndom. Du kan læse interviewet her.
(Og ja, jeg skal så meget have taget nogle nye billeder – for eksempel nogen, hvor jeg ikke er photshoppet til uigenkendelighed …. men altså, det var det med tid. Bær over.)
Kamille og jeg var til One Direction koncert i fredags. Der har ellers været udsolgt længe, men Maybelline spurgte mig et par dage inden, om jeg ville have to billetter – og forvandlede mig dermed til Supermum of the year. Ikke mindst fordi de også sendte en lille pose sminke med, som de to små også kunne få en bid af.
Så vi dullede os alle gevaldigt op. De to små bare fordi der var noget, man kunne tvære i hovedet – og så skal man jo gøre det, siger børnereglerne.
Anemone gik dog mest efter Robert Smith-looket, som hun stadig arbejdede på, da Kamille og jeg tog af sted til koncerten.
Jeg har aldrig været fan af nogen på hvine-måden. Når jeg så, hvordan pigerne foran koncerten gik op i det, blev jeg helt trist over, at jeg tilsyneladende er gået glip af det. For det så sjovt ud. Og tosset. Min første fandyrkelse var i The Cure. Jeg var vel 14-15 år og det var noget med at printe alle deres tekster ud og slå de ord op, jeg ikke forstod. Til Cure-koncerterne stod vi mest og så tænksomme ud – med samme ansigtsmakeup som Anemone. Vi hvinede i hvert fald ikke. Det virker umiddelbart sjovere det med at hvine, ser jeg nu.
Foran Forum, hvor koncerten blev holdt, græd pigerne i stride strømme. Mest dem, der ikke havde kunnet skaffe billetter. Men også lidt dem, der havde billetter og var helt ude af flippen ved tanken om, at de snart skulle se Harry, Liam og de andre pæne unge mænd. Skal vi ikke bare blive enige om, at til trods for at vi har proppet vores børn med alskens hormonforstyrrende stoffer, så fejler de unge pigers drifter i hvert fald ikke noget?
Vi fik de bedste pladser. Med udsigt til både publikum og scenen. Og begge dele var lige underholdende. Hold nu kæft de skreg. Altså hele tiden. Især når drengene gik på scenen. Men også i pauserne, når de lige kom i tanker om de fandtes. Kamille og jeg var færdige af grin over hele scenariet. Og havde en FEST. For vi skyndte os selvfølgelig at pakke alle fine fornemmelser og det faktum, at jeg ikke kender en eneste One Directionsang væk og kastede os ud i fandyrkelsen.
Optog det her, sådan lød det under hele koncerten:
Ville ikke kunne genkende One Directions musik efter at have hørt en hel koncert med dem, for de søde piger skreg så højt. De var fantastiske de piger. Jeg elskede dem! Totalt vanvittige og høje på dyrkelsen af fem unge mænd.
Alle andre end os havde været med på den mailingliste, hvor de var blevet enige om tegne dannebrogshjerter, som de flashede til drengene på særlig udvalgte tidspunkter (fattede aldrig hvornår, men fedt så det ud).
Og så var der selvfølgelig afslutning med både balloner og konfetti. Så skreg vi lidt af henrykkelse igen.
Tusinde mange tak til Maybelline for at sende Kamille og mig til koncert. Det er længe siden vi har haft det så skægt sammen. Og ja, selvfølgelig huggede jeg det fra makeup-godteposen, jeg selv mente var fedt, før jeg gavmildt overrakte ungerne resten. De fik blandt andet de blå og lilla mascaraer. Vidste vi egentlig godt, at det er moderne igen?!
Købte en ny kjole, gik hjem og tog den på. Ungerne spottede straks der var nyt på moderen. Sådan er de så søde og så opmærksomme.
BARN: Åh mor, du liger jo Askepot!
MIG: Tak, hvor er du sød.
BARN: … altså før hun blev tryllet om.
© 2013 Marens blog
Powered by Wordpress. Designed by Ligefrem
Marens Blog
